Behandling af bruskskade efter vrid
Har du en bruskskade i dit fodled fx efter en forstuvning vil du opleve smerter, specielt i forbindelse med belastning og i nogle tilfælde kan du også opleve at leddet føles låst og at det hæver op. Vores specialuddannede læger indenfor ortopædkirurgi er eksperter i ankler og kan undersøge og behandle dig med operation indenfor kort tid.
Værd at vide om behandling af bruskskade efter vrid
Fodleddet er et hængselsled - et led der kan strækkes og bøjes. Kontaktfladerne mellem skinnebenet og rullebenet er dækket af et lag brusk. Ledbrusken optager trykket mellem enderne af knoglerne og forhindrer, at knoglerne bliver slidt.
En bruskskade opstår oftest som følge af akut skade eller som følge af langvarig slitage. Bruskskader i knæ og hofter er oftest en følge af langvarig slitage mens bruskskader i anklen oftest er forårsaget af traumer (forvridninger). I forbindelse med traumer er bruskskaderne ofte kombineret med skader på ledbånd.
Bruskskade kan også opstå som følge af medfødt eller erhvervet fejlstilling. Bruskskader medfører huller eller sprækker i ledfladerne, og det kan øge din risiko for udvikling af slidgigt i leddet.
Symptomerne på bruskskade kan være smerter, specielt i forbindelse med belastning og aflåsningslignende tilfælde. Der kan opstå hævelse i fodleddet pga. væskedannelse som følge af irritation i leddet.
Operation for en bruskskade foregår enten som en åben operation eller en kikkertoperation. Det afhænger af, hvor stor bruskskaden er, hvor den er beliggende i ankelleddet, og om du tidligere har fået foretaget kikkertoperation.
Hvis bruskskaden er stor (større end 1-1½ cm2) kan der blive behov for åben operation. Her anbefaler man oprensning, ilæggelse af knogletransplantat og pålæggelse af erstatningsbrusk. Brusk kan ikke gendannes i sit tidligere format efter en skade.
Hvis bruskskaden er lille kan vi lave en kikkertoperation, hvor vi anlægger to eller flere små huller i fodleddet, renser bruskskaden op og laver små huller i knoglen, der medfører sekundær brusk arvævsdannelse (fibrocartilago). Det kan dække knoglen og på den måde smerteaflaste.
Ved begge operationer er succesraten ca. 70-80%.
Hvis du har fået lavet en MR-scanning som har vist bruskskade med knogleirritation, og du har vedvarende ankelsmerter, vil du ofte have glæde af behandlingen. Derfor lægger vi altid vægt på smerter, stabiliteten af din ankel, aflåsningstilfælde og MR-scanningsbilleder i udredningen, inden vi tilbyder dig et operativt indgreb.
Forud for din operation modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. ½ - 1½ time, afhængigt af om indgrebet foretages åbent eller med kikkert.
Vi laver to eller flere små huller til fodleddet, hvis der er tale om kikkertoperation. Igennem hullerne kan vi indføre kikkert og små instrumenter. Hvis du tidligere har haft brud på anklen eller fået lavet kikkertoperation flere gange tidligere, kan vi have behov for at foretage operationen åbent gennem en 4-6 cm lang åbning over fodleddet.
For ikke at ødelægge den nydannede "erstatningsbrusk" er det vigtigt, at du ikke støtter med fuld vægt på benet i de første 3-6 uger. Derfor må du ikke støtte på benet efter operationen (kun skyggebelaste), og du bliver udstyret med krykkestokke. Vores fysioterapeut instruerer i enkelte bevægeøvelser.
For at stimulere helingsprocessen i knoglen er det vigtigt, at du laver ubelastede bevægeøvelser flere gange dagligt. De første dage efter operationen vil der ofte være hævelse af din ankel og moderate smerter. Smerterne kan lindres ved indtagelse af 1-2 tabletter Panodil.
Efter 3-5 dage kan du reducere forbindingen, og hvis sårene er tørre, må du tage brusebad.
Først efter 3- 6 uger må du belaste på benet fuldt igen.
Du skal forvente et optræningsforløb på 3-4 måneder. Idræt som indebærer hop, spring og kontakt kan først forventes genoptaget efter 5-6 måneder.
Kontrol
Kontrol efter operationen afhænger af operationsfundene.
Der vil være en lille risiko for infektion i såret samt risiko for vedvarende smerter. Der er en lille risiko for beskadigelse af en hudnerve, der hvor huden spaltes. Det kan medføre føleforstyrrelser på et område på fodryggen. Der kan også opstå arvævsdannelse, venetrombose og bevægeindskrænking, om end dette er meget sjældent.
Speciallæger og behandlere


