Behandling for kuskefinger
Har du svært ved at strække din finger? Det kan skyldes tilstanden kuskefinger, hvor en fortykkelse af bindevævet gør det svært at strække den påvirkede finger - oftest rammes ringfingeren eller lillefingeren. Vi kan undersøge dig indenfor kort tid og tilbyde behandling med en operation, hvis dit fingerled bøjer 20-30 grader ind mod håndfladen.
Værd at vide om behandling af kuskefinger
I vores håndflade har vi alle en tynd bindevævsplade. Under normale omstændigheder bemærker du den ikke. Hvis du har sygdommen Dupuytren – på dansk også kaldet kuskefinger – vil dit bindevæv blive fortykket og mærkbart.
De fleste mærker først en lille bindevævsknude i håndfladen. Knudedannelsen kan med tiden udvikle sig til en strengdannelse ud mod en eller flere af dine fingre. Over tid kan strengen skrumpe, så fingeren bliver trukket ind imod håndfladen. Hvis det sker, får du svært ved at strække fingeren ud.
Sygdommen rammer oftest ring- og lillefinger. Hvor hurtigt sygdommen udvikler sig er forskelligt fra person til person.
Symptomer på kuskefinger
- Ømhed når sygdommen er i aktivitet - ellers er tilstanden smertefri
- Knuder i håndfladen med tendens til dannelse af hård hud
- Fordybninger i håndfladen/huden
- Besvær med at strække en eller flere fingre
Hvad er årsagen til kuskefinger?
Kuskefinger er en arvelig tilstand, der især ses hos nordeuropæere. Flere andre faktorer øger også din risiko for at udvikle sygdommen:
- Mandligt køn
- Alder
- Tobak og alkohol
- Sukkersyge
Derudover kan en skade på hånden udløse de første syptomer, hvis du i forvejen er disponeret for at udvikle kuskefinger.
I perioder kan dit bindevæv være ømt. Det betyder at sygdommen er aktiv, og du bør undgå at få behandling, da det kan forværre tilstanden. Behandling er først aktuel, når et af dine fingerled bøjer 20-30 grader ind mod håndfladen, og du ikke længere kan placere hånden fladt på et bord.
Vi tilbyder to behandlingsmuligheder: Nåleoperation og åben operation.
Hvilken behandling, der er den rette for dig, afhænger af sygdommens sværhedsgrad og vores vurdering.
Forud for din behandling hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.
Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen. Du vil få glæde af at have hjælp til madlavning og praktiske opgaver de første dage.
Der findes to behandlingsmuligheder, hvis du har en kuskefinger: Nåleoperation og åben operation.
Nåleoperation
Nålebehandling er velegnet til mindre, overfladisk og velafgrænset strengdannelse. Indgrebet er skånsomt og vil ofte være førstevalget til at rette fingeren ud.
En nåleoperation foregår i lokalbedøvelse, som vi lægger i huden over strengdannelsen. Under operationen deler håndkirurgen strengdannelsen med en kanyle via et eller flere små indstik gennem huden. Selvom bindevævet ikke bliver fjernet ved indgrebet er det ofte muligt at rette fingeren helt eller væsentligt ud.
Undervejs vil du kunne fornemme, at fingeren bliver strakt ud, men det gør ikke ondt. Du kan få en lille bristning i huden, men det heler af sig selv i løbet af de første dage eller uger.
Åben operation
Åben operation kan være nødvendig ved mere udbredte og dybereliggende bindevævs- og strengdannelser, eller hvis du er blevet opereret tidligere.
Ved operationen skal du i fuld bedøvelse. Håndkirurgen frilægger og beskytter kar og nerver til fingeren og fjerner derefter strengdannelsen og retter fingeren helt eller delvist ud. Til sidst bliver huden syet. Vær forberedt på, at du bliver syet med mange sting, og at du kommer hjem med en stor forbinding (boksehandske).
Hvis din fingers mellem- eller yderled er meget krumme, er det ikke altid muligt at rette fingeren helt ud.
Efter operationen kontakter vi dig for at følge op på, hvordan du har det. Hvis du oplever problemer inden, er du altid velkommen til at kontakte os.
Uanset om du er opereret med nålemetode eller åben operation, skal du holde hånden højt over hjertet på operationsdagen for at mindske risikoen for blødning. Du skal også lave fingerøvelser for at forebygge hævelse.
Sådan gør du - nåleoperation
Fjern forbindingen og skift plastret dagen efter operationen. Du må gerne bruge din hånd og fingre, men sørg for at holde et eventuelt sår rent med plaster, indtil huden er helet.
Hvis huden er bristet, kan du bade hånden under rindende vand dagligt og sætte plaster på bagefter.
Sådan gør du - åben operation
Du skal have skiftet din forbinding af vores sygeplejerske på Privathospitalet Mølholm eller ved din egen læge/sygeplejerske 1-3 dage efter operationen. Herefter skal du bruge en mindre forbinding, der holder sårene rene og tørre. Vi anbefaler ikke sæbebad af hånden.
Du skal være opmærksom på rødme eller tiltagende smerter som tegn på infektion. Det er dog yderst sjældent.
Du skal til kontrol og have fjernet stingene cirka 2 uger efter operationen.
Smertebehandling
Du får smertestillende medicin (paracetamol) efter operationen. Sammen med lokalbedøvelse vil det sikre, at du er smertedækket på operationsdagen. Du kan senere tage paracetamol eller ibuprofen efter behov. Håndkirurgen vurderer, om du har brug for morfin efter åben operation.
Praktisk i hverdagen
Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen. Vent til forbindingen er fjernet, og det er forsvarligt at køre. Få hjælp til madlavning og praktiske opgaver de første dage.
Når du skal i brusebad, skal du anvende en pose over hånden for at holde forbindingen tør.
Sygemelding
Hvor længe du skal være sygemeldt afhænger af dit arbejde. Du skal vente med urent arbejde til såret er helet.
Genoptræning
Ved dit kontrolbesøg vil vores håndkirurg vurdere, om du har behov for en udrettende skinne. Du vil også blive instrueret i træningsøvelser. Der er sjældent brug for anden genoptræning, end den du selv kan lave derhjemme.
Kan kuskefinger komme tilbage?
Både ved nålebehandling og åben operation er der en risiko for, at kuskefingre kan vende tilbage, selvom vi omhyggeligt har fjernet alle synlige bindevævsstrenge.
Risikoen for tilbagefald er større, jo længere ude på fingeren kuskefingervævet sidder, og hvis du tidligere er blevet opereret for kuskefinger.
- Ømhed ved operationsstedet er normalt de første uger, og let hævelse og ømhed fra arvævet kan vare i flere måneder.
- Små huddefekter skal hele op fra bunden.
- På trods af eventuel ømhed bør du bruge hånden normalt, når såret er helet.
- Alvorlige komplikationer som infektioner eller skader på kar og nerver er sjældne (<1%), men du kan oplevenedsat følelse omkring arret efter åben operation.