Behandling for inkontinens hos kvinder: TVT operation
Døjer du med stress-inkontinens eller trang-inkontinens som kvinde? Urininkontinens kan afholde dig fra aktiviteter pga. frygt for, at du ikke vil være i stand til at holde dig. Vi kan undersøge dig for at finde den helt rette behandling. Vi tilbyder slyngeoperation (TVT) for behandling af stress-inkontinens med kort ventetid.
Værd at vide om behandling af urininkontinens
Urininkontinens betyder ufrivillig afgang af urin. Det kan dreje sig om alt fra få dråber urin til større mængder, der kan kræve bind eller ble.
Inkontinens er en meget almindelig tilstand, der ses hos over en tredjedel af alle kvinder. Det opleves ofte invaliderende, fordi det afskærer dig fra at deltage i sport eller anden aktivitet. I andre tilfælde kan det også binde dig til at være i nærheden af et toilet.
De vigtigste typer af urininkontinens er:
- Stress-inkontinens: Lækage i forbindelse med host, nys, løft, latter eller anden fysisk aktivitet. Det skyldes oftest en svækkelse af bækkenbunden, som regel efter fødsler.
- Trang-inkontinens: Lækage i forbindelse med stærk vandladningstrang, som ikke kan undertrykkes. Det kaldes også en overaktiv blære, og det er en tilstand, hvor den normale kontrol over blæren er påvirket.
- Blandingsinkontinens: Er en blanding af begge typer i varierende grad
Som kvinde med urininkontinens kan du opleve, at det har stor påvirkning på din hverdag. Du kan føle dig bundet af, at skulle være tæt på et toilet, eller at du ikke kan deltage i forskellige aktiviteter.
Inden du møder første gang til undersøgelse på Privathospitalet Mølholm, beder vi dig udfylde to skemaer. Det ene er et spørgeskema vedrørende vandladningssymptomerne og det andet er et væske-vandladningsskema.
Det skal føres over tre døgn med registrering af, hvor meget du drikker, hvornår du lader vandet, mængden af de enkelte vandladninger og tidspunkt for eventuelle episoder med urinlækage. Et plastiklitermål er velegnet. Målingerne foretages selvfølgelig mest praktisk en dag, hvor du er hjemme og i nærheden af dit toilet.
Forud for en operation hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.
Behandling af tranginkontinens
Tranginkontinens kan behandles med blæretræning, medicin eller en indsprøjtning i blærevæggen. I nogle tilfælde kan man foretage operation med udvidelse af blæren. Her udvides din blære i nogle timer med saltvand, mens du har en rygmarvsbedøvelse.
Behandling af stressinkontinens
Hvis du lider af stressinkontinens, indleder vi behandling med bækkenbundstræning. Hvis det ikke har haft effekt efter nogle uger, kan en operation overvejes. Hvis du er efter overgangsalderen, kan du ofte blive tilbudt lokal hormonbehandling.
TVT behandling: Vaginal slyngeplastik med proleneslynge
TVT er den mest udbredte behandling af stress-inkontinens. Operationen blev introduceret i 1996, og har vist sig utroligt effektiv, også på langt sigt. Over 90% af de kvinder, der bliver opereret bliver fuldt tilfredse.
Operationen udføres normalt i lokalbedøvelse og varer ca. en halv time.
Vi laver 2 små snit i huden over skambenet og et snit i skeden ved urinrøret. Ved operationen placerer vi et bånd af kunststof (prolene) under urinrøret for at støtte det. Det bånd absorberes ikke, men giver permanent støtte resten af livet. Infektioner og fremmedlegemereaktion imod båndet kan forekomme, men er i praksis meget sjælden.
Du vil være vågen og kan samarbejde med at hoste på kommando, så båndet ligger som det skal uden at stramme. De 2 små sår over skambenet lukkes med et par små plastre, og såret i skeden lukkes med en selvopløselig tråd.
Ved operationens afslutning indlægger vi et kateter i blæren og en lille tampon i skeden. Tamponen fjernes efter et par timer. Kateteret skal du beholde til dagen efter. Du får instruktion i at fjerne kateteret.
De første par døgn bør du forholde dig nogenlunde roligt. Efter det vil du normalt kunne genoptage aktivitet, så længe du undgår tunge løft.
Du skal forvente at være sygemeldt i 1-2 uger. Der er også samlejeforbud i de første par uger efter operationen.
Du bør ikke cykle de første 4 uger efter operationen, og badning i badekar eller bassin er heller ikke hensigtsmæssigt i de første 4 uger.
Helt normal aktivitet kan genoptages efter ca. 4-6 uger. Hvis du får feber eller vandladningsproblemer, bør du kontakte Privathospitalet Mølholm eller din egen læge, da der kan være tale om urinvejsinfektion, som skal behandles.
Ca. 2 måneder efter operationen tilbyder vi dig en opfølgende konsultation med måling af vandladningen, kontrol af blæretømningen og en gynækologisk undersøgelse for at sikre, at båndet ligger korrekt.
Speciallæger og behandlere

