Otosklerose: Operation for fastvokset stigbøjle
Har du høretab og evt. tinnitus? Otosklerose er en sygdom i knoglen omkring det indre øre, der giver nedsat hørelse. Den kan være arvelig og begynder normalt i teenageårene eller begyndelse af tyverne. Der findes ingen helbredende medicin, men ved mere udtalt høretab kan du overveje enten høreapparater eller en operation. Vi kan undersøge dig og vurdere, om du vil have glæde af operation.
Værd at vide om behandling af otosklerose
Otosklerose er en sygdom i knoglen omkring det indre øre. Det kan forårsage høretab, når ny knogle dannes omkring fodpladen på stigbøjlen og reducerer den lyd, der når det indre øre. Otosklerose påvirker også ofte funktionen af nervecellerne i det indre øre og giver derfor nedsat produktion af nervesignaler til hjernen.
Hvem får otosklerose?
Årsagen til otosklerose er ikke fuldt forstået, selvom den kan være arvelig. Otosklerose påvirker kun ørerne og ikke andre dele af kroppen. Begge ører er normalt involveret i et vist omfang, men hos nogle er kun det ene øre påvirket. Sygdommen begynder normalt i teenageårene eller begyndelsen af tyverne. Nogle undersøgelser tyder på, at hormonelle forandringer i forbindelse med graviditet kan accelerere otosklerose.
Hvad er symptomerne på otosklerose?
Det mest almindelige symptom er høretab. Det kan tage nogle år, før høretabet når et niveau, så det opdages. Graden af høretab kan variere fra let til svært. Udover høretabet får en del mennesker med otosklerose også tinnitus (støj i øret). Intensiteten af tinnitus er ikke nødvendigvis relateret til graden eller typen af høretab. Meget sjældent kan otosklerose også forårsage svimmelhed.
Hvis du lider af høretab og tinnitus, kan det skyldes otosklerose. Sygdommen kan desværre ikke helbredes med medicin. Ved udtalt høretab kan du derfor have glæde af en operation.
Der findes desværre ingen helbredende medicin mod otosklerose. Hvis du har otosklerose, har du flere muligheder afhængig af din grad af hørenedsættelse.
Ved beskedent høretab kan du vælge ikke at gøre noget. Hvis du har mere udtalt høretab, kan du enten vælge høreapparater eller kirurgi.
Høreapparater forstærker lyde, så du kan høre bedre. Fordelen ved dem er, at de ikke giver nogen operativ risiko. Til gengæld kræver de vedligehold og for mange er løningen kosmetisk utilfredsstillende. Operation har en del fordele, med der er også risici ved kirurgi.
Formålet med operativ behandling
Hvis dit ene øre er påvirket, kan operation være med til at lokalisere lydens retning, og at du hører bedre i baggrundsstøj. Hvis begge dine ører er påvirket, opererer vi normalt på det dårligste øre først. Ved et stort høretab i indre øre kan du stadig have brug for et høreapparat efter operationen.
Praktiske oplysninger
Det kan være en god idé at medbringe læsestof.
Du kan ikke selv køre bil hjem.
I hjemmet skal der være en voksen person, der kan holde øje med dig det første døgn efter operationen. Du bør holde dig inden døre i det første døgn.
Forud for din operation hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig de relevante informationer.
Operationen kaldes en stapedotomi (stigbøjlen=stapes) og tager normalt omkring ¾ time ± 15 minutter. Operationen udføres oftest i fuld bedøvelse, men hvis du ikke kan tåle at blive bedøvet, kan indgrebet evt. laves i en kombination af lokal bedøvelse og sløvende medicin. Vi afgør sammen, hvad der er bedst for dig.
