PATIENTINFORMATION
MR scanning af hele kroppen (helkrops scanning)
Denne behandling tilbydes i: Vejle

MR scanning af hele kroppen (helkrops scanning)

MR betyder magnetisk resonans. Man foretager en MR-undersøgelse i en MR-scanner.

 

En MR-scanner er opbygget omkring en elektromagnet. Ved hjælp af denne samt radiobølger kan man lave billeder af kroppens forskellige dele. Teknikken er helt ufarlig, og man bruger ikke vævsbeskadigende stråler. Man kan blive scannet gentagne gange uden problemer.

 

Praktiske oplysninger

Hvis du har en henvisning fra en læge, skal vi have den, inden du kan blive scannet. Henvisningen kan du sende til os eller medbringe, når du skal undersøges.

 

Før undersøgelsen skal vi vide, om der er forhold, der kan forhindre din MR-undersøgelse. 

 

Du kan ikke undersøges, hvis du har fået indsat en pacemaker eller er under 3 måneder henne i en graviditet. Vi vil i den forbindelse bede dig udfylde kontrolskema og aflevere det ved ankomsten.

 

Forberedelse

Du skal tage alle smykker af, have været på toilettet og udfylde kontrolskemaet. 

Det kan være vanskeligt at gennemføre undersøgelsen, hvis du lider af klaustrofobi i udtalt grad, men dette kan afhjælpes af beroligende medicin, som du skal have hos din egen læge. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med, som kan være i scannerrummet sammen med dig under undersøgelsen.

 

Undersøgelsens forløb

Du skal ligge på ryggen på scannerlejet. Du får en spole(et visir) foran ansigtet og en anden spole over kroppen (en blød plade). Du får en vejrtrækningsmåler på, der bruges til at regulere billedoptagelsen. Desuden får du hovedtelefoner på og en alarmklokke i hånden.

Under scanningen hører du nogle bankelyde, der gentages afbrudt af pauser. Da det er hele kroppen, der skal undersøges, vil lejet flytte sig, så det område, der undersøges hele tiden er i centrum af scanneren. Du er i kontakt med radiografen under hele undersøgelsen. Undersøgelsen tager ca. 55 min. Der er mulighed for at lytte til musik under skanningen efter eget ønske.

 

Efter undersøgelsen

Der bliver optaget rigtig mange billeder under undersøgelsen, som efterfølgende bliver grundigt set igennem og beskrevet af vores radiolog. Beskrivelsen sendes til din henvisende læge i løbet af 1-2 dage, som du herefter kan kontakte med henblik på gennemgang af resultatet. 

Er du ikke henvist, bliver du kontaktet af en medicinsk læge fra Privathospitalet Mølholm, der giver dig svar på undersøgelsen.

Skulle der vise sige fund på billederne, der kræver yderligere undersøgelser, vil disse i langt de fleste tilfælde kunne tilbydes på Privathospitalet Mølholm.

 

Vigtigt at vide:

  • Scanningen kan ikke bruges til at se, om der er sygdom i tarmsystemet (fra svælget til anus) og kan derfor ikke erstatte de almindelige undersøgelser, man bruger til tarmundersøgelse f. eks kikkert undersøgelser.
  • Scanningen kan ikke bruges til at vurdere lunger og kan ikke erstatte almindelig røntgen og CT undersøgelser.
  • Scanningen kan ikke bruges til at vurdere brysterne.
  • Scanningen kan ikke bruges til scanning af prostata med henblik på mulig cancer. Hertil kræves en speciel MR undersøgelse, som vi ikke kan tilbyde. 
  • Scanningen kan ikke påvise forandringer på celle niveau.

Risici og bivirkninger

Der er ingen kendte bivirkninger ved MR-scanning. Du kan blive lidt varm i kroppen under undersøgelsen.

 

Såfremt du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte MR-klinikken på Privathospitalet Mølholm. 

 

Med venlig hilsen

PRIVATHOSPITALET MØLHOLM

MR-klinikken

VERSION NR. 101 . DATO 05. nov 2019

Til top