Kan åreforkalkning bremses og behandles væk?
Hvad er åreforkalkning? Hvem udvikler det, og kan det bremses eller ligefrem behandles væk? Få svaret her
Åreforkalkning er den enkeltstående hyppigste årsag til sygdom på verdensplan og er ansvarlig for en lang række alvorlige tilstande. Faktisk vil op mod 50 % af danskerne udvikle en hjertesygdom i løbet af deres liv, og åreforkalkning er den primære årsag.
Hvad er åreforkalkning?
Åreforkalkning (aterosklerose) er en kronisk betændelsesproces i blodkarrene, som udvikler sig over tid, men den kan måles, stabiliseres og ofte reduceres. Den mest præcise måde at vurdere din risiko på er ikke blot at se på risikofaktorer, men at undersøge selve mængden af åreforkalkning.
Betændelsesprocessen opstår, når kolesterolpartikler – de såkaldte lipoproteinpartikler – aflejres i karvæggen. Kalkaflejringerne udløser en immunreaktion, hvor kroppens immunceller angriber kolesterolet og danner åreforkalkningsplaques.
Åreforkalkning er ansvarlig for en lang række alvorlige tilstande, herunder:
- Blodpropper i hjertet (hjerteinfarkt)
- Blodpropper i hjernen (stroke)
- Hjertekrampe (angina pectoris)
- Forsnævringer i blodkarrene til benene (vindueskigger syndrom)
- Bidrage til udvikling af udposninger i pulsårerne (aneurismer)
Ikke alle udvikler åreforkalkning
Selvom åreforkalkning er en væsentlig årsag til hjertekarsygdom, er det ikke alle, der udvikler den. Lidt over halvdelen af midaldrende danskere på 50 år har ingen åreforkalkning. Og selv blandt 70-årige har ca. 30 % ingen åreforkalkning.
Disse personer har en meget lav risiko for at udvikle hjertekarsygdom i fremtiden – uanset deres kolesteroltal, blodtryk eller andre risikofaktorer. Derfor er en måling af den faktiske åreforkalkningsmængde langt mere præcis end en vurdering alene baseret på traditionelle risikofaktorer.
Nederst i artiklen ses tre forskellige personer, som har fået foretaget ultralydsscanning af halspulsårerne, hvor der ses forskellige grader af åreforkalkning.
Risikofaktorer forudsiger ikke præcist åreforkalkning
Selvom risikofaktorer som forhøjet kolesterol, blodtryk, inflammation og overvægt er afgørende at behandle, er de dårlige til at forudsige, hvem der rent faktisk udvikler åreforkalkning.
- Nogle personer med flere risikofaktorer har slet ingen eller kun minimal åreforkalkning.
- Andre med "normale" værdier for kolesterol, blodtryk osv. kan udvikle betydelig åreforkalkning og være i høj risiko for hjertesygdom.
Derfor er en traditionel risikovurdering ikke altid tilstrækkelig, og en måling af den faktiske åreforkalkningsmængde vil derimod være nøglen til en præcis vurdering af risikoen.
Mængden af åreforkalkning er afgørende for risikoen
Det er ikke risikofaktorerne i sig selv, men mængden af åreforkalkning, der bedst forudsiger risikoen for hjertesygdom.
- Ingen åreforkalkning → Lav risiko, selv hvis der er flere risikofaktorer.
- Meget åreforkalkning → Høj risiko, selv hvis kolesterol, blodtryk og andre faktorer er normale.
Hjertelægerne på Privathospitalet Mølholm har bidraget til internationale forskningsprojekter, der viser, at personer uden åreforkalkning har en meget lav risiko for hjertesygdom over de næste 10-15 år, selv hvis de har forhøjet kolesterol, blodtryk eller overvægt. Dette kaldes "The Power of Zero" – værdien af at have nul åreforkalkning.
Omvendt viser forskningen, at hvis åreforkalkning er til stede, bliver betydningen af risikofaktorer langt større. I disse tilfælde kan forhøjet kolesterol, blodtryk og inflammation markant øge risikoen, og intensiv forebyggelse er nødvendig for at reducere sandsynligheden for alvorlig sygdom.
Åreforkalkning kan bremses – og delvist behandles væk
Tidligere blev åreforkalkning anset for at være en irreversibel proces, men ny forskning, som klinikkens hjertelæger har bidraget til, viser, at åreforkalkning kan bremses – og i mange tilfælde endda reduceres.
- Forebyggende behandling kan stabilisere åreforkalkning, så den bliver mindre farlig og mindre tilbøjelig til at forårsage sygdom og blodpropper.
- Med de rette tiltag kan åreforkalkningen faktisk reduceres med op til 20-25 %, hvilket er dokumenteret i nye studier blandt danske patienter.
Disse resultater understreger, at åreforkalkning er en dynamisk proces, der kan påvirkes gennem målrettet forebyggelse og behandling.
Den mest præcise måde at vurdere din risiko på er ikke blot at se på risikofaktorer, men at undersøge selve mængden af åreforkalkning.
Privathospitalet Mølholm har deltaget i forskning, som viser:
- Er der ingen åreforkalkning, er risikoen lav, selv med forhøjet kolesterol eller blodtryk.
- Er der åreforkalkning, er risikoen høj, og intensiv forebyggelse er nødvendig for at bremse og potentielt reducere sygdommen.
- Ny viden viser, at med de rette tiltag kan åreforkalkning ikke blot bremses, men også delvist behandles væk. Dette understreger vigtigheden af tidlig opsporing og skræddersyet forebyggelse.
10. marts 2025