Behandling af nyresten
Har du ondt ved vandladning og kraftige smerter i ryggen, siden og nedad mod lænden? Nyrestensanfald er noget af det mest smertefulde, der findes. I mange tilfælde kan små nyresten selv passere ud, især hvis de er mindre end 4-5 mm. Hvis stenen sætter sig fast i urinlederen, eller hvis du vedvarende har meget stærke smerter, kan stenen fjernes ved en kikkertoperation. Her går vi ind gennem urinvejene med en tynd kikkert og knuser stenene med laser. Det giver en kort operationstid. Vi undersøger, hvad stenen er lavet af, og hvilke muligheder du har for at undgå at danne nyresten i fremtiden.
Værd at vide om behandling af nyresten
Nyresten er en hyppig lidelse, hvor salte i urinen samler sig som sten. Nyrestensanfald kan være en af de mest smertefulde tilstande, du kan opleve. I mange tilfælde kan små nyresten selv komme ud, ofte hjulpet af smertestillende medicin.
Hvis stenen sætter sig fast, eller det tager mere end nogle få dage med smerter, eller hvis du får feber, kan det være nødvendigt at fjerne stenen ved en kikkertoperation.
Symptomer på nyresten
Nyresten kan give stærke smerter og meget kraftige symptomer:
- Intense og kraftige smerter, der kommer og går
- Krampende smerter i ryggen under ribbenene eller i siden
- Smerter og en brændende fornemmelse ved vandladning
- Blod i urinen
- Kvalme og opkast
- Smerter der spreder sig nedad mod lænden og lysken
- Vedvarende trang til at lade vandet
Hvis du har kraftige smerter i siden, ryggen eller nedad mod lænden og lysken, eller en brændende fornemmelse ved vandladning, bør du undersøges for nyresten. Vi kan behandle både mindre og store nyresten.
Forud for operationen modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer om fasteregler, blodfortyndende medicin m.m.
Efter operationen må du ikke selv køre bil hjem. Derfor er det vigtigt, at du laver en aftale med en ledsager, der kan sørge for din hjemtransport.
Nyresten, der er mindre end 20 - 25 mm, og sten i urinlederen behandles normalt med en kikkertoperation op gennem urinvejene. Det er en relativt lille operation, med meget lav risiko for komplikationer.
Vi har det bedste apparatur til behandling af nyresten. Vi har den nyeste laser på markedet til knusning af sten. Laseren (Soltivelaser) er en markant forbedring i forhold til de tidligere lasere. Den er mere effektiv og giver en kortere operationstid.
For at mindske generne ved operationen anvender vi også de tyndeste kikkerter og de blødeste katetre, der findes på markedet.
Proceduren kaldes en ureteroskopisk stenfjernelse og er en kikkertoperation gennem urinrøret og urinlederen.
Selve operationen
Operationen for mindre nyresten foretages i fuld bedøvelse.
Lægen foretager en kikkertundersøgelse af blæren med oplæggelse af et ureterkateter (rør), som føres op gennem urinlederen til nyrebækkenet. Det gør vi for at kunne anvende kontrastvæske til at belyse forholdene i nyren. Ud fra det kan vi planlægge en strategi i forbindelse med stenfjernelsen.
Under selve operationen fører vi et ganske tyndt kikkertinstrument op i urinlederen gennem urinrøret og blæren. Stenen pulveriseres med laser, og stumperne fjernes.
Oftest anlægger vi ved slutningen af operationen et JJ-kateter. Kateteret ligger fra nyren til blæren og skal sikre afløbet af urin fra nyren til urinblæren. JJ-kateteret kan genere en del, og specielt i de første dage kan du have ondt i nyren i forbindelse med vandladning. De fleste oplever hyppig vandladningstrang. Det skyldes, at kateteret irriterer blæren, og det er ikke et udtryk for, at du har fået en blærebetændelse. Kateteret kan også forårsage blod i urinen.
Du kan bevæge dig normalt, men hård fysisk aktivitet såsom løb, tunge løft og anden gymnastisk aktivitet kan øge generne ved at have JJ-kateter. For at mindske generne mest muligt anvender vi på Privathospitalet Mølholm de blødeste katetre der findes på markedet (siliconekatetre).
Proceduren til fjernelse af store nyresten kaldes en perkutan behandling. Først nedbrydes stenen med laser og efter det, skylles nyren med saltvand til skyllevandet er klart.
Vi har det bedste apparatur til behandling af nyresten. Vi har den nyeste laser på markedet til knusning af sten. Laseren (Soltivelaser) er en markant forbedring i forhold til de tidligere lasere. Den er mere effektiv og giver en kortere operationstid.
For at mindske generne ved operationen anvender vi også de tyndeste kikkerter og de blødeste katetre, der findes på markedet.
Selve operationen
Den perkutane behandling foretages i fuld bedøvelse.
Vi foretager en kikkertundersøgelse af din blære med oplæggelse af et ureterkateter (rør), som føres op gennem urinlederen til nyrebækkenet. Det gør vi dels for at kunne anvende kontrastvæske til at belyse forholdene i nyren, og dels for efter operationen at kunne give mulighed for at skylle nyrebækkenet kontinuerligt, for at modvirke blødning. Urinlederkateteret holdes på plads ved at fæstne det til et blærekateter.
Vi bruger ultralyd til at føre en nål ind i nyrebækkenet. Efter det kan vi udvide forbindelsen ind til nyren, så vi kan indføre et kikkertinstrument. Vi nedbryder stenene med laser og fjerner stenstumperne.
Når nyren er fri for sten, indlægger vi et kateter gennem kanalen for at sikre, at urin og skyllevand kan løbe ud.
Når du kommer tilbage på sengeafdelingen, har du altså et kateter ud gennem siden og et kateter i blæren. Vi skyller hele systemet med saltvand.
Skyllet bibeholdes, indtil skyllevandet er klart eller til næste morgen.
Hvis det hele er tilfredsstillende næste morgen, fjerner vi blærekateteret. Efter det afklemmer vi nyrekateteret et par timer for at sikre, at urinen løber frit ned gennem urinlederen.
Inden du bliver udskrevet, aftaler vi, hvor mange dage du skal have nyrekateteret.
Efter operation for mindre nyresten
I de fleste tilfælde skal JJ-kateteret ligge nogle få dage, og du kan enten selv fjerne det eller gå til din egen læge og få det fjernet. I sjældnere tilfælde er der behov for, at det ligger 1 - 2 uger, og så skal det fjernes hos os. Det foregår ved anvendelse af en ultratynd kikkert under lokal bedøvelse. Det tager nogle få minutter.
Efter operationen skal du hvile dig et par timer på hospitalet, hvor vi observerer dig og kontrollerer at alt forløber som det skal. Efter det bliver du udskrevet.
Du må ikke selv føre bil hjem. Det er derfor vigtigt, at du har en aftale med en ledsager, der kan sørge for hjemtransporten.
Når du har fået fjernet nyresten får du en samtale om, hvordan du skal forholde dig fremover med hensyn til forebyggelse og behandling af nyrestenstilfælde.
Efter operation for store nyresten
Efter operationen skal du forholde dig roligt i et til to døgn. Efter det er der principielt ikke yderligere forholdsregler.
Hvis der er bakterier i stenen eller nyrebækkenet, kan du eventuelt få feber. Normalt gives derfor forebyggende antibiotikabehandling indtil udskrivelse.
En vis lettere blødning kan sjældent undgås, men det er som oftest ophørt næste dag.
Speciallæger og behandlere

