Behandling af hælspore (plantar fasciitis)
Har du smerter under hælen, typisk ved igangsætning eller om natten, kan du lide af hælspore. En hælspore er en udvækst på forreste del af hælbensknoglen og ved overbelastning, kan der opstå inflammation. Har du smerter under hælen kan vores speciallæger i fodkirurgi undersøge og vurdere, hvilken behandlingsplan, der er den rette for dig. Vi er klar til at hjælpe dig indenfor kort tid.
Værd at vide om behandling af hælspore
Hælspore, eller fasciitis plantaris, er en hyppig årsag til hælsmerter.
En hælspore er en udvækst på forreste del af hælbensknoglen. Hælspore kan findes hos ca. 25% af alle mennesker og har som sådan ingen behandlingsmæssig betydning. Når den er til stede, er den et udtryk for at man på et tidspunkt har haft inflammation i selve hulfodssenen (fascia plantaris), hvor den hæfter på hælbenet (calcaneus).
Det er inflammation i selve hulfodssenen (fascia plantaris), der giver anledning til smerter.
Tilstanden giver smerter under hælen. Symptomerne er typisk smerter ved igangsætning, forværring efter lang belastning og i nogle tilfælde også smerter om natten. Smertestillende har sjældent større effekt.
Hælspore kan identificeres med ultralyd, røntgen eller MR-scanning. Ud fra billederne kan man ikke sige, om der er tale om en ny eller ældre tilstand.
Årsagerne kan være mange og er ofte en kombination af flere udløsende årsager. Hælspore kan opstå pga. overbelastning i forbindelse med løb eller gang, fodstilling (hulfod eller platfod), overvægt eller en ændring i dit fodtøj.
Den primære behandling er aflastning og udspænding af din hulfodssene og akillessene. Hvis det ikke giver stor nok effekt, anbefaler vi at forsøge med behandling med binyrebarkindsprøjtning omkring senetilhæftningen ved hælen. Det vil i mange tilfælde mindske symptomerne. Hvis du fortsat har symptomer efter 2-3 blokader og symptomer i mere end 6-12 måneder kan vi, i nogle tilfælde, foretage et operativt indgreb.
Du kan have glæde af behandling for hælspore, hvis du har haft længerevarende smerter.
Forud for din behandling hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.
Efter blokadeanlæggelse må du ikke køre bil hjem.
Vi stiller diagnosen fasciitis plantaris på baggrund af dine symptomer og en ultralydsscanning af din hulfodssene.
Din behandling afhænger af, hvilket stadie du er i, i dit symptomforløb. Du kan blive tilbudt instruktion i øvelser, henvisning til fysioterapi, ultralydsvejledt blokadeanlæggelse eller opskrivning til operation.
Speciallæger og behandlere


