CARE: Ny afdeling åbner på Privathospitalet Mølholm

I dag åbner Privathospitalet Mølholm afdelingen ”CARE”, der er et helt nyt tilbud med pleje og omsorg fx efter længere tids sygdom eller en større operation.

I den ene af fløjene på de i alt 12.000 kvadratmeter hospitalsbyggeri er placeret en helt ny afdeling. En afdeling, der skal yde pleje og omsorg døgnet rundt for de patienter, der har behov for ekstra tid, ro eller genoptræning. Det kan være efter et længerevarende sygdomsforløb eller efter en større operation fx rekreation, rehabilitering, genoptræning eller aflastning.

 

Vi kender alle sammen én, der har været igennem et langvarigt sygdomsforløb eller en større operation – der hvor det kan være udfordrende at komme til hægterne og tilbage til hverdagen igen.

 

Nu skal et helt nyt tilbud med pleje døgnet rundt, fysioterapibehandling og restitution i eget tempo hjælpe den indlagte med at komme til kræfter før hverdagen igen kan genetableres.

For kun to måneder siden har Privathospitalet Mølholm åbnet helt nyt hospital. Men i dag åbner endnu en afdeling, som rummer 12 lejligheder med eget bad, sygeplejersker døgnet rundt, læger, fysioterapeuter og træningslokale, atriumgård og egen reception.

Bindeled mellem hospital og eget hjem

Ideen til det nye tilbud opstod for fem år siden i forbindelse med visionen og tankerne for det nye, moderne privathospital. Muligheden for at skabe rammerne til CARE i de smukke omgivelser med tæt tilknytning til de mange lægefaglige specialer lige ved hånden var oplagt.

”Det kan være hårdt mentalt for den, der er ramt, men også de pårørende, der er helt tæt på. Derfor har vi nu en helt unik mulighed for at være bindeled mellem hospitalet og eget hjem i de tilfælde, hvor en større operation eller sygdom kræver ekstra genoptræning og pleje,” siger Per Wagner Kristensen, direktør for Privathospitalet Mølholm.

Pernille Bundgaard, daglig leder af CARE glæder sig til at byde velkommen til den første gæst.

Mere end bare øvelser

Og kommer man på et ophold på CARE, handler genoptræningen og rehabiliteringen ikke kun om øvelser, fortæller klinikchefen for den nye afdeling:

”For os handler rehabilitering om det hele menneske. At du får ro og overskud til at komme til kræfterne, så du kan få livskvalitet tilbage i hverdagen, og nogle gange tager det bare ekstra tid. Vi er ikke ens, og derfor skræddersyer vi et ophold til den enkelte, så de får den restitution, de har brug for,” siger Pernille Bundgaard, der har det daglige ansvar i den nye CARE-afdeling.

Hun fortæller, at hele ideen bag CARE har været at skabe et genoptræningsophold, hvor du kan genvinde tabte funktioner efter sygdom eller operation med en individuelt tilpasset træning, professionel støtte i hjemlige og rolige omgivelser.

”Vi er meget spændte på at se, hvordan CARE bliver taget imod. Det er fantastisk at se resultatet af det, vi har gået og forberedt og ventet på så længe. Vi glæder os enormt meget til at tage imod den første patient," siger Pernille Bundgaard.

Læs mere på molholm.dk/care

 

 

1. oktober 2025, Anni Kathrine Søndergaard