Helkrops scanning - et øjebliksbillede af din tilstand

MR-Klinikken kan tilbyde en helkrops scanning med MR (Magnetisk Resonans) som en screening af din helbredstilstand.

 

En MR-scanning er en utrolig god undersøgelse uden bivirkninger, som kan opdage cancer/kræft i tidlige stadier. Hvis sygdommen opdages i tide, er der langt bedre muligheder for behandling og helbredelse.

 

HVEM kan have glæde af en helkrops MR-scanning (= MR screening)

  • Hvis du ønsker at blive undersøgt for en ondartet sygdom f.eks. kræft, som du ikke har symptomer på men alligevel er bekymret for.
  • Hvis du er disponeret for alvorlige sygdomme (tilfælde af f.eks. sklerose, aneurismer eller lignende i din familie).
  • Hvis du ønsker et generelt helbredstjek, fordi du sidder i en vigtig stilling, dyrker sport på eliteniveau, skal foretage en længere rejse, står overfor at skulle træffe en stor personlig beslutning.

En helkrops scanning er særlig god til at fremstille forandringer i hjerne, bihuler, ører, hals, blodkar, nakke, bryst-og lænderyg, de indre organer såsom lever, nyrer, binyrer, milt, bugspytkirtel, blære, livmoder, æggestokke, hofteled, knæled og skuldre.

 

En helkrops scanning er et øjebliksbillede af din tilstand, og selvom billederne viser, at du ikke fejler noget, er der ingen garanti for sygdomsfrihed efter scanningen.

 

HVORDAN foregår undersøgelsen

Selve undersøgelsen foregår som en almindelig MR-scanning. Før undersøgelsen skal vi vide, om der er forhold, der kan forhindre din MR-scanning, og derfor vil vi bede dig udfylde et kontrolskema.

 

Du skal ligge på ryggen i scanneren på et leje, der køres frem og tilbage under undersøgelsen. Under scanningen hører du nogle bankelyde, der gentages afbrudt af pauser. Scanningen styres af en radiograf, som du er i kontakt med under hele undersøgelsen. Undersøgelsen tager ca. en time, og du har mulighed for at lytte til musik under scanningen.

Der optages rigtig mange målinger under scanningen, som via en computer omsættes til billeder, der beskrives af en af vore radiologer. Resultatet af undersøgelsen vil forlægge i løbet af 1-2 hverdage.

 

EFTER undersøgelsen

Hvis du er blevet henvist til undersøgelsen, vil resultatet blive sendt til den læge, der har henvist dig, og 1-2 hverdage efter undersøgelsen kan du aftale med vedkommende at få en gennemgang af resultatet.

 

Hvis du ikke har en henvisning, vil du blive kontaktet af en læge fra Privathospitalet Mølholm, der vil gennemgå resultatet af scanningen med dig.

 

Skulle der vise sig sygdomsfund på billederne, der kræver yderligere undersøgelser og behandling, vil disse i langt de fleste tilfælde kunne tilbydes på Privathospitalet Mølholm.

 

Ved visse sygdomsfund og i tvivlstilfælde kan vi tilbyde yderligere MR scanning, hvor vi indsprøjter kontrastvæske, der kan hjælpe til med at skelne mellem godartet og ondartet sygdom.

 


 

 


Vigtigt at vide

  • Scanningen kan ikke bruges til at se, om der er sygdom i tarmsystemet (fra svælget til anus) og kan derfor ikke erstatte de almindelige undersøgelser, man bruger til tarmundersøgelse f. eks kikkert undersøgelser.

  • Scanningen kan ikke bruges til at vurdere lunger og kan ikke erstatte almindelig røntgen og CT undersøgelser.

  • Scanningen kan ikke bruges til at vurdere brysterne.

  • Scanningen kan ikke bruges til scanning af prostata med henblik på mulig cancer. Hertil kræves en speciel MR undersøgelse, som vi ikke kan tilbyde. 

  • Scanningen kan ikke påvise forandringer på celle niveau.

Ofte stillede spørgsmål og svar

  • Hvad nu hvis scanningen viser, jeg har kræft?
    Den læge, der gennemgår resultatet med dig, vil henvise dig til videre undersøgelser og behandlinger i det offentlige sundhedsvæsen. I tvivlstilfælde kan vi tilbyde dig en opfølgende scanning med kontrastvæske.

  • Kan man se om jeg har gigt?
    En helkrops MR-scanning vil kunne vise, om du har gigt. Hvis du har generende symptomer fra denne gigt, vil vi i kunne henvise dig til en gigtlæge (reumatolog) på Privathospitalet Mølholm, der vil kunne rådgive dig herom.

  • Kan jeg bruge min sundhedsforsikring, hvis der er sygdomsfund på scanningen?
    Hvis den læge, der gennemgår resultatet med dig, anbefaler yderligere undersøgelser eller behandling, vil du kunne henvende dig til dit forsikringsselskab og anmode om dækning af dette.

  • Er der nogen garanti mod sygdom?
    Helkrops scanningen kan ikke bruges til at forudsige om kommende sygdom. Det er et øjebliksbillede af din tilstand.

  • Får jeg selv resultatet af scanningen?
    Vi sender resultatet til din e-Boks, men for at undgå unødvendig bekymring hos dig, er det vigtigt, at du får en gennemgang hos en læge, der vil kunne forklare dig betydningen af eventuelle fund, som kan være ganske normale og ofte forekommende.

Til top