Nyhed: Hormonbehandling til kvinder i overgangsalderen
Et helt nyt tilbud med udrednings- og menopauseforløb skal hjælpe kvinder i overgangsalderen, som er særligt generet af symptomer.
Som noget helt nyt tilbyder Privathospitalet Mølholm nu et skræddersyet udrednings- og menopauseforløb for kvinder, der er plaget af kraftige symptomer i overgangsalderen – så kraftige at det går ud over deres fysiske og mentale velbefindende.
Ifølge en ny dansk undersøgelse med over 150.000 kvinder er søvnproblemer, hedeture og nattesved blandt de hyppigste symptomer. Men der er også en lang liste af andre symptomer, som rammer kvinder i overgangsalderen som fx træthed, humørsvingninger, koncentrationsbesvær, tørhed i skeden, smerter ved sex og hyppigere blærebetændelser.
Fra fødegang til menopausekoordinator
Det er på høje tid, at der kommer fokus på kvinders livskvalitet, når de biologisk er ved at trappe ud af den fødedygtige alder og rammer menopausen. Det fortæller Louise Lilleøre Kjeldsen, der oprindeligt er uddannet jordemoder, og som bliver den nye koordinator, der skal rådgive og hjælpe kvinder igennem deres menopause-forløb i samarbejde med hospitalets gynækologer.
”Overgangsalderen er kompleks, og vi ved, at det påvirker rigtig mange kvinder med konsekvenser for deres livskvalitet, sundhed og arbejdsliv,” siger Louise Lilleøre Kjeldsen, menopausekoordinator hos Privathospitalet Mølholm.
I en årrække har hun befundet sig allermest på fødegangen, men har også færdiggjort sin ph.d. og været adjunkt på jordemoderuddannelsen – og det er præcis med den faglighed og viden, at hun nu glæder sig til, at imødekomme den stigende efterspørgsel på rådgivning de oplever lige nu fra kvinder i overgangsalderen.
”Jeg glæder mig allermest til at møde de enkelte kvinder, finde den rette løsning for hende, og til at høre at hun forhåbentlig er blevet lindret for sine gener,” siger hun.
Veldokumenteret hormonbehandling
Hormonbehandling bliver ofte forbundet med en frygt for brystkræft, og på den baggrund vælger kvinder behandling fra og lever med generne, også selvom Menopausal Hormonterapi (MHT) er en veldokumenteret metode til at reducere symptomer i overgangsalderen.
Opgaven for Louise Lilleøre Kjeldsen bliver at informere og rådgive kvinder om den livsfase de står midt i og følge kvinden igennem hendes menopause-forløb.
”Som jordemoder har jeg en naturlig interesse i kvindesundhed. En stor del i mit tidligere job har været at skabe relation, give omsorg og fremme sundheden for både mor og barn. Det samme har kvinden brug for i den livsfase, hun går igennem i overgangsalderen,” fortæller hun.
Louise Lilleøre Kjeldsen bliver tilknyttet gynækologerne på Privathospitalet Mølholm som koordinator for udrednings- og menopause-forløb for kvinder i overgangsalderen og er dermed den første som kvinden vil møde, når de kommer med gener i overgangsalderen.
3. december 2025, Anni Kathrine Søndergaard