Stivgørende operation af ankelled eller bagfodsled

Har du slidgigt i anklen, og har smerter eller fejlstilling i foden, kan en operation, hvor vi reducerer dine smerter og opretter fejlstillingen være en mulighed. En stivgørende operation har det formål at mindske smerter eller fjerne dem helt og forbedre dine muligheder for at gå. Vores speciallæger i ortopædkirurgi er eksperter i ankelskader og kan undersøge og behandle dig indenfor kort tid.

 

Book tid

Værd at vide om behandling af slidgigt i anklen

Slidgigt er den mest almindelige form for gigt. Det er ofte en langsomt, fremadskridende sygdom, hvor brusken i leddet gradvist ødelægges. Slidgigt i ankel og bagfod er ofte en følge af tidligere brud i ankel eller hælben, en følge af tidligere forstuvninger, eller en følge af fejlstilling af foden. Slidgigt opstår ofte mange år efter du kom til skade og er hyppigst hos patienter, der er ældre end 40 år. 

Slidgigt i anklen er kendetegnet ved smerter, nedsat bevægelighed, nedsat gangdistance og halten. Smerterne opleves som igangsætningssmerter, belastningssmerter og hvilesmerter (slidgigt triaden). Ved platfod opstår der en tiltagende fejlstilling i bagfoden, hvor hælen glider ud af, og svangen synker ned. 

Hvis du har smerter eller fejlstilling i foden, kan du have glæde af en operation, hvor vi kan reducere dine smerter og oprette fejlstilling.

Forud for din operation hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.

 

Forventninger til resultatet

Det forventes, at dine smerter fra ankelleddet forsvinder eller mindskes. Din gangevnen vil også normalt forbedres.

 

Bevægeligheden i foden op/ned i selve ankelleddet forsvinder, men hvis de øvrige led i bagfod/fodrod er normale, vil der være tilstrækkelig bevægelighed her, sådan at du ikke vil opleve den manglende bevægelighed i anklen som et større problem. 

 

Foden vil være bedst til gang på et plant underlag. Foden vil normalt ikke være egnet til idrætsudøvelse. De øvrige led i foden får en øget belastning efter stivgørelse af anklen. Der kan derfor optræde slidgigt efter en årrække. 

 

Indvendigt materiale til stabilisering (skruer og lignende) gør normalt ingen skade og skal kun fjernes, hvis der optræder gener derfra. 

Ved operationen fjerner vi ledbrusken i det led, der planlægges stivgjort. Leddet sammenføjes normalt ved hjælp af skruer i bagfoden og skinne i ankelleddet.

Efter operationen bandageres du i 12 uger i en stiv støvle. De første 6 uger må du ikke støtte på foden. Du vil blive indkaldt til kontrol i ambulatoriet til sårkontrol samt efter 6 og 12 uger. Vi tager røntgenbilleder efter 12 uger, hvor vi kontrollerer heling af stivgørelsen. 

 

Du må forvente at skulle være sengeliggende i 3-5 dage efter operationen. Når hævelsen og operationssmerterne er aftaget så meget, at almindelig milde smertestillende kan tage smerterne, skal du have kroppen i gang igen. 

 

Hvis du har behov for smertestillende midler, må du anvende paracetamol eller svagt morfinpræparat. 

Knoglerne vil som regel være ca. 3 måneder om at hele. I den periode skal foden beskyttes af en stiv bandage. I de første 6 uger må du ikke støtte på bandagen ved gang. Du skal bruge 2 krykkestokke eller andet hjælpemiddel til at bevæge dig omkring med. Efter 6 uger skiftes bandagen til en mindre polstret bandage, og du må støtte på bandagen. 

 

Efter 3 måneder laves der røntgenundersøgelse for at bedømme, om knoglehelingen er tiltrækkelig god. I nogle tilfælde er helingen ikke tilstrækkelig solid. I så fald beholder du bandagen på endnu en måned. Herefter foretages en ny røntgenundersøgelse. 

 

Når knoglehelingen er tilstrækkelig solid, må du begynde at gå uden bandage. 

Du skal forvente tendens til hævelse i op til et år eller mere efter operationen. 

 

Forventninger til resultatet

Du kan forvente, at smerterne fra dit ankelled forsvinder eller bliver mindre. Normalt bliver din gangevne bedre. Bevægeligheden i foden op/ned i selve ankelleddet forsvinder, men hvis de øvrige led i bagfod/fodrod er normale, vil du have tilstrækkelig bevægelighed her, sådan at den manglende bevægelighed i anklen ikke opleves som et større problem. 

 

Din fod vil være bedst til gang på et plant underlag. Foden vil normalt ikke være egnet til idrætsudøvelse. De øvrige led i foden får en øget belastning efter stivgøring af anklen. Derfor kan der optræde slidgigt efter en årrække. 

 

Skruer og lignende gør normalt ingen skade og skal kun fjernes, hvis du får gener. 

Ved operationen kan der optræde skade på følenerver til huden, hvilket kan medføre ændret følesans på et område af foden og i nogle tilfælde en øm arvævsdannelse. 

Der kan opstå sårhelingskomplikationer i form af forsinket heling eller infektion. Sådanne komplikationer påvirker som regel ikke slutresultatet, men kan forsinke forløbet. 

Hos nogle patienter (ca. 10 %) udebliver knoglehelingen. En ny operation kan da vise sig at være påkrævet. 

 

Helingskomplikationer ses væsentligt hyppigere hos rygere end ikke-rygere. 

Nogle patienter har vedvarende smerter på trods af operationen. 

Når du er bandageret med støvle vil der være en lille risiko for udvikling af blodprop i benet. Ved behov, vil der blive iværksat blodfortyndende behandling efter operation.

Patientinformation: Version nr.: 3
Dato: 01. april 2025
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Speciallæger og behandlere

Billede af Niels Herold
Niels Herold
Speciallæge i ortopædkirurgi
Tom billedramme
Claus Wendtland Henriksen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Tom billedramme
Kristian Behrndtz
Speciallæge i ortopædkirurgi
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.