Øresten: Undersøgelse og behandling
Døjer du med korte anfald af svimmelhed, når du laver bestemte bevægelser med dit hoved? Ørestenssygdom opstår, når øresten har løsnet sig og bevæget sig ud i buegangene. Vores dygtige speciallæger kan undersøge og behandle dig inden for kort tid.
Værd at vide om behandling af øresten
Øresten er små krystaller af kalcium, der forekommer naturligt i dine ørestenssække. De organer udgør sammen med de tre buegange balanceorganet i det indre øre. Buegangene indeholder væske og fine sansehår, der registrerer hovedets rotation. Ørestensorganerne registrerer dit hoveds bevægelse og stilling i forhold til tyngdekraften. På den måde ved du, om retningen er op eller ned, til højre eller venstre, forlæns eller baglæns.
Forskellige faktorer som alder, hovedskader, øreinfektioner eller lidelser i det indre øre menes at være årsager til, at øresten kan løsne sig og bevæge sig ud i buegangene. Ofte finder man dog ikke nogen oplagt årsag. Når løse øresten forvilder sig ind i buegangene, kommer der ved nogle hovedbevægelser efterfølgende bevægelse af væsken i buegangene. Når væsken bevæger sig, opfatter vores hjerne det som om hovedet roteres kraftigt. Netop denne fornemmelse betegnes som klassisk svimmelhed.
Symptomer på øresten
Ørestenssygdom er den hyppigste årsag til svimmelhed. Selve anfaldene er meget korte og varer kun nogle sekunder. De giver kraftig rotatorisk svimmelhed ved bestemte hovedbevægelser. Et anfald kan give utilpashed og fornemmelse af køresyge.
Hvis du holder dig helt i ro, forsvinder svimmelheden imidlertid, og det er derfor tydeligt for de fleste, at det drejer sig om anfald, der provokeres af hovedbevægelser. Sygdommen er sjælden hos yngre, men tiltager i hyppighed med stigende alder. I løbet af livet ses det hos omkring halvdelen af os, lidt hyppigere hos kvinder end mænd.
Ofte starter den godartede positionssvimmelhed ved, at du vågner om natten med kraftig svimmelhed, når du vender dig i sengen. Når du rejser dig fra sengen, kommer der ofte igen et voldsomt svimmelhedsanfald. Anfaldene varer typisk 15-30 sekunder og fornemmes som en voldsom drejning rundt i rummet. Hvis du ser på personens øjne, vil de rulle rundt eller slå op og ned under anfaldet.
Den buegang, der oftest rammes af sygdommen, er den bageste buegang. Derfor får du en fornemmelse af at rotere i et lodret plan. Læner du hovedet tilbage for at se opad, fornemmer du, at du vælter bagover. Dine øjne får samtidig et signal om, at du snurrer baglæns. Derfor laver de nogle rytmiske bevægelser i samme retning.
Svimmelheden kan være ledsaget af kvalme og eventuelt opkastninger. Mellem anfaldene kan du have en vis usikkerhedsfornemmelse.
Hvis du døjer med korte anfald af svimmelhed ved bestemte hovedbevægelser, kan du have øresten og glæde af behandlingen.
Vi stiller diagnosen ved specielle tests (fx. Dix-Hallpikes test) alt efter, hvilken buegang vi formoder ørestenene har forvildet sig ud i. Ved undersøgelserne forsøger vi at fremprovokere svimmelheden. Du skal ligge ned med hovedet drejet til den ene og den anden side. På den måde kan vi konstatere, hvilken buegang der er syg.
Hvis du har ørestenssygdom, kommer der et helt specielt bevægemønster af øjnene, når du bliver lagt ned på denne måde.
Hvis sygdommen ikke behandles, går den som regel over af sig selv, men det kan tage uger eller mange måneder. Behandlingen er meget let og lykkes i næsten alle tilfælde.
Vi kan afhjælpe løse øresten ved, at udføre en øvelse, hvor vi forsøger at få ørestenene tilbage, hvor de kom fra (fx Epley's manøvre ved sten i bageste buegang). Ørestensklumpen føres tilbage til den ørestenssæk, den kom fra ved hjælp af tyngdekraften.
Hos nogle patienter vender sygdommen tilbage flere gange. I så fald kan det kræve flere behandlinger, før vi får ørestenene endeligt på plads. Desuden kan mange opleve at have "rest-svimmelhed", som føles som en gyngende usikkerhed. I de fleste tilfælde forsvinder det stille og roligt, men kan godt i nogle tilfælde vare op til 2 måneder.
Speciallæger og behandlere


