Hospitalsudstyr doneret til børnehospital i Ukraine

Det sidste udstyr fra det gamle Privathospitalet Mølholm på Brummersvej i Vejle er netop taget ned. Nu skal det hjælpe på et børnehospital i byen Ternopil i Ukraine, hvor der mangler hospitalsudstyr.

Hospitalsudstyret er i gang med at blive hejst op i den ukrainske lastbil. Ukrainere tager imod.

I to måneder har lokalerne i det tidligere Privathospitalet Mølholm på Brummersvej stået tomme efter hospitalet er flyttet til Vejle Øst – og dog. Tilbage har operationssøjler og -lamper, autoklaver, anlæg til vandbehandling og senge stået og ventet på et godt formål.

 

Nu er det sidste udstyr taget ned og doneret til et regionalt børnehospital i Ternopil i det vestlige Ukraine, hvor der er ekstra hårdt brug for hospitalsudstyr.

 

Fra Mølholm til Ternopil

Donationen sker i forbindelse med, at Privathospitalet Mølholm i juli måned flyttede fra den tidligere lokation på Brummersvej til det nye hospital på Sysselvej i Vejle Øst, og som i sidste uge officielt kunne fejre indvielsen ved en åbningsreception.

 

Og donationen glæder direktøren:

 

”Vi har en helt unik mulighed for at give udstyr, der stadig er funktionelt, og derfor giver det meget mening for os, at kunne hjælpe Ukraine i en svær tid, hvor der er ekstra hårdt brug for det,” siger Per Wagner Kristensen, direktør for Privathospitalet Mølholm.

Frivillig, Robert Nilsson (tv) og Mogens Bugge (mf) fra Sverige sammen med Howard Fonager, teknisk chef hos Privathospitalet Mølholm. Foran ses en af de operationssøjler, der doneres til børnehospitalet i Ternopil i Ukraine.

Selvom både CT-scanner, operationslejer og meget operationsudstyr bliver genbrugt på det nye hospital, var det ikke alt, hospitalet kunne medtage til det nye hospital.

 

”Der er nye standarder og krav til hospitalsudstyr, og i takt med at vi rykkede i helt nye omgivelser, og ønskede klasse-4 operationsudstyr, var det ikke alt udstyr, der passede ind i det nye,” fortæller Per Wagner Kristensen.

 

Om donationen

Donationen indeholder forskelligt hospitalsudstyr og inventar til sygehusformål. Det er to frivillige ildsjæle fra Sverige, der står bag indsamlingen. Den ene er hjertekirurg og den anden er håndværker. Mogens Bugge, der er hjertekirurg fra Gøteborg har siden 1998, indsamlet hospitalsudstyr fra Norden til Ukraine. Dengang blev han udsendt for Europæisk Hjertekirurgisk Forening til Østeuropa for at uddanne og operere i Litauen.

Howard Fonager, teknisk chef hos Privathospitalet Mølholm (tv) og frivillig, Mogens Bugge (th) i gang med at læsse den ukrainske lastbil, der skal fragte al hospitalsudstyret til børnehospitalet i Ternopil i Ukraine.

Udstyret fragtes i lastbil til det Regionale Børnesygehus i Ternopil i Ukraine og forventes at ankomme i løbet af ugen.

 

Der doneres blandt andet:

  • Vaskedekontaminatorer
  • Autoklaver
  • System til medicinsk trykluft
  • Operationslamper
  • Operationssøjler
  • Senge
  • Anlæg til vandbehandling
  • Skabe til sygehusformål
  • Inventar blandt andet skriveborde, kontorstole etc.

 

22. september 2025, Anni Kathrine Søndergaard