Målrettet genoptræning efter operation, skade eller sygdom
Et genoptræningsophold hos CARE støtter dig professionelt i at genvinde funktion, styrke og mobilitet, så du kan vende tilbage til livet og hverdagen igen.
Et genoptræningsophold hos CARE henvender sig til dig, der har brug for professionel og målrettet støtte til at genvinde funktion og styrke efter fx en hofteoperation, et fald, en rygskade eller et længere sygdomsforløb. Målet er at hjælpe dig trygt og effektivt tilbage til din hverdag igen med fokus på selvstændighed og livskvalitet.
Du bliver mødt af et tværfagligt team, der udarbejder en individuel træningsplan tilpasset dine mål og behov.
Opholdet inkluderer daglig faglig opfølgning og 2 x fysioterapeutisk træning på hverdage. I fællesskab sammensætter vi et individuelt forløb med udgangspunkt i nedenstående muligheder.
Genoptræningsopholdets varighed aftales individuelt.
Vi tilbyder
Opholdet begynder med en grundig undersøgelse og faglig vurdering, hvor vi i samarbejde med dig fastlægger en personlig genoptræningsplan. Sammen kortlægger vi dine udfordringer, ressourcer og mål, så vi kan tilrettelægge et effektivt og målrettet forløb.
Med udgangspunkt i din individuelle træningsplan træner du dagligt med fysioterapeuter i enten træningscenter eller behandlingsrum. Vi arbejder målrettet med din bevægelighed, balance, muskelstyrke og kondition med det formål at styrke kroppen, forbedre dit funktionsniveau og øge din selvstændighed.
Vi støtter dig i at genoptræne vigtige dagligdagsfunktioner som at tage tøj på, rejse dig fra en stol eller gå på trapper. Vi har fokus på fysisk fremgang, forbedret funktionsevne og ikke mindst på, at du skal få tillid til din egen krop igen.
Vores træningscenter er tilgængeligt under hele opholdet, og du har mulighed for selvtræning efter aftale og under supervision. Her kan du arbejde videre med din genoptræning i trygge rammer og i dit eget tempo.
CARE ligger i smukke, grønne omgivelser, som indbyder til bevægelse og fysisk aktivitet. Gåture i vores haveanlæg og nærliggende park som en del af hverdagen kan bidrage til både fysisk fremgang og mentalt velvære.
Mod slutningen af dit ophold hjælper vi med at planlægge en tryg overgang til din hverdag derhjemme. Vi vurderer behov for hjælpemidler, samarbejder med relevante fagpersoner og formidler kontakt til lokale behandlere, så du får den nødvendige støtte og hjælp også efter, at dit ophold hos CARE er slut.