Drænanlæggelse for væske i mellemøret og hyppig mellemørebetændelse

Har dit barn haft flere akutte mellemørebetændelser eller væske i mellemøret i 3-6 måneder? Det kan behandles effektivt med en anlæggelse af dræn. Taleproblemer, barnets trivsel og eventuelle komplikationer i trommehinde og mellemøre skal især tages i betragtning. Drænene udstødes efter tre måneder til et år. Vores speciallæger kan undersøge dit barn indenfor kort tid.

 

Book tid

Værd at vide om mellemørebetændelse og drænanlæggelse

Væske i mellemøret kan opstå, hvis det eustakiske rør bliver lukket af, så der opstår et undertryk. Det kan give en ændring i slimhinderne, som udskiller væske. Når det sker bliver mellemøret fyldt af den tyktflydende væske, som minder om slim. Det giver ofte nedsat hørelse.

 

Det kan være forårsaget af langvarige forkølelser, gentagne mellemørebetændelser, allergi og/eller polypper i næse-svælg rummet. Nogle gange kan man ikke påvise en årsag til sygdommen.

 

Tilstanden forekommer hyppigst hos børn, men voksne kan også få væske i mellemøret. Det vil som regel komme som følge af en forkølelse. Før skolealderen har mindst 80% af alle børn haft én eller flere episoder med væske i mellemøret. Man mener, at det har sammenhæng med, at det eustakiske rør og dets åbning til næsesvælget er mere snævert og har andre vinkler end hos voksne. 

 

Børn, som går i vuggestue og børnehave, er mere udsatte, fordi de oftere bliver smittet af de andre børn. Med alderen aftager hyppigheden af problemer med væske i mellemøret.

Ved en drænanlæggelse anbringer vi et dræn i dit barns trommehinde. Det kan vi gøre, hvis mellemøret har været fyldt med væske gennem længere tid.

Som hovedregel anbefales drænanlæggelse hos børn, når de har haft væske i mellemøret i 3-6 måneder. Flere akutte mellemørebetændelser vil også give anledning til at anlægge dræn.

 

Hvis dit barn har taleproblemer, er behandling oplagt. Barnets trivsel bør også tillægges stor betydning i overvejelserne omkring drænanlæggelse. Udvikling af komplikationer i trommehinde og mellemøre skal også tages med i betragtning efter flere måneder med væske i mellemøret.

 

Af hensyn til sprogudvikling og for at forhindre yderligere udvikling af komplikationer i mellemøret er det vigtigt at behandle uden væsentlig forsinkelse, ikke mindst børn på under 2 år. 

Forud for dit barns behandling sender vi et indkaldelsesbrev i e-Boks med relevante information om faste, smertestillende medicin m.m.

 

Effekten af behandlingen er god, da de fleste symptomer forsvinder med det samme. Drænene udstødes af trommehinden efter tre måneder til et år. 

Hos børn foretages operationen i en kort fuld bedøvelse. Indgrebet varer ca. 15 min. Ved hjælp af et lille snit i trommehinden suger vi væsken ud af mellemøret og placerer et lille trisseformet dræn i trommehinden.

 

Hvis dit barn har symptomer på polypper (snorken, snøvlen og trækker vejret gennem munden) kan vi fjerne polypper samtidig med anlæggelsen af dræn.

 

Vi kan også behandle voksne. Her foregår indgrebet oftest i lokalbedøvelse. 

Effekten af en drænanlæggelse er god, da de fleste symptomer forsvinder med det samme. Drænene bliver udstødt af trommehinden, efter 3 måneder til 1 år. Blivende hørenedsættelse som følge af denne tilstand forekommer meget sjældent. 

 

Barnet må gå i brusebad et døgn efter operationen.

 

Smerter

Barnet er ofte ked af det lige efter indgrebet og har lette smerter, men oftest er der ikke behov for mere smertestillende end det, vi giver i forbindelse med bedøvelsen.

Hvis vi har fjernet polypper, vil dit barn have smerter, som kan behandles med svagt smertestillende medicin, som I får med hjem fra hospitalet.

 

Hvad sker der efter operationen?
I kan tage hjem kort tid efter operationen, når barnet er frisk. I det første døgn kan der komme lidt blod fra ørerne og også ofte noget af den væske eller slim, der har været i mellemøret. I vil få en kontroltid til ca. en måned efter operationen. Efter det skal barnet følges, til drænene er faldet ud, og man kan se om trommehinden er helet op igen. Ofte er en drænbehandling tilstrækkelig, men nogle børn får gentaget drænanlæggelsen flere gange. 

 

Sygemelding

Der burde normalt ikke være behov for at holde barnet hjemme eller være sygemeldt efter at have fået anlagt dræn. Hvis vi samtidigt har fjernet polypper, skal barnet passes hjemme et par dage.

Via øregang og dræn kan bakterier spredes til mellemøret og forårsage infektion. Hvis der opstår infektion efter indgrebet, så kontakt os på telefon 87 20 30 40 eller egen læge. Børn med dræn kan bade og svømme uden øget risiko, hvis der anvendes vandtætte ørepropper. Mange undlader dog forholdsreglerne ved at undgå at få hovedet under vand og slipper godt af sted med det - formentlig fordi hullet i drænet er meget lille. 

 

Lette senfølger af drænbehandlingen ses hos en del i form af forkalkning i trommehinden i større eller mindre grad. Det medfører, at trommehinden bliver lidt stivere, men det har ingen målelig betydning for hørelsen. Enkelte vil få et tyndt område i trommehinden, mens der kun sjældent udvikles en permanent defekt i trommehinden. Et sådan hul er relativt let at behandle ved en mindre operation, når barnet er startet i skole.

 

Hvis dit barn har fået fjernet polypper, kan der komme lidt blod fra næsen de første døgn. I meget sjældne tilfælde kan der komme kraftigere blødning. Kontakt da Privathospitalet Mølholm eller vagtlægen.

Patientinformation: Version nr.: 118
Dato: 06. maj 2025
Denne behandling tilbydes i: Aarhus

Speciallæger og behandlere

Billede af Claus Gregers Petersen
Claus Gregers Petersen
Klinikchef, speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme
Billede af Søren Gade
Søren Gade
Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme
Billede af Bjarne Gobert Jørgensen
Bjarne Gobert Jørgensen
Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.