Psykologisk gruppebehandling
Har du kroniske smerter? Vi tilbyder psykologiske gruppebehandling, hvor du sammen med andre ligesindede får øget viden om smerter, og om hvad du aktivt kan gøre for at håndtere dine smerter. Første gang du kommer hos os starter altid med en samtale med smertesygeplejersken eller speciallægen. Ud fra din sygehistorie og en eventuel fysisk undersøgelse, skræddersyer vi sammen med dig et individuelt forløb. Vi klar til at hjælpe dig.
Værd at vide om behandling af kroniske smerter
I Danmark defineres kroniske smerter som smerter, der har varet længere end 6 måneder eller længere end forventet. Når noget er kronisk, betyder det, at det ikke forsvinder igen.
Hver 4. dansker er ramt af smerter, og 1,2 mio. danskere tager dagligt smertestillende medicin. Ikke alle de smerteramte har behov for tværfaglig smertebehandling, men kan behandles ved egen læge. Der er dog årligt ca. 50.000 nye tilfælde af smerteramte, der har behov for tværfaglig behandling.
Psykologisk gruppebehandling består af ni gange, hvor du sammen med andre smertepatienter får øget viden om smerter og om, hvad du aktivt kan gøre for at opnå en bedre livskvalitet, og hvordan du håndterer din smertetilstand.
Elementer i behandlingen:
- Behandlingen udføres af et tværfagligt team sammensat af en psykolog, fysioterapeut, speciallæge og smertesygeplejerske
- Behandlingen forløber over 8 uger + informationsmøde og består af undervisning, samtaler og gruppediskussioner
- I behandlingen lægger vi bl.a. vægt på, at du opnår en forståelse for hvad kroniske smerter er og en indsigt i fysiske, psykologiske og sociale faktorers indvirkning på smerteoplevelsen og kroppen
- Behandlingen omfatter bl.a. introduktion til temaer som sorg, accept, værdier, søvn, stress og kommunikation. Du får også teknikker til smertehåndtering gennem aktivitetsregulering, pacing og afspænding
Har du kroniske smerter fx rygsmerter, muskelsmerter, nervesmerter, gigtsmerter eller generaliseret smerter i bevægeapparatet fx efter et trafikuheld, en arbejdsulykke eller en fejloperation kan vi tilbyde råd, vejledning og smertelindring.
Komplekse kroniske smerter reagerer sjældent godt nok på bare en type behandling. Derfor har vi en tværfaglig tilgang. Når man rammes af kroniske smerter, rammes man ofte både fysisk, psykisk og socialt.
Alle vores patienter har det til fælles, at de lider under det at have en kompleks kronisk smerteproblematik, og alle de følgevirkninger der er forbundet med det.
Igennem vores forløb har vi fokus på, at smerter får en mindre plads i dit liv. Vi kan ikke helbrede eller udrede yderligere, men forhåbentlig hjælpe dig med at tackle og håndtere dine nye livsvilkår.
Dit forløb afhænger af dig og din situation. Derfor er vores behandlingsforløb ikke ens, men sammensættes af moduler, der er skræddersyet til netop dig, dine ønsker og behov.
Vi lover aldrig, at vi fjerner dine smerter, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at lindre dem.
Din egen motivation er afgørende for dit udbytte af vores behandling.
Speciallæger og behandlere







