Tidlig ablation af ”konstant” hjerteflimmer betaler sig

Nyt studie fra Kina med 274 patienter, viser, at behandling af ”konstant” hjerteflimmer giver stor effekt hos langt de fleste. Bliv klogere, når hjertelæge, Peter Steen Hansen, fortæller om den ny viden.

Fra venstre: Hjertelæger og klinikchefer Jacob Pontoppidan, Peter Steen Hansen og Sam Riahi.

Hjertelægerne fra Privathospitalet Mølholm følger aktivt med i den nyeste forskning indenfor behandling af hjerteflimmer (atrieflimren). For nyligt deltog de i den årlige europæiske kongres i Paris for hjertelæger (EHRA) – en kongres, der særligt interesserer sig for hjerterytmeforstyrrelser. Her blev et nyt, vigtigt kinesisk studie præsenteret. 

 

Peter Steen Hansen, der er hjertelæge og en af klinikcheferne på Privathospitalet Mølholm, fortæller:

 

”Med det kinesiske studie, har man undersøgt vigtigheden af at tilbyde hurtig behandling med ablation af den type atrieflimren, der er konstant til stede. Noget, der har været en vis skepsis omkring, men som vi nu har evidens bag,” siger han.

80% med normal hjerterytme et år efter ablation

Studiet viser, at næsten 80 procent af patienterne har normal hjerterytme efter et år eller opnår ligeså godt et resultat, som ved ablation af anfaldsvis hjerteflimmer. Dette var kun tilfældet for mindre end 50 procent af dem, der blev behandlet med medicin. Derfor var det en stor nyhed på kongressen, siger Peter Steen Hansen.

 

”Vi har i flere år vidst, at ablationsbehandling af anfaldsvis hjerteflimmer - altså hjerteflimmer, der kommer og går - er en sikker og effektiv behandling. Derimod har der været lidt større skepsis i forhold til den type hjerteflimmer, der ikke går over af sig selv,” siger han.

 

I mange tidligere undersøgelser er det påvist, at resultaterne ved ablation for denne type hjerteflimmer ikke er lige så gode, som hvis hjerteflimmeren optræder anfaldsvis, men det nye studie fra Kina modbeviser nu den opfattelse.

 

Bedre livskvalitet og ingen komplikationer

Patienternes livskvalitet blev også fulgt. Her viser studiet, at de patienter der fik ablation, havde højere livskvalitet efter et år sammenlignet med de patienter, der fik medicinsk behandling. Der var i øvrigt ingen komplikationer i gruppen af patienter, der fik ablationsbehandling.

 

”Det er et meget fint resultat, og undersøgelsen understreger igen, at det er vigtigt at behandle atrieflimren hurtigt efter problemet, er opstået. Uanset om det handler om anfaldsvis eller konstant atrieflimren,” siger Peter Steen Hansen og understreger, at det formodentligt er særlig vigtigt med tidlig behandling af konstant hjerteflimmer, fordi behandling – uanset om det er medicinsk eller ablation – virker dårligere, jo længere man har gået med den ”konstante” hjerteflimmer.

 

I alt deltog 274 patienter i undersøgelsen, som blev fordelt ved lodtrækning til enten ablation (135 patienter) eller medicinsk behandling (139 patienter). Alle patienter havde haft konstant atrieflimren i mindre end et år. Ingen af dem havde fået rytmeregulerende medicin, f.eks. Flecainid eller Cordarone, før de indgik i studiet.

 

Peter Steen vurderer, at studiet er af høj kvalitet. Der er anvendt langtidsoptagelse af hjerterytmen (Holter monitorering) efter 3, 6 og 12 måneder, og det primære mål for studiet er, hvor stor en andel, der har normal hjerterytme et år efter ablationen.

 

”Det primære mål for studiet er, hvor mange der får atrieflimren igen eller andre former for hjerterytmeforstyrrelse i løbet af et års opfølgning, eller om patienten er nødsaget til endnu en ablation,” siger han.

Peter Steen glæder sig over, at otte ud af 10 af patienterne, der blev behandlet med ablation, havde normal hjerterytme efter et år, i modsætning til kun halvdelen af patienterne, der fik medicinsk behandling.

 

Kongressen foregik i Paris fra den 12. til den 14. april 2026 og alle tre hjertelæger og klinikchefer på Privathospitalet Mølholm deltog.

 

Fakta om studiet fra Shanghai (CEPAF Trial)

  • I alt indgik 274 patienter med hjerteflimmer i undersøgelsen
  • Studiet undersøgte behandling med ablation for den "konstante" hjerteflimmer (atrieflimren)
  • Studiet blev præsenteret på den europæiske kongres i Paris for hjertelæger (EHRA)
  • Studiet anvendte Holter monitorering efter 3, 6 og 12 måneder
  • Næsten 80 procent af patienterne, der blev behandlet med ablation, havde normal hjerterytme (”sinusrytme”) et år efter operationen

 

 

Se mere om behandling for hjerteflimmer med hjerteablation

 

13. maj 2026