Behandling for knogleskørhed med Aclasta
Hvis du har fået konstateret knogleskørhed, kan du blive behandlet for at mindske risikoen for knoglebrud. Vi tilbyder behandling med Aclasta, som hæmmer nedbrydningen af knoglerne. Det foregår via et drop i en blodåre. Vi kan undersøge og behandle dig inden for kort tid.
Værd at vide om behandling med Aclasta
Knogleskørhed er en knoglesygdom, der skønnes at ramme hver 3. kvinde og hver 6.-8. mand over 50 år. Sygdommen har ingen synlige ydre tegn, men knoglerne svækkes indefra. Det giver porøse og svage knogle, der ofte er så afkalkede og skøre, at de nemt brækker. Mange med osteoporose oplever at få brud i ryghvirvler, håndled og lårbenshals (hoftebrud).
Aclasta er et bifosfonat, der optages af knoglevævet og hæmmer nedbrydningen af knoglerne. Det mindsker risikoen for knoglebrud.
Du kan have glæde af behandling med Aclasta, hvis du har osteoporose (knogleskørhed). Hvis du har haft brud i ryghvirvler, håndled eller hofte, kan det være tegn på knogleskørhed. Vi kan undersøge dig for osteoporose med en DXA-scanning.
Du bør ikke få Aclasta, hvis du ammer, er gravid eller er allergisk overfor bifosfonater eller Zoledronsyre.
Forud for din behandling hos os modtager du et indkaldelsesbrev med alle nødvendige informationer.
Lægen laver en recept til dig på Aclasta. Det skal du hente inden behandlingen. Du skal have taget blodprøver senest to uger inden behandlingen.
Aclasta gives som en infusion, som betyder et drop i en blodåre. Infusionen tager ca. 30 minutter og foretages af lægen.
Vi kombinerer behandlingen med et tilskud af D-vitamin og calcium.
Efter infusionen med Aclasta skal du blive på afdelingen i 30 minutter.
Behandlingen er oftest livslang, men vi vil formentlig forsøge at sætte behandlingen på pause og lave nye DXA-scanninger. Det gør vi for at se, om vi har haft succes med at bremse knogleafkalkningen.
Aclasta har ingen virkning på andre organer, når det er optaget i knoglerne.
De mest almindelige bivirkninger er feber og smerter i knogler, muskler og led efter første infusion
Disse bivirkninger aftager som regel efter få dage.
Hvis du oplever ovenstående bivirkninger, kan du evt. tage tablet panodil 1 gram højest 4 gange i døgnet.
Ved efterfølgende infusioner er disse bivirkninger ikke så hyppigt forekommende.
I meget sjældne tilfælde ses kæbeosteonekrose (forlænget helingstid efter tandudtrækning eller efter operation i mundhulen) og atypiske brud på lårbenet. Du kan læse om øvrige mulige bivirkninger i indlægssedlen.
Speciallæger og behandlere
