Rektal prolaps hos kvinder: Symptomer, årsager og behandlingsmuligheder
Et fremfald af endetarmen opleves specielt hos kvinder over 50 år og kaldes rektal prolaps. Det er for mange et tabubelagt emne og medfører store fysiske og psykiske konsekvenser. Men der er gode behandlingsmuligheder, fortæller vores speciallæge.
Rektal prolaps er et fremfald af endetarmen, der især rammer kvinder over 50 år.
Udover de fysiske gener som tyngdefornemmelse, afføringsinkontinens og ubehag, kan rektal prolaps også have store psykiske konsekvenser. For tilstanden kan give en hverdag med bekymring, skam og begrænsninger – især socialt, hvor nogle oplever at trække sig helt fra samvær med andre og sociale arrangementer, simpelthen fordi generne bliver for store.
De tidlige symptomer på et fremfald af endetarmen, også kaldet rektal prolaps, kan være en følelse af, at noget buler ud fra endetarmen. Det kan give en fornemmelse af, at du sidder på en bold. Det kan også vise sig ved en rødlig bule, som kan ses ved det blotte øje, forklarer Thorbjørn Sommer, der er speciallæge i mavetarmsygdomme.
”Har man udtalt rektal prolaps, er man ikke i tvivl. I starten føles det som en lille bule, men tilstanden kan være så udtalt, at den nederste del af endetarmen simpelthen glider ud, noget som er til stor gene, og som ofte kræver behandling,” fortæller han.
Hvad er rektal prolaps?
Rektal prolaps er et fremfald af endetarmen, som skyldes en svaghed i bækkenbunden kombineret med slaphed i tarmen. Slapheden kan give en tendens til at tarmen ruller sig ud som et teleskop, eller som når man vender vrangen ud på et ærme.
”Man ved måske ikke helt, hvad det er, og slår det hen. For mange er det også svært at tale om, derfor er det et stort og skjult problem,” siger Thorbjørn Sommer, som fortæller at behandlingen er et ret enkelt indgreb, som kan hjælpe de fleste tilbage til en normal hverdag igen.
Symptomer på rektal prolaps (endetarmsfremfald)
I starten kan problemerne være diffuse, og kun opleves en gang imellem. Tarmen vil trække sig tilbage af sig selv, men ofte er det nødvendigt selv at skubbe tarmen ind på plads.
Prolapstendensen forsvinder ikke af sig selv og over tid kan tilstanden give så store gener, at det kræver behandling for at forhindre en forværring.
De mest almindelige symptomer på et fremfald af endetarmen, er problemer med utæthed, smerter, blødning og besvær med at holde på luft og afføring, som også kan give store problemer med hygiejnen.
Behandling for rektal prolaps
Ved rektal prolaps kan man relativt nemt løse problemet ved en kikkertoperation, der udføres i fuld bedøvelse. Operationen tager ca. halvanden time og man udskrives enten samme dag eller dagen efter.
”Vi oplever at personer med rektal prolaps får deres livskvalitet tilbage betydeligt efter en kikkertoperation. Vi får også patienter fra det offentlige, fordi der er lang ventetid på operationen, så har man været forbi egen læge og er blevet henvist, kan man benytte sig af udvidet frit sygehusvalg og komme til os inden for meget kort tid,” fortæller Thorbjørn Sommer.
Om Thorbjørn Sommer
Thorbjørn Sommer, ph.d. er en erfaren specialist i mavetarmsygdomme. Han er en af landets førende kirurger indenfor blandt andet brokoperationer. Han er underviser på speciallæge kurser i Danmark i kikkertkirurgi, holder foredrag nationalt og internationalt og har gennem 10 år siddet i fakultetet i det europæiske udvalg, der arrangerer kurser i mavetarm kirurgi i DAVOS i Schweiz.
Se mere om behandling for rektal proplaps
Anni Kathrine Søndergaard, 5. marts 2026