Jakob Houe vil være verdens bedste badmintonspiller
21-årige Jakob Houe fra Aarhus drømmer stort. Men der er også helt klare delmål for, hvordan han skal blive blandt de bedste i verden. I denne uge var han forbi vores håndkirurg til et lille tjek.
Han startede til badminton som femårig, og begyndte i Højbjerg Badmintonklub allerede som otteårig, og mens udviklingen længe har været positiv, har han særligt det seneste år slået igennem som en lovende badmintonspiller.
Jakob Houe er 21 år og født og opvokset i Aarhus. Han er netop rykket til København, hvor han nu træner fast med landsholdet. Allerede som 14-årig markerede han sig med en EM-titel i U15 i herredouble og senest har han opnået en semifinaleplads ved Senior DM i 2025 og endte med en bronzemedalje.
Nu er han ved at vænne sig til at bo i København og blive en fast del af landsholdstræningen.
”Det er vildt fedt at være en del af landsholdstræningen og træne med de bedste, det er kæmpe stort,” siger Jakob Houe.
Samler point til verdensranglisten
Internationalt ligger Jakob Houe som nummer 152 i herresingle på verdensranglisten, og mens han drømmer om at blive verdens bedste, har han lagt helt klare delmål for at komme til at ligge i verdenstoppen, fortæller han.
”Selvom jeg drømmer stort, så er mit kortsigtede mål at komme i top-50 indenfor den nærmeste fremtid. Derfor rejser jeg ud i verden og deltager i turneringer for at samle point til ranglisten. Mit næste mål er at vinde en challenge turnering,” siger den håbefulde Jakob Houe, og det er da heller ikke umuligt.
For ser man på de turneringer, som Jakob har deltaget i, viser det, at han er en spiller, der er på vej frem i den voksne liga, og lige rundt om hjørnet venter Belgian International, BWF International Challenge-turnering den 10. september 2025, som er en turnering, der ligger lige under det højeste niveau.
Håber på grønt flag
Men inden han med ro i sjælen kan tage hul på den belgiske challenge turnering, er han et smut forbi Privathospitalet Mølholm til et tjek.
Håndleddet har drillet ham den seneste tid, men heldigvis kan Jakob Houe ånde lettet op, og fokusere på at blive spilleklar efter dommen fra speciallægen:
”Vi har undersøgt Jakobs hånd og været nede forbi røntgen. Han er klar til turnering, men vi har fået hans styrketræning justeret til, så generne forhåbentligt snart falder helt til ro,” siger Janni Thillemann, der er håndkirurg i en af de 32 faglige specialer på Privathospitalet Mølholm.
En vigtig del for at blive verdens bedste
Som elitebadmintonspiller med fire timers træning hver dag med høj belastning, kommer man ikke udenom skader, fortæller han:
”Jeg har haft lidt skavanker med hånden. Og det er vildt irriterende og forstyrrer min træning, så det er bare en kæmpe ting, at jeg har fået grønt flag, så jeg kan komme videre. Det giver en kæmpe tryghed at have Privathospitalet Mølholm i ryggen,” siger han og supplerer:
”Jeg er ude i nogle vilde situationer med mine knæ og hofter, og min ryg er voldsomt udsat. Når jeg bruger min krop så meget, er det fuldstændig uundværligt at have et sikkerhedsnet, hvis noget går galt. Og det er en del af processen at blive verdens bedste, at jeg har et bagland, som der kan hjælpe mig med alverdens ting,” fortæller Jakob Houe.
Tirsdag aftens ligaturnering i Højbjerg Badmintonklub vandt klubben 7-2 over Værløse. Jakob Houe fik makkerskab af den danske topspiller, Anders Skaarup Rasmussen, der tog en ekstra tur forbi sin barndomsklub, hvor han for nyligt blev kåret som æresmedlem for sin titel som verdensranglistens 1. plads i herredouble. Se billeder fra aftenen nederst i artiklen.
Du kan følge Jakob Houe på hans vej mod hans drømme på Instagram @jallehoue.
Fotos: Tine Bay
Anni Kathrine Søndergaard, 5. september 2025