Operation for hævede mandler
Har du hævede mandler og hyppige halsbetændelser, dårlig vejrtrækning eller problemer med dårlig ånde? I de tilfælde kan du have glæde af at få fjernet dine mandler. Indgrebet foregår i fuld bedøvelse, og du vil være indlagt til dagen efter operationen. Vi har kort ventetid på undersøgelse og behandling.
Værd at vide om fjernelse af mandler
Mandlerne (tonsillerne) er to lymfekirtler, som sidder indvendigt i halsen, bagved tungen. Der er en i hver side.
Mandlerne består af lymfevæv og har betydning for kroppens immunforsvar. Du kan undvære mandlerne, da der er andet væv i mundens slimhinder og svælget, der har samme funktion.
Som hovedregel er der 3 grunde, hvor ulemperne ved at have mandler kan være større end fordelene:
- Hyppige halsbetændelser med høj feber, medtaget almentilstand, synkebesvær og en sygeperiode på omkring en uge, mere end 3-4 gange årligt.
- Problemer med størrelsen på mandlerne, hvor især din vejrtrækningen er påvirket. Problemerne er specielt om natten med lange vejrtrækningspauser (apnø) og snorken. Størrelsen kan også påvirke dit sprog (kartoffeltale) og give problemer med at spise og synke.
- Endeligt kan du have problemer med dårlig ånde og smag som følge af, at der danner sig propper i mandlerne.
Du kan have glæde af at få fjernet dine mandler, hvis du har hyppige halsbetændelser, påvirket vejrtrækning pga. størrelsen eller problemer med dårlig ånde.
Forud for din operation hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks. Her får du alle relevante informationer, og vi informerer dig om kost både før og efter operationen.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og indgrebet varer ca. en halv time. Under operationen skraber vi mandlerne ud langs den omgivende hinde. Der hvor mandlerne har siddet, dannes der sår med sårskorpe.
Efter operationen forbliver du indlagt til næste dag. Opkastninger med gammelt brunt blod i løbet af operationsdøgnet kan forekomme. Du kan have halssmerter med udstråling til ørerne og det kan vare op til 14 dage.
Såret, hvor mandlerne har siddet, heler op i løbet af ca. to uger.
Fra 2. dagen må du gå i bad og vaske hår i lunkent vand.
Du skal holde pause fra sport i to uger.
Der ses efterblødninger hos ca. 3-4% efter operationen, som giver sig udslag i fortsatte opkastninger, hvor der er friske blodstriber samt gammelt blod i opkastet. Hos større børn og voksne kan man forsøge at sutte på en isterning og sidde op i ½ time.
Ved fortsat blødning eller større blødning skal man kontakte enten Mølholm Privathospital (dag tid) eller vagtlæge, idet det kan blive nødvendigt med en ny bedøvelse for at standse blødningen.
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.
Speciallæger og behandlere


