Plastikkirurgisk Center på Privathospitalet Mølholm har specialiseret sig i kosmetiske operationer og foretager alle former for kosmetiske plastikkirurgiske indgreb, såsom operation af øjenlåg, operation for stritører, fedtsugning m.m. og plastikkirurgi efter stort vægttab / korrektion af overskydende hud.
Ørekorrektion, stritører
Nogle er født med stritører. En del vil på et eller andet tidspunkt i deres opvækst eller som voksen blive kede af deres ører, enten fordi de bliver drillet, eller blot fordi de er generet kosmetisk.
Hvor gammel skal man være?
Stritøreoperationer udføres både på børn og voksne.
For børns vedkommende afhænger det optimale tidspunkt for operation af det enkelte barn og dets modenhed. Hos børn op til 8 år kan det være en fordel at anvende fuld narkose.
Hvis barnet er modent og kan samarbejde, bl.a. om at ligge stille den time, indgrebet varer, kan operationen udføres i lokal bedøvelse.
For børns vedkommende er det vigtigt for et godt forløb, at ønsket om operation er barnets eget.
Operationsmetode
Tilstanden behandles kirurgisk.
Konsultationen
Du vil ved første konsultation på Privathospitalet Mølholm blive undersøgt og få rådgivning samt vejledning med hensyn til operation og efterforløbet af speciallæge i plastikkirurgi.
Inden første konsultation vil vi anbefale dig at bruge bagsiden af denne skrivelse til at notere eventuelle spørgsmål, så du husker at stille dem ved konsultationen, hvor informationen vil blive uddybet.
Du er velkommen til at tage en ven eller familiemedlem med til konsultationen.
Der vil blive taget foto.
Du kan tidligst blive opereret en uge efter den første konsultation, da du skal have tid til at tænke tingene godt igennem, inden du beslutter dig for operation. Når du har besluttet dig, planlægges det videre forløb individuelt.
Inden operationen
For børns vedkommende anbefales det at påføre EMLA-creme (også kaldet tryllecreme) 2 timer før operation. Cremen smøres ned under øreflipper og godt om bag på øret i furen, hvorefter der dækkes med det medfølgende stykke plastik. EMLA-cremen (ikke EMLA-plaster) købes receptfrit på apoteket.
Du må IKKE indtage Kodimagnyl, Magnyl, Treo eller andet blodfortyndende medicin 7 dage før operationen. Gigtmedicin må ikke tages 5 dage før operation, men må anvendes som smertestillende efter operationen.
Hvis du får blodfortyndende medicin bør nedtrapningen foretages i samråd med lægen.
Dette gælder også for NATURMEDICIN, eksempelvis Q10, fiskeolie, hvidløgspiller, E-vitamin etc.
Det tilrådes at undlade rygning 3 uger før operationen og 2 uger efter. Dette for at sikre bedst mulig blodtilførsel til det underminerede område og det pæneste resultat efter operation.
Hvis du er syg og her menes både influenza, forkølelse, og forskellige former for betændelses-tilstande er det meget vigtigt, at du ringer til klinikken for at forhøre dig om, hvordan du skal forholde dig. Grunden er, at immunforsvaret ikke er i orden efter infektiøse tilstande, og da det drejer sig om planlagt operation, er det vigtigt at minimere faktorer, der kan have indflydelse på det endelige resultat og ikke sætte dit helbred på spil.
Operation i fuld bedøvelse
Ørerne vaskes, og ansigtet dækkes med et stykke sterilt papir.
Snittet lægges bag øret, og kirurgen bearbejder og tilpasser brusken, således at øret kommer til at lægge tættere op ad hovedet. Herefter syes huden sammen igen, og proceduren gentages på modsatte øre.
Der syes i huden med tråde, der IKKE skal fjernes. Trådene går selv i opløsning efter 2-3 uger. Enkelte patienter oplever på det tidspunkt, at kroppen har svært ved at opløse de indvendige tråde, og at der derimod opstår noget, der ligner små bumser. Der er ikke tale om infektion, men en irritationstilstand på de anvendte tråde. Det vil gå over af sig selv, når blot man holder området rent og evt. får fjernet trådrester.
Efter endt operation anlægges der en hovedforbinding, som patienten skal bære den næste uge.
Efter forbindingen er fjernet, får patienten udleveret en nathue/natbandage, som skal anvendes i yderligere 2 uger.
Efterforløbet
Det er vigtigt at holde sig i ro de første døgn efter indgrebet.
Man skal undgå foroverbøjning og have hovedet højt, når man skal sove.
Ved smerter kan anvendes Panodil, Pinex eller Pamol, enten som tablet eller stikpille.
Sygemelding
Skole eller arbejde kan normalt genoptages efter 2-3 dage, men de fleste vælger dog at vente til efter forbindingen er fjernet.
Bad
Du må tage bad efter 1 uge, dvs. når forbindingen er fjernet. I mellemtiden kan du godt vaske dit ansigt, men ikke dit hår.
Udøvelse af sport
Det anbefales at undlade at dyrke sport i ca. 4 uger, efter forbindingen er fjernet.
Kontrol
1 uge efter operationen fjernes forbindingen.
Ørerne er på det tidspunkt stadig let hævede, ømme og kan være blåfarvede i et par uger efter operationen. Dette vil langsomt aftage.
Komplikationer
Ved stritøreoperation som ved alle kirurgiske indgreb kan der forekomme komplikationer. Det kan dreje som om blodansamling eller evt. infektion. Begge komplikationer optræder kun i sjældne tilfælde (mindre end 1 %).
Resultater
For langt de flestes vedkommende vil resultatet være tilfredsstillende og pænt. Dog sker det i ca. 5 % af tilfældene, at det ene eller måske begge ører begynder at stritte lidt igen. I sådanne tilfælde er der mulighed for senere korrektion.
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.