Ny samarbejdsaftale med Region Midt skal hjælpe flere kroniske smertepatienter 

En samarbejdsaftale er netop indgået for de næste fire år i et samarbejde mellem Region Midt og Privathospitalet Mølholm som skal hjælpe flere kroniske smertepatienter til færre smerter og mere livskvalitet.

Lotte Vagn-Hansen er smertesygeplejerske og klinikchef hos Allevia, Tværfagligt Smertecenter på Privathospitalet Mølholm

Ca. 29 % af den voksne befolkning – dvs. ca. hver fjerde af os lider af kroniske smerter, oplyser Sundhedsstyrelsen. Alligevel er det langt fra alle, der får den rette behandling.

 

En ny aftale mellem Region Midt og Privathospitalet Mølholm og to andre smerteklinikker i Silkeborg og Aarhus skal fortsætte arbejdet med at hjælpe endnu flere kroniske smerteramte.

 

I 2024 modtog Privathospitalet Mølholms tværfaglige smertecenter Allévia knap 1800 nye patienter, hvilket er en stigning på 200 patienter fra året før.

 

Vi kan ikke helbrede, men give mere livskvalitet

De sidste otte år har det tværfaglige smertecenter haft en aftale om at hjælpe Region Midt med smertebehandling og antallet af patienter er stigende. Alene i år er der henvist næsten 1.000 nye patienter, så tallet forventes måske endnu højere sammenlagt for 2025. Og klinikchefen glæder sig over den nye aftale, så de kan hjælpe endnu flere, der går rundt med smerter:

"Det er en kedelig tendens for vores samfund, at så mange går rundt med smerter. Vi kan ikke helbrede vores patienter, men vi kan forsøge at hjælpe dem til færre smerter og mere livskvalitet, så de kan få lidt glæde tilbage i livet, og det er vigtigt både for dem og deres familier," siger Lotte Vagn-Hansen, der er smertesygeplejerske og klinikchef på Privathospitalet Mølholm for afdelingen Allévia.

 

Afdelingen er tværfaglig og dækker over flere typer af behandlinger og altid i en kombination, hvor behandlingen skræddersyes efter aftale med hver enkelt patient.

 

"Vores erfaringer viser, at når vi griber ind tværfagligt, har det større effekt. Her kan vi støtte patienten i et bedre liv med smerter. Det kan være med samtaler med psykolog, hvor fokus er træning i mindfulness og ved fysioterapi i form af rådgivning og vejledning i hvad patienten kan gøre for at leve bedre i en hverdag med smerter. De fleste patienter har også gavn af en gennemgang af deres medicinske behandling. Det allervigtigste er dog patientens motivation for at modtage vores hjælp," siger Lotte Vagn-Hansen.

Hver 4. dansker har kroniske smerter

Hver fjerde dansker har kroniske smerter. Man kan dog ikke altid se, at en person har kroniske smerter, og derfor kan det være svært for andre at forstå. Kortfilmen "Min far har ondt i ryggen. Altid." giver et realistisk portræt af, hvordan omgivelserne påvirker personer med kroniske smerter. 

Hvad er kroniske smerter?

Kroniske smerter er smerter, der har været til stede i mere end 3-6 måneder. Det er en sygdom og en tilstand, der påvirker den enkeltes liv, både fysisk, socialt, psykisk og økonomisk. Kroniske smerter kan blandt andet være ledsaget af træthed, irritation og søvnbesvær.

 

Man kan sjældent se, at en person har kroniske smerter, og livet med kroniske smerter kan derfor være svært for andre at forstå. Ofte mødes personer, der har kroniske smerter med fordomme og misforståelser. De kan miste kontakten med familie, venner og familie. Det kan være svært og ensomt.

Eneste private smertecenter i Danmark

Privathospitalet Mølholm, Allévia er det eneste private tværfaglige smertecenter i Danmark. Derfor modtager hospitalet nu patienter fra alle regioner gennem Det udvidet frie sygehusvalg. Smertecentret har 25 medarbejdere på Privathospitalet Mølholms afdeling i Højbjerg i Aarhus.


Se mere om behandling for kroniske smerter

 

Anni Kathrine Søndergaard 19. juni 2025