Smerter / tværfagligt (Allévia)

Allévia Tværfagligt Smertecenter er et privat smertecenter med regionsfunktion bestående af speciallæger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og en socialrådgiver, der arbejder sammen for at forbedre hverdagen for mennesker med kroniske smerter.

Specialet tilbydes i: Vejle Aarhus
Kontakt sekretæren:

Eksempler på behandling

Når du møder på Allévia første gang, har vi modtaget din henvisning, som afgør hvilke behandlere du møder. De vil herudfra sammensætte den rette behandlingsplan og gennemgå denne med dig. Det er dog dig selv, der vælger, om du vil medvirke i denne behandling.

Hele forløbet vil bære præg af, at vi er vejledere og rådgivere, men det er den smerteramte, der skal føre tingene ud i livet.

 

Eksempler/cases

En statusvurdering

38-årige Camilla, der er henvist til en statusvurdering, møder på Allévia med sin mand.
Hun har de sidste 2 år haft konstante smerter, specielt i nakke- og skulderregion, som har bredt sig til resten af kroppen. Hendes familie, som består af ægtefælle og to teenage-børn, gør alt for at aflaste Camilla. Alligevel overskrider Camilla konsekvent sine grænser og forværrer derved nærmest dagligt sin smertetilstand. Hun har på nuværende tidspunkt ikke opnået accept af sin tilstand.
Hun forsøger at holde sig igang med nogle meget korte gåture, men har ofte meget svært ved at finde motivation for disse.

Efter at have talt med de forskellige faggrupper i teamet, vurderes det, at Camilla har behov for mange indsatsområder:
  • Medicinregulering, da hun ikke får den optimale medicinering.
  • Fysioterapi, da hun skal arbejde med balancen mellem aktivitet og hvile samt evt. øvelsesprogram.
  • Psykologsamtaler med henblik på accept af sin tilstand og en forberedelse til
    smertehåndteringskursus, hvor hun skal lære strategier for at kunne leve med sin kroniske smerte.
  • Slutteligt har hun behov for at tale med vores socialrådgiver, da hun ikke længere magter sit arbejde og risikerer at komme på kontanthjælp.  

Et medicinsk forløb

45-årige Børge, der er henvist til medicinsk modul, møder på Allévia.
Børge er for 4 år siden gledet på et glat gulv. Faldt ikke helt, men ryggen låste. Egen læge prøver at give ham en blokade, og han var sygemeldt i 5 uger. Smerterne er der fortsat, og han bliver sendt til yderligere undersøgelse, hvor man finder en diskusprolaps. Operation er ikke mulig.
Han beskriver smerterne som jagende, sviende og brændende, hvilket tyder på en nerveskade.
Grundet hans mange smerter har han været sygemeldt fra hans job og bliver afskediget.
Da skaden skete var han på arbejde, og der kører derfor en arbejdsskadesag. Så længe denne ikke er afgjort, er han på sygedagpenge og er derfor ikke forsørgelsesmæssigt afklaret.


I Børges tilfælde vurderer vi, at han yderligere har behov for en statusvurdering, så vores andre behandlergrupper kan vurdere, om der er andet end medicin, der kan hjælpe ham.
Børge får alt for meget medicin i form af morfinpræparater og stesolid. Vi vælger at lave en medicinomlægning og håber at kunne hjælpe ham bedre på denne måde.

 

Du får klar besked

Ved dit første besøg på Allévia vil du få klarhed over, hvad vi mener, der kan gøres for din tilstand.

Vi mener, at en åben og direkte dialog er det bedste udgangspunkt for at kunne hjælpe vores patienter til en bedring. Vi håber derfor det samme fra patientens side.

 

Hvordan lærer du at leve med dine smerter?

For at kunne lære at leve med sine smerter kigger vi på den smerteramte fra både den fysiske, psykiske og sociale side.

Vigtigheden af, at vi arbejder tværfagligt, er, at alle faggrupper har muligheden for at sparre med hinanden og på denne måde at sammensætte den mest optimale behandling for den smerteramte.

Vi kan ikke nødvendigvis love, at smerterne bliver mindre, men et af vores mål er at lære vores patienter at kunne tackle smerterne på en mere hensigtsmæssig måde og derved højne livskvaliteten.

 

Du er ikke alene

Mange smerteramte føler sig isoleret og oplever mistillid fra omverdenen, fordi man ikke kan se, at de har smerter.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved din smerte og er meget bevidste om, at det kun er den enkelte smerteramte, der ved, hvor stærk smerten er.

Når du er i behandling på Allévia, Tværfagligt Smertecenter, vil vi være der for dig og forhåbentlig kunne give dig følelse af ikke at være alene med din smerte.

Patientinformation
Version nr.: 108
Dato: 09. december 2020
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus (Højbjerg)

Speciallæger og behandlere

Tom billedramme
Julie Emborg
Psykolog med speciale i smertebehandling, Allévia
Tom billedramme
Lars Hartvig Sørensen
Anæstesiolog
Tom billedramme
Bettina Fjeldsted Bøttern
Sygeplejerske
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.