Indgrebet foretages gennem øregangen ved at ca. halvdelen af trommehinden klappes frem sammen med en lille del af øregangshuden. På den måde får du intet synligt ar. Den øverste del af stigbøjlen fjernes med laser og små instrumenter. Efter det tildannes et lille hul med laser og mikrobor i stigbøjlens fodplade. Her sætter vi en ikke-magnetisk protese ind. Den ene ende anbringer vi i hullet i fodpladen, og i den anden ende lukkes et øje omkring amboltens lange ben for at genoprette funktionen af dit mellemøre. Efter indgrebet vil du få en lille gazebindsstrimmel med salve i øret.
Protesen påvirkes ikke ved MR-scanning og ses eller påvirkes ikke af scannere i lufthavne.
Du kan normalt udskrives en time eller to efter indgrebet.
Du bør holde øret tørt de første par uger. Brug vandskyende vat, når du tager brusebad eller vasker hår. Du skal undgå flyrejser de første 14 dage.
Der kan være en lille mængde blodigt flåd fra øregangen det første døgn eller to. Infektion er meget sjælden, men hvis der er tiltagende flåd, smerter, svimmelhed eller ildelugt skal du kontakte os.
Gazen i øret fjernes af lægen på Privathospitalet Mølholm 1-2 uger efter operationen.
Hørelsen vender langsomt tilbage og kan først vurderes efter 4-5 uger. Derfor er første høreprøvekontrol efter 2 måneder.
Du bør kontakte os, hvis der i efterforløbet pludselig opstår yderligere nedsat hørelse eller svimmelhed.
Der er nogle risici, som du skal kende til før operationen. Disse potentielle komplikationer er sjældne.
- Yderligere tab af hørelse
Hos et lille antal patienter kan hørelsen blive yderligere nedsat som følge af skade på det indre øre. For erfarne kirurger er denne komplikation på under 1% (mindre end en ud af 100), men derfor vælges som regel det dårligste øre først til kirurgi.
Meget sjældent kan operationen medføre døvhed på det opererede øre (under en ud af tusind).
- Svimmelhed
Svimmelhed ses ofte forbigående efter stapedotomi og kan resultere i kvalme og opkastning. Nogen usikkerhed kan forekomme de første dage efter operationen. Meget sjældent (under 1%) kan let svimmelhed være noget længerevarende (uger).
- Smagsforstyrrelse
En kombineret smags- og følenerve løber gennem mellemøret, og ofte er der forbigående påvirkning af smags- og føleevne på sideranden af tungen i samme side som operationen. Op til 15% oplever en længerevarende eller blivende påvirkning af smagssansen, selvom nerven ikke har taget synlig skade ved operationen. Sjældent er man nødt til at ofre den lille nerve ved operationen, og tilstanden vil så være permanent, men kun i det lille område. Dette sker hos ca.1% af de opererede. - Påvirkning af ansigtsnerven
Ansigtsnerven (nervus facialis), som giver bevægelse i det meste af ansigtets muskler, løber igennem mellemøret, meget tæt på stigbøjlen. Heldigvis ligger nerven i langt de fleste tilfælde gemt væk under en tynd knogleskal, og det er yderst sjældent, at denne nerve tager skade. Men i sjældne tilfælde kan nerven tage enten forbigående eller permanent skade. Skaden kan være delvis eller komplet. Symptomer på skade af ansigtsnerven er at mundvigen på den beskadigede side "hænger" og det kan (især i begyndelsen) være sværere at styre læberne, når man tygger og drikker. Derudover mærker man typisk, at det er svært (eller umuligt) at lukke øjet, og det kan være nødvendigt at sove med øjenklap i hvert fald i en periode. Hvis ikke øjet genvinder tilstrækkelig lukkefunktion vil man i nogle tilfælde kunne indoperere en lille guldplade i øjenlåget, som kan hjælpe. Skade på ansigtsnerven sker i omtrent 0,1% (1/1000) af operationerne. - Tinnitus
Den tinnitus (ofte en susende lyd), mange har før en operation, forsvinder hos omkring halvdelen, hos en tredjedel vil den være uændret, og hos en ud af 6 bliver den mere udtalt.
Speciallæger og behandlere

