Behandling af Hallux valgus: Skæv storetå med knyst

Har du en skæv storetå og en rød, øm knystdannelse på storetåens grundled, kan du lide af Hallux Valgus. Det er oftere kvinder, der rammes, og lidelsen kan både være arvelig, men også opstå, hvis du har brugt meget smalle eller højhælede sko. Vores specialuddannede læger indenfor ortopædkirurgi er eksperter i fødder og kan undersøge og behandle dig med operation indenfor kort tid.

 

Book tid

Værd at vide om behandling af Hallux valgus

Hallux valgus er en skæv storetå med en knyst. En knyst er en abnorm hævelse på indersiden af storetåens grundled. Huden henover bliver ofte rød og øm. Samtidig er der ofte en drejning af storetåen over mod anden tå og i nogle tilfælde også en rotation af tåen. 

 

Lidelsen er hyppigere hos kvinder end hos mænd. Der er formentlig flere faktorer, der er årsag til lidelsen. Bl.a. kan arv og til tider skovalg (smalle, højhælede sko) spille en afgørende rolle. Alder, leddegigt og platfod øger risikoen for udvikling af Hallux valgus. Der findes dog også tilfælde, hvor man ikke kan påvise nogen årsag. 

 

Du vil typisk opleve følgende symptomer ved Hallux valgus (skæv storetå):

  • Knystedannelse
  • Hævelse og ømhed 
  • Kollision mod anden tå eller sko
  • Rødme
  • I sjældne tilfælde sårdannelse

En kirurgisk behandling af en knyst på storetåen indebærer et indgreb på storetåens knogler. Afhængigt af knystens størrelse (fejlstilling af storetåen) vil forskellige typer af indgreb anbefales. I sjældne tilfælde kan det være nok med en afsavning af knysten.

Hvis du har smerter pga. Hallux valgus kan du have glæde af en operation. Der findes også forskellige ikke kirurgiske behandlinger og tiltag, du kan afprøve inden. Hvis de ikke har effekt, vil vi anbefale kirurgisk behandling. 

 

Ikke kirurgisk behandling

  • Forfodsindlæg (kan købes i skoforretninger, Matas, Apoteket, bandagist)
  • Brug altid sko med god plads
  • Mulighed for at afprøve forskellige former for natskinner og tåspredere. Det har dog sjældent varig effekt

Forud for din behandling modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.

 

For at mindske risikoen for infektion er det en god ide at tage et fodbad aftenen før operationen og at få renset og klippet neglene samtidigt.

 

Du kan ikke køre bil hjem fra operationen og der kan gå op til 6 uger, før du må.

Oftest saves mellemfodsknoglen til storetåen over, rettes op og fixeres med skruer. Evt. supplerer vi operation med opretning af en anden knogle i storetåen.

 

I sjældne tilfælde kan man klare sig med en afsavning af knysten. 

 

Hvis du har en stor fejlstilling, kan du få behov for stivgørelse (artrodese) af et led i storetåen. Knoglerne i tåen vil blive holdt på plads med skruer (og evt. skinner).

 

Hvilken type operation, du vil blive tilbudt, afhænger af flere faktorer. Blodforsyning, røntgenbilledets udseende og tæernes stilling, er alle sammen faktorer, som er med til at bestemme lægens endelige beslutning om operationsmetoden.

 

Operationen udføres som en dagkirurgisk operation. Det vil sige, at du kan forvente at komme hjem samme dag, som operationen udføres.

I forbindelse med operationen anlægger vi en forbinding, som helst skal blive siddende til sårkontrol, eller til når stingene fjernes efter ca. 14 dage. Efter det behøver du ingen bandage. Hvis forbindingen generer, eller den bløder igennem eller bliver våd, skal den skiftes hos egen læge eller hos os.

 

Især de første par dage efter operationen kan du have smerter i tåen, og vi anbefaler, at du tager smertestillende. Vi oplyser dig om dette.

 

Allerede på operationsdagen bliver du forsynet med en terapisko (i nogle tilfælde en støvle), som du kan gå med uden at belaste på forfoden. De første 3-5 dage efter operationen skal du sørge for at holde foden så meget over hjertehøjde som muligt.

 

Du må sove uden sko, når der er gået 3-5 dage efter operation (med mindre lægen fortæller dig andet på operationsdagen). Du må ikke gå uden skoen på.

 

Du forventes at gå forsigtigt de første uger efter operation. Her støtter du med vægten på bagfoden for at aflaste forfoden.                  

 

4-7 dage efter operationen skal du til kontrol af sår hos sygeplejersken og kontrol hos lægen efter ca. 5 uger til røntgen af foden og forventet afbandagering.

 

Du kan låne krykker hos os til de 2-6 uger.

 

I langt de fleste tilfælde vil du blive i stand til at kunne gå normalt, lave idræt og løbe efter operationen. 

 

Hvis du har fået indsat metalskruer i din fod vil de sædvanligvis ikke aktivere metaldetektorer.

 

Sygemelding

Du skal forvente sygemelding i ca. 6-7 uger. Hvis du har stillesiddende arbejde, kan du ofte nøjes med 2-3 uger. Du må ikke køre bil med den opererede fod, så længe du bærer en specialsko efter operationen.

 

Sport

Du må genoptage sport, når tåen ikke længere er øm. Løb og kontaktsport skal du vente med indtil 3-4 måneder efter operation. Du kan have hævelse af storetå og forfod op til 6-12 måneder efter operationen.

 

Bilkørsel

Der vil ofte gå op til 6 uger, inden du kan køre bil igen.

Som ved enhver anden operation ses i sjældne tilfælde infektion i såret. Man kan desuden af og til få lidt føleforstyrrelser på indersiden og oversiden af storetåen. I meget sjældne tilfælde ses manglende heling i knoglen. Hos ca. 10% bliver storetåen efter nogle år skæv igen og knysten gendannes. Du må påregne lidt nedsat bevægelighed i storetåens grundled efter en operation.

Patientinformation: Version nr.: 106
Dato: 10. marts 2025
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Billede af Niels Herold
Niels Herold
Speciallæge i ortopædkirurgi
Tom billedramme
Claus Wendtland Henriksen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Tom billedramme
Kristian Behrndtz
Speciallæge i ortopædkirurgi
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.