Korsbåndsskade: ’LET’ forbedrer stabiliteten ved rotation

Operationsteknikken LET vinder frem i Danmark som et supplement til korsbåndsrekonstruktion hos unge sportsudøvere for at forbedre knæets stabilitet og beskytte det nye korsbånd. Vores speciallæge forklarer om teknikken.

Kaspar Saxtrup, speciallæge i ortopædkirurgi og idrætskirurgi på Privathospitalet Mølholm

I Danmark foretages der ifølge Dansk Korsbåndsregister 2.000 til 3.000 rekonstruktioner af knæets forreste korsbånd om året. Siden kikkertkirurgien tog sit indtog i 80’erne og 90’erne, har man som oftest anvendt den almindelige ACL-rekonstruktion af korsbåndet som kikkertoperation.

 

LET (Lateral Ekstraartikulær Tenodese) er en ældre procedure, der blev introduceret i 1960’erne, og som nu har fået et comeback. I dag bruges den ikke som en selvstændig operation, men som et supplement til den almindelige korsbåndsrekonstruktion - særligt hos patienter med øget risiko for en ny korsbåndsskade, fx unge sportsudøvere i idrætter med mange vrid og temposkift.

 

Da kikkertkirurgien tog sit indtog i 80’erne og 90’erne, gled LET-teknikken pludselig i baggrunden. Man mente, at rekonstruktion inde i selve knæet var nok.

 

Men i det seneste årti har forskning vist, hvordan kombinationen af de to metoder kan forbedre at knæet stabiliseres, ikke kun ved knæets fremadrettede stabilitet, men også ved rotation.

 

Betydelig reduktion af risiko for ny skade 

Flere studier har bevist, at metoden kombineret med rekonstruktion af et nyt korsbånd reducerer risikoen for, at det nye korsbånd sprænger med op til 50 procent hos unge sportsaktive. Derfor vinder teknikken frem som et supplement til den almindelige ACL-rekonstruktion.

 

Det er som regel efter et pludseligt retningsskifte, fald eller ved en takling i fx fodbold og håndbold, at man kan være udsat for en korsbåndsskade, og er man ung og aktiv eller eliteidrætsudøver, kan det være en fordel, at få den supplerende LET- operation (Lateral Ekstraartikulær Tenodese), forklarer Kaspar Saxtrup, der er speciallæge i ortopædkirurgi og idrætskirurgi.

 

”Hvis du dyrker sport med høj rotationsbelastning - fx håndbold, fodbold eller gymnastik, hvor risikoen for en ny korsbåndsskade er større, er LET- operationen et godt supplement,” siger han.

Ved en almindelig ACL-korsbåndsrekonstruktion erstatter man det ødelagte forreste korsbånd. Ved LET-proceduren tilføjer man en ekstra ”støttestrop” ved hjælp af en senestrimmel fra ydersiden af låret på ydersiden af knæet.

 

Forudser ’LET’ som standard om få år 

ACL-rekonstruktionen genopretter knæets fremadrettede stabilitet, men nogle patienter oplever fortsat problemer med stabiliteten når knæet roterer, og her vil en forstærkning på ydersiden af knæet hjælpe med at beskytte det nye korsbånd.

 

”Mange patienter vil have gavn af denne supplerende procedure, simpelthen fordi den forstærker og beskytter, og du mindsker risikoen for at du får en ny skade, så hos elitesportsfolk, som har mange eksplosive vendinger, vil jeg sige, at det er ’et must’,” siger Kaspar Saxtrup.

 

Han forudser, at proceduren om få år bliver standard indenfor korsbånds rekonstruktioner.

 

”Det er min erfaring, at patienten får en langt bedre stabilitet i knæet og det nye korsbånd har mindre risiko for at springe igen. Jeg tror, vi om få år vil se, at det er standard procedure, når vi skal operere for korsbåndsskader i Danmark,” siger den erfarne knækirurg og klinikchef på Privathospitalet Mølholm.

 

Idrætsskader stopper ikke ved operationsstuen

Kaspar Saxtrup har over 25 års erfaring og mere end 23.000 artroskopiske knæoperationer på sit CV. Inden for ledbåndsrekonstruktioner udfører han omkring 140 årlige indgreb.

 

”Min interesse for knæ- og idrætsskader stopper ikke ved operationsstuen. Min passion har ført mig ind i kernen af dansk eliteidræt, og jeg ser derfor mange eliteidrætsudøvere og det er et stort drive for mig, at få dem så hurtigt og sikkert som muligt tilbage på banen,” siger speciallægen.

 

Han er en af de kirurger, der laver flest korsbåndsoperationer i landet og har stor erfaring, og derfor kører patienterne også ofte langt for at komme i kirurgens hænder.

 

Kaspar Saxtrup er klublæge for hold som Silkeborg IF, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og Silkeborg-Voel damer og fungerer som ekstern konsulent for sundhedsstaben i flere eliteklubber inden for håndbold og fodbold.

 

Privathospitalet Mølholm er et af de få privathospitaler i Danmark, som er rutineret i og kan udføre korsbåndsoperationer på patienter med en tidligere korsbåndsrekonstruktion, en såkaldt revisions kirurgisk procedure.

 

Se mere om behandling med LET

 

Kilde: STABILITY-studiet, Getgood et al. BMC Musculoskeletal Disorders (2019) 20:216.
https://www.youtube.com/watch?v=NLR0WApzjmg


20. august 2026, Anni Kathrine Søndergaard