Øre og svimmelhed

KONTAKT
87 20 30 38
PATIENTINFORMATION
- Operation af øregangsknuder og forsnævring af øregang
Denne behandling tilbydes i: Aarhus (Højbjerg)

- Operation af øregangsknuder og forsnævring af øregang

Operationen har til formål at fjerne erhvervede øregangsknuder eller erhvervet forsnævring af øregangen samt eventuelt forbedre hørelsen.


Før operationen

Hvis du er forhindret i at møde på det aftalte tidspunkt, beder vi dig kontakte os på tlf. 8720 3040.


Kontakt også Mølholm, hvis du bliver syg i tiden op til operationsdagen. I tilfælde af akutte infektionssygdomme eller feber og forkølelse kan operationen blive udsat.


Efter operationen bør du være sygemeldt i 1-3 uger alt afhængig af, hvilket arbejde du har.

Ved fysisk let arbejde anbefales sygemelding i kort tid, ved fysisk hårdt eller beskidt arbejde længere tid.

Længere tid gælder også ved øget mulighed for infektion (f.eks. ved arbejde i daginstitution eller på hospital)


Praktiske oplysninger

Det kan være en god ide at medbringe læsestof.


Dine forberedelser til operationen

Faste
Du skal følge fastereglerne i indkaldelsen til operationen.


Toilette
Inden du møder til operationen, skal du tage bad, børste tænder, vaske hår og ansigt.

Du må ikke have make-up og neglelak på, fordi vi skal kunne se din naturlige kulør, mens du er bedøvet.


Operationsdagens forløb

Du vil få anvist en seng, inden du skal på operationsstuen. Efter operationen vil du blive overvåget nogle timer, før du kan tage hjem.


Briller/kontaktlinser, tandproteser:

Husk etui til eventuelle kontaktlinser. Inden operationen afleveres de til opbevaring hos sygeplejersken. Bruger du briller/protese, må du gerne beholde dem på, til du kommer til operationsgangen, hvor en sygeplejerske vil opbevare dem under operationen.


Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse gennem øregangen, men nogle gange er det nødvendigt med mindre snit bag øret.

Ved operationens afslutning lægges der gaze med salve i øregangen for at beskytte øret og forhindre infektion. Oftest anlægges der hovedforbinding, som skal fjernes næste dag. På grund af gazen i øregangen vil hørelsen efter operationen være nedsat.

For at beskytte og fremme ophelingen af huden i øregangen skal gazen skiftes efter ca. 3 uger og derefter bæres yderligere ca. 3 uger.


Hjemtransport

Du skal hentes af et familiemedlem eller en bekendt, som kan følge dig hjem i bil eller taxa. Hvis du har mulighed for at blive kørt hjem af Falck, behøver du ikke anden ledsagelse på hjemturen.

I hjemmet skal der være en voksen person, der kan holde øje med dig det første døgn efter operationen. Du bør holde dig inden døre i dette døgn.


Eventuelle komplikationer

Ved smerter i øret, svimmelhed eller hvis gazen falder ud af øregangen, skal du kontakte Mølholm telefonisk på nedenstående nummer. 

Skulle du være i tvivl om noget efter udskrivelsen, eller får du feber, betydelige smerter eller andre problemer, er du velkommen til at ringe på tlf. 8720 3040.


Aktivitet

Når du vasker hår, skal du undgå at få vand i det nyopererede øre og på arret bag øret. Anvend et stykke vandskyende vat i øregangen, når du tager bad og/eller et stykke plastic tapet over øret og omgivelserne.

Behandlingsresultatet kan blive påvirket i uheldig retning, hvis du bliver forkølet eller får influenza umiddelbart efter operationen. Derfor bør du så vidt muligt undgå kontakt med forkølede personer i et par uger efter operationen.

Flyvning frarådes indtil nogle uger efter operationen. Tal med lægen, hvis du har planlagt en flyrejse kort tid efter operationen.


Resultat

Hvorfor er det nødvendigt med en øregangsoperation?

Operationen har til hensigt, så vidt muligt, at genskabe øregangens normale størrelse. Når størrelsen normaliseres falder tendensen til tilstopning og infektioner, samtidig med at man undgår hørenedsættelse, når øregangen helt aflukkes f.eks. i forbindelse med badning


Kontrol efter operationen

Efter 1 uge skal eventuelt plaster, der er bag eller over øret fjernes. Efter ca. 3 uger får du på Mølholm skiftet den gaze, der er lagt i øregangen og det fjernes efter yderligere 3 uger. Der aftales kontroltider med høreprøve på Mølholm til ca. 3 og 6 mdr. efter operationen. 


Med venlig hilsen

PRIVATHOSPITALET MØLHOLM

Center for øre-, næse- og halssygdomme


Hvis_du_vil_vide_mere_knap

VERSION NR. 104 . DATO 07. dec 2018