Menopause og hormonbehandling – hvad er op og ned?

Hvad er menopause egentlig, hvad er de typiske symptomer på overgangsalder og hvilke behandlingsmuligheder findes der? Vi har spurgt vores gynækolog.

Rikke Guldberg er en af vores gynækologer, der rådgiver kvinder om hormonbehandling i overgangsalderen i samråd med vores menopause koordinator.

Når du nærmer dig 45-års alderen vil mange kvinder begynde at opleve små tegn på, at de er på vej ind i overgangsalderen. Tegnene kan være forskellige, det er ikke alle symptomer man nødvendigvis oplever på én gang – og det er heller ikke alle, der oplever de samme symptomer.

 

Før menopausen indtræder vil de fleste kvinder opleve kognitive udfordringer som hukommelsesbesvær og tågehjerne – også kaldet ’brain fog’.

 

Denne periode kalder man for perimenopause, som er den periode, lige før du når selve menopausen – altså så længe, der stadig er menstruationer, og naturlige svingninger på de kvindelige kønshormoner. Men hvad er menopause egentlig?

 

Hvad er menopause?

Vi har spurgt vores gynækologer, som er eksperter i kvinders hormonelle udsving i overgangsalderen, hvad der egentlig sker for kvinder, når de rammer overgangsalderen, og hvad du selv kan gøre, hvis du er meget plaget af symptomerne.

 

”Menopause markerer det tidspunkt i en kvindes liv, hvor menstruationerne er ophørt permanent. I Danmark sker det typisk omkring 51 år, men kan både indtræffe tidligere eller senere,” fortæller Rikke Guldberg, der er gynækolog på Privathospitalet Mølholm.

 

Hendes erfaring er, at mange kvinder ikke ved, at der er hjælp at hente, hvis man har gener. Ofte kommer symptomerne snigende, og mange kvinder er heller ikke klar over, at overgangsalderen også har en anden bagside, som er vigtig at kende til.

”Når østrogenniveauet falder, kan det påvirke flere dele af kroppen. Knoglerne bliver mere skrøbelige, som øger risikoen for knogleskørhed og brud, og risikoen for hjerte-kar-sygdomme kan også stige. Din hud og slimhinder kan blive tørre, og energiniveauet kan variere,” fortæller Rikke Guldberg.

 

De typiske symptomer 
Symptomerne på overgangsalderen kan variere meget fra kvinde til kvinde og kan ændre sig over tid. De mest almindelige symptomer er ifølge en ny dansk undersøgelse med over 150.000 kvinder: søvnproblemer, hedeture og nattesved. Der kan også være træthed, humørsvingninger, koncentrationsbesvær, tørhed i skeden, smerter ved sex og hyppigere blærebetændelser.

 

Hvis du har oplevet nogle af de symptomer med jævne mellemrum, så er du formentlig på vej eller midt i overgangsalderen. Det kan påvirke din hverdag og din trivsel – både på arbejdet og derhjemme.

 

Nogle oplever, at symptomerne kan lindres, ved at være opmærksom på sunde levevaner fx ved at minimere alkohol og tobak, have fokus på motion og styrketræning og at have gode søvnvaner og sørge for en sund og varieret kost.

 

Men er du en af de kvinder, der er meget generet, og hvor dine egne indsatser ikke slår til, så er der hjælp at hente ved hormonbehandling. Men hvad er egentligt op og ned i det?

 

Veldokumenteret hormonbehandling

I dag er hormonbehandlingen Menopausal Hormonterapi (MHT) en veldokumenteret metode til at reducere generne. For bare 20 år siden var der hormonforskrækkelse, hvor læger var meget restriktive i at udskrive behandlingen, og kvinder ønskede ofte heller ikke at tage hormoner, især bekymringen for at udvikle brystkræft var en af årsagerne til et stort fald i brug af hormoner hos kvinder i overgangsalderen.

I dag er vi blevet klogere og ved, at risikoen for brystkræft stiger en smule ved længerevarende hormonbehandling, men i meget mindre grad end frygtet.

 

Hvis en kvinde begynder hormonbehandling omkring menopause tidspunktet, så viser forskning af risikoen for brystkræfter stiger med ca 1% ved op til 5 års brug af hormoner.

 

Hvis hormonbehandlingen fortsætter ud over 5 år, så stiger risikoen yderligere med ca 2%.

 

Der er en myte om, at tager du hormoner, så udskyder du bare overgangsalderen – altså generne. 

 

Fakta er, at hvis kvinderne efter nogle års hormonbehandling udtrappes langsomt over fire til seks måneder, så lykkes det for langt de fleste at ophøre med hormoner. Men der er ca 10% som vil få tilbagefald og har brug for behandling langvarigt.

”Får man en målrettet hormonbehandling kan det ikke bare bidrage til at mindske symptomerne, det kan også reducere nogle af de risici, der er forbundet ved, at vores hormonniveauer falder,” siger Rikke Guldberg.

Hvilke hormonbehandlinger findes der?

Systemisk hormonbehandling kan gives som plaster, spray, gel eller tabletter, mens lokal østrogenbehandling, fx creme, stikpiller eller ring, kan anvendes ved tørhed i skeden og vandladningsproblemer. Andre ikke-hormonelle alternativer håndkøbspræparater kan i nogle tilfælde supplere behandlingen, men giver ofte en mindre effekt. 

MHT er den mest effektive behandling mod de klassiske symptomer på overgangsalderen. Men det er klart, at den skal tilpasses individuelt, fortæller Rikke Guldberg:

 

”Det er meget vigtigt, at behandlingen tilpasses, følges og justeres af en specialist, så den passer til den enkeltes behov og helbred, så man sørger for færrest mulige bivirkninger og risici,” siger hun.


Privathospitalet Mølholm rådgiver kvinder i overgangsalderen og skræddersyer hormonbehandling i tæt samråd mellem en menopause koordinator og gynækologer, hvor hormonbehandling herunder bioidentiske hormoner og til udvalgte kvinder desuden testosteron er nogle af mulighederne. 

Se mere

 

 

10. november 2025, Anni Kathrine Søndergaard