HVIS DU VIL VIDE MERE OM
ØREGANGSKNUDER OG FORSNÆVRET ØREGANG
Øret består af det ydre øre, øregang, mellemøret og det indre øre. Tre mellemøreknogler danner forbindelsen mellem trommehinden og det indre øre. Knoglerne er i forbindelse med hinanden med små led og hedder hammer, ambolt og stigbøjle. Hammeren sidder i trommehinden, ambolten er den midterste knogle, og stigbøjlen sidder i det ovale vindue, som er forbindelsen ind til det indre øre. Lyden ledes via det ydre øre og øregangen til trommehinden.
Lyden bevirker, at trommehinden vibrerer. Vibrationerne overføres derefter gennem mellemøreknoglerne til det indre øre, hvor nerveceller befinder sig. De signaler, der opstår i nervecellerne i det indre øre, transporteres til hjernen via hørenerven, hvor de fortolkes som lyd.
Øregangsknuder, der også kaldes øregangseksostoser, er en godartet lidelse, hvor knoglen i den benede del af øregangen fortykkes og derfor gradvist forsnævrer øregangen. Knuderne består af knogle og er derfor lige så hårde som ben. De opstår ofte hos personer, som gennem længere tid har været udsat for koldt vand, altså vinterbadere, surfere, dykkere eller vandskiløbere, men hos andre er der ikke nogen umiddelbar årsag.
En forsnævret øregang kan være delvist medfødt og delvist erhvervet grundet infektion i øregangen.
Hvis du har problemer fra øregangen, skal du ses af en øre-næse-halslæge. Du vil blive kigget i øret med mikroskop og får lavet en høreprøve. Den forsnævrede øregang tilstoppes let af vand ved badning, ørevoks eller afstødninger fra øregangen, og dette medfører nedsat hørelse. Den smalle øregang danner også et fugtigt miljø i øregangen, og der derfor øget tendens til infektioner i øregangshuden. Der kan opstå smerter, flåd af betændelse, nedsat hørelse og i slemme tilfælde feber.
Øregangsknuder behandles ved en operation. Ved operationen løftes huden over knuderne midlertidig af, og den underliggende knogle afbores, indtil øregangen har normal størrelse. Herefter placeres huden igen til dække af knoglen. Ved en forsnævring af den yderste del af øregangen, der består af hud og brusk, udføres en operation (en plastik), der gør øregangen større.
Formålet med operationen er at genoprette den normale størrelse af øregangen.
Operationen udføres i fuld bedøvelse. Operationen foregår gennem øregangen. Ved et lille snit i øregangens hud klappes huden over øregangsknuden til side, og knuden afbores. Trommehinden beskyttes ofte af en tynd plastikskive for at undgå perforation.
Ved forsnævring i den yderste del af øregangen spaltes denne, og der fjernes fortykket underhud og som regel noget brusk. Der sluttes af med, at der lægges lidt geléagtigt materiale til at støtte huden og lukke defekter i øregangen. Derefter anlægges flere gazebindsstrimler med salve i øregangen, som senere skal fjernes.
Operationen afhjælper stort set altid de problemer, der er med forsnævret øregang. Sjældent kan det, specielt ved problemer i den ydre (perifere) bruskede del af øregangen, være nødvendigt at gentage indgrebet.
Der er nogle få risici, som du skal være opmærksom på, men disse potentielle komplikationer er sjældne.
Det kan gøre ondt i øret efter indgrebet, men smerterne kan kontrolleres med den medicin, som du får med hjem, og ved at du sover med hævet hovedgærde.
Du kan gå hjem en til to timer efter operationen. Du må ikke selv køre. Der kan i det første døgn komme lidt blod fra øregangen. Nogle gange kan en gazestrimmel falde ud i ugerne efter operationen, det gør ikke noget, og så har den opfyldt sit formål. Hvis gazen falder ud, så den ses tidligt efter operationen, er det fornuftigt at sætte den forsigtigt på plads med enden af en ren lillefinger. Gazen i øregangen vil blive fjernet af lægen på Mølholm efter 1-3 uger afhængigt af omfanget af operationen, og nogle gange anlægges der en ny gazestrimmel med salve i yderligere 2 uger.
Du bør holde øret tørt de første uger. Brug eventuelt vandskyende vat ved brusebad og hårvask. Hørelsen kan først vurderes, når gazen er fjernet, og derfor er første høreprøvekontrol efter 2-3 måneder. Du bør kontakte os, hvis der i efterforløbet pludselig opstår yderligere smerter, feber eller nedsat hørelse.
Du skal holde fri et par dage, hvis du har let arbejde. Hvis arbejdet er fysisk krævende, hvis der er fare for at få støv eller lignende i øret, eller hvis du har øget smitterisiko på dit job, skal du være sygemeldt i 14 dage.
Hvis du har problemer eller spørgsmål, så kontakt os på 87 20 30 40.