Knæskade satte Nikolaj Haagen Pytlick ud af spil - men drømmen om de store haller lever stadig
En knæskade i menisken har sat en stopper for opstarten for den lovende venstre back. Nu fortæller Nicolaj om dagen, hvor han fik beskeden, at han skulle opereres i sit knæ.
Sæsonen er kun lige startet og der er blevet tællet ned i Skive Håndbold til at starte op og spille i landets bedste række. Før sommerferien kunne Nicolaj Haagen Pytlick fejre oprykningen fra 1. division.
Men en knæskade sætter pludselig en stopper for det hele. Nu fortæller Nicolaj Haagen Pytlick om dagen, hvor han fik den nedslående besked, at han skulle opereres i sit knæ. En operation, der har sat pause for at venstre back’en kan spille med holdkammeraterne i Skive Håndbold.
Det er en yderst tilfreds ung mand, jeg får i røret, da jeg ringer op. Jeg skal høre, hvordan det går for den lovende håndboldspiller i Skive Håndbold efter operationen.
Den glade stemme kommer bag på mig, for jeg tænker på, hvordan det må føles, når man pludselig bliver sat ud af spil midt i en lovende håndboldkarriere. Nedslående. Trist. Bittert.
Men sådan har Nickolaj ikke valgt at tackle det.
”Jeg har det faktisk skidegodt. Det er gået overraskende hurtigt med genoptræningen, og jeg kan allerede mange ting. Jeg håber, at få lov til at køre endnu mere styrketræning og intervaller her de næste dage,” siger han.
Det værste for en håndboldspiller
I starten af august fik han den kedelige nyhed, at han måtte stille håndboldskoene til side for en stund. Efter en knæoperation venter nu to til tre måneders genoptræning for den 22-årige Nicolaj Haagen Pytlick, som er storprofil i Skive Håndbold.
Men selvom han har valgt at gribe det positivt an, så indrømmer han også, at det er det værste som håndboldspiller at blive ramt af en skade.
”Jeg blev totalt ked af det. Jeg var jo klar til at skulle spille med i landets bedste række og ud og vise mig frem. Jeg havde sådan glædet mig til at spille liga. Men det er det, der sker – og det er der bare ikke noget at gøre ved. Det er bare om at komme så hurtigt som muligt tilbage, så jeg kan bidrage til holdet,” siger han.
Det hele gik vanvittigt stærkt
Skaden sker i starten af august, hvor han spiller en træningskamp i Fredericia. I en af hans finter laver han et retningsskifte, og inde i knæet mærker han en følelse af et ”hop”, og må ud af banen. Knæet hæver op og fysioterapeuten anbefaler en scanning – derfra går det hele stærkt, husker han.
”Jeg får en hurtig tid til scanning onsdag morgen, som viser at jeg har en revne i menisken, og samme dag kan jeg blive opereret – det var jo vanvittigt. Ligefrem at kunne blive opereret allerede samme dag, det havde jeg ikke forventet. Men jeg ønsker jo virkelig at komme hurtigt i gang, så jeg var vanvittig glad for at kunne komme så hurtigt til,” fortæller han.
Direkte kommunikation med sundhedsstaben
Kirurgen, der står bag Nikolajs operation, har mange års erfaring i idrætsskader og samarbejder med eliteklubber rundt om i Danmark.
Han har specialiseret sig i at imødekomme elitesportens behov.
”Når vi får en henvendelse fra en sportsklub, så er det altafgørende, at jeg hurtigt kommer i direkte kontakt med klubbens sundhedsstab. På den måde kan jeg med det samme koordinere med dem og planlægge forløbet hos os – og kan jeg allerede vurdere, at der muligvis er tale om en operation, reserverer jeg en tid, så vi kan rykke hurtigt, hvis behovet er der,” siger Kaspar Saxtrup.
”Vi har en stærk passion for idrætsverdenen, men vi forsøger altid at imødekomme patienternes behov, og det gælder uanset om du har et erhverv som tømrer, brandmand eller håndboldspiller,” siger han.
Ville spille med landets bedste
Nikolaj Haagen Pytlick er født ind i en håndboldfamilie, og har spillet håndbold lige så længe han kan huske.
”Det startede jo allerede i børnehaven, senere i hallen på Thurø på Sydfyn og som U14 rykkede jeg til GOG. Det var der man samledes for at spille om de bedste i landet til danmarksmesterskaberne,” fortæller han.
Den unge håndboldspiller har også gjort sine folder på Oure Efterskole og mens han færdiggjorde sin studentereksamen, trænede han i GOG-regi.
I 2024 rykker han til Skive og i februar 2026 forlænger han sin kontrakt med Skive Håndbold, så den løber frem til sommeren 2028. I sidste sæson var han med til at sikre sig pladsen i Ligaen sammen med holdkammeraterne.
”Det var virkelig stort. Det var det jeg jagtede i GOG i ungdomsårene, så det var fantastisk at kunne gøre det med Skive,” siger han.
Med fra sidelinjen
Nu står han desværre på sidelinjen og må nøjes med at se på.
”Jeg glæder mig helt vildt til at få håndboldskoene på igen, så jeg kan løbe lidt rundt på halgulvet, mens drengene varmer op,” siger han.
Nikolaj blev opereret på Privathospitalet Mølholm af Kaspar Saxtrup, der er speciallæge i ortopædkirurgi og ekspert i knæ- og idrætsskader. Afhængigt af, hvordan træningen går og hvordan han har det, forventer speciallægen at Nikolaj er tilbage på banen igen i slutningen af oktober.
Håndboldspilleren selv er også ret positiv.
”Mit indtryk er, at det hele er gået så hurtigt, så jeg føler faktisk, at jeg er i ret god form og at jeg står endnu skarpere. Jeg tror virkelig på, at når man har en skade, så kan man godt komme endnu stærkere tilbage,” siger Nikolaj Haagen Pytlick.
Drømmen om de store haller
Når jeg spørger ham om, hvad han drømmer om, ja så lever den også endnu.
”Det er et godt spørgsmål. Jeg gad virkelig godt til udlandet og spille fx i Tyskland - ned og spille i de store haller, hvor der er tryk på hver eneste gang. Det ville være stort,” siger han.
Du kan læse mere om den gæve håndboldspiller og følge med i hans karriere i Skive og mod jagten på de store drømme på klubbens hjemmeside.
Fakta om Nikolaj Haagen Pytlick
- Nikolaj Haagen Pytlick spiller venstre back i Skive Håndbold
- I foråret er han holdets tredje mest scorende i 1. division med 70 mål i 20 kampe.
- Netop oprykket til Herreligaen med Skive Håndbold, den højeste række i Dansk håndbold
- Han forlængede sin kontrakt i februar med Skive Håndbold indtil sommeren 2028.
- Nikolaj er søn af den tidligere landsholdsmålmand Søren Haagen og fætter til landsholdsstjernen Simon Pytlick.
- Ifølge Hbold betragtes han som en "stor profil" i Skive-klubben, hvor "udviklingen er kun gået i den rigtige retning."
Læs mere om Nikolaj Haagen Pytlick på https://skivefh.dk/spillere-og-medarbej/nikolaj-haagen-pytlick/
14. september 2026, Anni Kathrine Søndergaard