Hårbundsbehandling ved psoriasis og eksem

Information om skæl i håret

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hud/sygdomme/haar-og-hovedbund/skael/

 

Oliekalot

Tætte fastsiddende skæl i hårbunden gør det svært for de aktive stoffer i behandlingen at trænge ind til hårbunden. Her er det nødvendigt først at reducere de tætte skælmasser. Det gøres vha. en oliekalot.

 

Oliekalotten blødgør skællene, så de kan redes ud af håret. Typisk bruges oliekalot fredag og lørdag nat. Om aftenen arbejdes fedtcreme eller madolie ind i hårbunden. Sov med en hætte på og gerne et håndklæde på hovedpuden. Næste morgen arbejdes shampoo ind i det fedtede hår (uden vand), håret redes igennem, og shampoo og olie skylles ud med vand. Vask håret igen med shampoo.

 

Oliekalotten kan bruges hver dag i en periode til hårbunden er fin og shampoo med aktive stoffer kan komme til at virke. Nogle mennesker har brug for at bruge oliekalotten med jævne mellemrum.

 

Skælshampoo

Skælshampoo (f.eks. Nizoral 2%) virker ved skæl og skæleksem (seborrhoisk dermatitis), en tilstand der kan optræde alene, men også ses sammen med både psoriasis og atopisk eksem.

 

Shampooen kommes i vådt hår, arbejdes ind og skummes op. Har man skæleksem i ansigt mm eller tendens til hårsækbetændelse (follikulit) fordeles skummet i ansigt, på nakke, bryst og ryg. Vent 5 minutter og skyl shampooen af.

 

Der behandles typisk 1 x dagligt i 2 uger, derefter 2 x ugentligt. Når der kommer opblussen, startes forfra.

 

Behandling af underliggende hudlidelse

Her kan bruges f.eks. kutanskum Enstilar (2 sek. tryk til hånsdfladestort områdetil natten), kutanskum Bettamousse (1 golfkugle stor portion til natten) eller shampoo Clobex (½ spiseskefuld til hele hårbunden i tørt hår, vaskes ud efter ca. 15 min), kutanopløsning Diprosalic (½ spiseskefuld til hele hårbunden til natten).

 

Produkterne bruges 1 x dagligt til udslettet er helt væk/i ro, der udtrappes over et par uger til 0 eller evt. vedligeholdsbehandling 2 x ugentligt.

Patientinformation
Version nr.: 106
Dato: 10. august 2020
Denne behandling tilbydes i: Vejle