MR står for magnetisk resonans og er en undersøgelsesmetode, hvor der anvendes et meget kraftigt magnetfelt og radiobølger. Magnetfeltet og radiobølgerne er fuldstændige uskadelige for kroppen, hvorfor undersøgelsen er uden bivirkninger.
På Privathospitalet Mølholm har vi to skannere: en åben skanner på 0,23 Tesla og en mere lukket skanner på 1,5 Tesla. Den åbne skanner kan med fordel benyttes til patienter med klaustrofobi og meget kraftige patienter. Der kan udføres alle gængse og almindelige MR undersøgelser på denne skanner.
I vores nyeste skanner – Philips Achieva 1,5 T – kan vi udover almindelige undersøgelser tilbyde specielle undersøgelser, såsom:
-
MR af tyndtarm med kontrast
-
MR – mammografi med kontrast
-
MR – artrografi (undersøgelser af led f.eks. skulder – eller hofteled med indsprøjtning af kontrast direkte i leddet)
-
MR – angiografi (undersøgelse af kar f.eks. på underekstremiteterne med kontrast)
-
MR – urografi
-
MR- myelografi
-
Helkrops MR skanning – kan bruges til undersøgelse af evt. kræftspredning (metastaser)
Alle undersøgelser udføres normalt uden ventetid, og beskrivelse forelægger hos henvisende instans dagen efter skanningen.
Magnetisk resonans gør det muligt at optage billeder af kroppen i alle planer, således at der kan opnås et tre-dimensionalt billede af det område, som undersøges. Radiografen sørger for, at MR-billederne bliver optimale ved at indstille forskellige parametre i forhold til det område, som undersøges, f.eks. magnetfeltets vinkel. Hele kroppen kan undersøges men kun en region ad gangen f.eks. hjernen, nakken, ryggen, et led, leveren eller andre organer.
MR-operatøren (radiografen) forklarer dig om undersøgelsen og hjælper dig til rette på lejet. Du skal ligge godt og afslappet, da det er vigtigt, at du ikke bevæger dig under undersøgelsen. Når du ligger på lejet, får du placeret en radioantenne på den del af kroppen, der skal undersøges og bliver kørt ind over den åbne skanner. Under undersøgelsen hører man en række dæmpede bankelyde afbrudt af pauser. Dette gentages nogle gange. Undersøgelsen varer fra ca. ½ til 1 time. Under hele forløbet vil du have kontakt til radiografen via et samtaleanlæg. Du må gerne have en ledsager med og eventuelt medbringe egen musik, som du kan lytte til under MR-skanningen.
En MR-skanning er fuldstændig smertefri. Enkelte gange kan det være nødvendigt at give et kontraststof i en blodåre på armen.
Radiografen giver dig MR-billederne med hjem. MR-lægen (radiologen) beskriver undersøgelsen og sender denne beskrivelse til den, der har henvist dig. Når egen læge, speciallæge eller kiropraktor har modtaget beskrivelsen, kan du får det endelige resultat af undersøgelsen og få råd om eventuel behandling.
www.mr-klinikken.dk