Behandling: Epidural blokade
En epidural blokade kan afhjælpe smerter i lænderyg, baller og ben og er især at foretrække, hvis flere dele af din ryg er involveret. Blokaden anlægges af en erfaren speciallæge i anæstesiologi. Vi lægger meget vægt på, at behandlingen foregår med så få gener som muligt. For nogle vil smertelindringen være betydelig og for andre vil indgrebet primært være diagnostisk for at undersøge, hvor dine smerter kommer fra.
Værd at vide om epidural blokade
Epidural er et tyndt hindelag, som omkranser din rygmarvskanal. Smerter i lænderyg, baller og ben kan i nogle tilfælde afhjælpes med en epidural blokade.
Du kan få glæde af en epidural blokade, hvis du har smerter i lænderyggen, ballerne eller i dine ben. Blokaden er især at foretrække, hvis dine smerter involverer flere dele af din ryg.
Du skal komme i løst tøj og vil ofte blive bedt om at have en ledsager med dig. Inden din behandling vil du modtage et indkaldelsesbrev, hvori der står hvilke særlige hensyn du skal tage.
Vi fraråder, at du selv kører bil hjem, da enkelte har nedsat følelse i benene efter indgrebet.
En epidural blokade udføres af erfarne speciallæger i anæstesiologi (narkose), der har udført talrige lignende indgreb.
Vi lægger meget vægt på, at undersøgelsen foregår med så få gener som muligt. Vi vil derfor altid give lokalbedøvelse omkring indstiksstedet.
Vi injicerer ca. 10 ml epiduralt. Indholdet består af 1 ml lokalbedøvelse, 2-3 ml langtidsvirkende binyrebarkhormon og 6-7 ml saltvand.
Ved anlæggelse af en epidural blokade skal du sidde op eller ligge på siden med ryggen krummet godt sammen, så dine lænderyghvirvler "åbner" sig. På den måde er indgrebet lettest at gennemføre.
Efter steril afvaskning lægger vi lokalbedøvelse i huden. Når bedøvelsen virker godt, anlægger vi selve blokaden.
Virkningen optræder oftest først nogle dage efter behandlingen.
Smertelindringen kan være betydelig. Varigheden af virkningen kan variere fra uger til måneder.
I nogle tilfælde er der ingen effekt. Det kan tyde på, at smertelokalisationen er et andet sted. Indgrebet er primært diagnostisk for at undersøge, hvor dine smerter kommer fra.
I op til 25% af tilfældene ser vi dog, at smerteniveauet reduceres betydeligt og med længerevarende effekt. Det opnås efter to til fire behandlinger.
Undersøgelsesforløbet varer ca. 25 min, hvor selve indgrebet typisk vil vare 15 min. Den øvrige tid bruges til information og samtale.
Enkelte har nedsat følelse i benene efter indgrebet, og derfor fraråder vi, at du kører bil hjem.
Der kan komme lette smerter ved indstiksstedet i de første dage, men det kræver ingen behandling.
Vi har aldrig set tilfælde med infektion, nerveskade eller blødning. Komplikationerne er meget sjældent
forekommet, men beskrevet i verdenslitteraturen.
Sjældent kan der forekomme forværring i smerterne/føleforstyrrelserne.
Bivirkninger til medicin forekommer sjældent. Der kan dog forekomme rødme og varmefølelse i ansigt og på grund af indre uro kan første nat efter blokaden være dårlig. Patienter med sukkersyge vil opleve at blodsukkeret er højere i nogle dage efter blokaden.
Speciallæger og behandlere