GON Blokade
Blokade mod nakkesmerter, spændingshovepine, migræne, klyngehovedpine og følger efter piskesmæld.
Hvad er en GON blokade?
En GON-blokade er en indsprøjtning af lokalbedøvelsesmiddel, oftest tilsat binyrebarkhormon omkring nerver til baghovedet og nakken. GON-blokaden bruges især til diagnostik eller behandling af anfaldsvise hovedpiner som for eksempel migræne og klyngehovedpine (Hortons). GON-blokaden kan også bruges til andre hovedpiner, særligt de som stammer fra nakken eller for at bryde et akut migræneanfald. GON-blokaden foretages med ultralyd, mens du ligger på maven og tager ca. 15 minutter.
Virkning?
Hensigten er at dæmpe signalerne fra GON-nerven, så du dels får færre smerter, en bedre nattesøvn, kan udtrappe medicin, kan røre dig og motionere mere samt få højere livskvalitet. Der er flere videnskabelige artikler, der har vist færre smerter og mere bevægelsesfrihed af GON-blokade hos patienter med kroniske hovedpineformer. Enkelte patienter vil opleve smerteforværring de første dage efter blokaden, hvorefter effekten og lindring i det berørte område af kroppen indtræder efter 2-3 dage.
Diagnostisk undersøgelse / behandling?
Blokaden er både diagnostisk for at undersøge, hvor smerten kommer fra, men kan også være terapeutisk ved at bryde den onde cirkel med smerter, dårlig søvn og påvirket livskvalitet. Smertelindringen kan være god og langvarig, men virkningsvarigheden er variabel fra patient til patient. Typisk fra uger til måneder. Enkelte patienter får ingen effekt og smertelokalisationen skal måske findes et andet sted. I nogle tilfælde ser man, at gentagne behandlinger får smerten til at ”skrumpe”, både i intensitet, men også i udbredelse.
Hvordan udføres interventionen?
Ved GON-blokader behandler vi occipitalis-nerverne på den ene eller begge sider, alt efter hvor du har hovedpine eller nervesmerter.
Efter steril afvaskning lægges lokalbedøvelse i huden og ved hjælpe af ultralyd anlægges blokaden med en meget tynd blokadenål.
Du ligger på maven og det tager ca. 15 minutter.
Gør det ondt?
Vi lægger meget vægt på, at undersøgelsen/interventionen foregår med så få gener som muligt. Vi vil derfor anlægge lokalbedøvelse omkring indstiksstedet og eventuelt anvende en isterning for at køle området.
Hvem udfører undersøgelsen?
Ultralydsvejledte nerveblokader udføres af erfarne speciallæger i anæstesiologi (narkose), der har udført talrige lignende indgreb.
Hvor lang tid tager undersøgelsen?
Undersøgelsesforløbet varer ca. 20 minutter, hvor selve indgrebet typisk vil vare 15 minutter. Den øvrige tid bruges til information.
Du vil blive bedt om at vente i 15 minutter efter behandlingen, så vi kan se, at du tåler medicinen, og at du har det godt, kan støtte på benene og har forstået det videre forløb.
Er der bivirkninger ved undersøgelsen?
Bivirkninger til blokaden: Det er meget almindeligt at opleve lidt hævelse ved indstikket samt en vattet og sovende fornemmelse i baghovedet, omkring øret, kind og nakke. Bivirkningerne er milde og forsvinder i løbet af timer, når lokalbedøvelsen holder op med at virke. Binyrebarkhormon kan give rødme i ansigtet og på brystet samt lidt stigende blodsukker. Søvnen kan også være påvirket de første dage efter blokaden.
Blodfortyndende medicin?
Hvis du tager blodfortyndende medicin såsom Marevan, Plavix, Clopidogrel, Padraxa, Brilique eller lignende, bedes du oplyse det så hurtigt som muligt. Du må gerne indtage Hjertemagnyl, men er du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os.
Speciallæger og behandlere