Tunge øjenlåg er et almindeligt, ofte aldersbetinget fænomen. Huden på øjenlågene virker løs og tung, man ser træt ud, har tyngde fornemmelse, muligvis indsnævret synsfelt og måske problemer med eksem i øjenlågsfolden.
Operationen foregår i lokalbedøvelse.
Ved operation fjernes den overskydende hud og eventuelt frembulende fedtvæv. Snittet lægges så vidt muligt i globelinien og udføres med laser. Tråde fjernes efter 1-2 uger.
Uanset om man skærer med kniv eller laser, vil der fremkomme et ar. Da de fleste mennesker er en smule asymmetriske, kan det betyde, at arrene tilsvarende kan blive asymmetriske. Oftest vil arrene forsvinde helt i løbet af et halvt år.
Ved forundersøgelsen vil operationen og forløb blive gennemgået, og der vil blive taget et ”før-billede”, hvilket er lovpligtigt. Du bedes oplyse om kendte allergier og overfølsomhed, brug af medicin og kosttilskud, og om hudens evne til at hele.
Recept på øjendråber lææges på medicin server.
Sørg for at vaske hår dagen i forvejen, så du kan udsætte hårvask nogle dage. Spis et let måltid.
Når du møder til operationen, vil du få tilbudt en afslappende tablet. Øjenlægen optegner operationsstedet på øjenlågene, og du har mulighed for at få besvaret spørgsmål. På operationstuen lægges lokalbedøvelse – dels som dråber dels som injektion. I forbindelse med lokalbedøvelsen, der indeholder adrenalin, kan man kortvarigt opleve hjertebanken og uro i kroppen. Du vil få lagt beskyttende kapsler under øjenlågene. Selve indgrebet tager ca. 30 minutter. Herefter ligger du med en ismaske i 10 minutter. Vær opmærksom på, at du ikke selv kan køre bil hjem.
Ved akutte, stærke smerter, voldsom hævelse, blødning fra såret eller voldsom misfarvning af huden, skal du straks kontakte os på klinikken. Er det uden for klinikkens åbningstid, kontakt vagtlæge.
I løbet af et par dage, vil de sidste sårskorper forsvinde, og huden vil glatte sig. Der ses nu rødlige ar på øjenlågene. Dette forsvinder gradvist i løbet af nogle måneder.
Misfarvning af arrene undgås ved at anvende solbrille og høj solfaktor i 6 måneder efter operationen.
Tidligst 1 uge efter trådene er fjernet, kan du stille og roligt vende tilbage til dit normale/aktive liv.
OBS – nu er sårlinierne sarte og vær meget forsigtig under påklædning og badning.
Stille-siddende arbejde kan genoptages efter få dage. Du kan se hævet og “lidt medtaget ud”.
Fysisk anstrengende arbejde kan genoptages efter 1 uges tid.
Operation af de øvre øjenlåg er et kirurgisk indgreb og ved enhver operation, vil der være en risiko for komplikationer om end det er sjældent.
Den mest alvorlige, men ekstremt sjældne komplikation er akut indsættende blødning, hvilket kan forårsage tryk på synsnerven. I yderste konsekvens – og såfremt man IKKE henvender sig med det samme, kan der opstå blindhed.
Det er derfor vigtigt, at du henvender dig såfremt der opstår voldsomme smerter, hævelse eller blødning – til øjenklinikken i åbningstiden eller til vagtlæge.
Efter selve operationen kan man forvente hævelse og let misfarvning af øjenomgivelserne. Man vil kunne mærke ømhed og ’spænding’ på grund af hævelsen, men ikke have deciderede smerter. Du skal tage det stille og roligt indtil tråd fjernelse.
Venlig hilsen
PRIVATHOSPITALET MØLHOLM
Øjenklinikken - oftalmologi