Fri af smerter fra helvedesild
75-årige Arne Johnsen led i tre år af brændende smerter fra helvedesild. Nu er han næsten ude af medicinen, afsluttet på smerteklinikken og kan sove og ’være til’ igen. Læs hans historie.
Det er en glad mand, jeg får i røret, da jeg ringer op til denne ældre herre. For bare et halvt år siden var simple ting som at få tøj på og få en nats søvn uden smerter nærmest umulige.
75-årige Arne Johnsen fra Aabenraa har lidt af kroniske nervesmerter efter et helvedesild-udbrud. Nu vil han fortælle andre om sin historie, og give håb til dem, der er plaget af de brændende nervesmerter.
I 2023 fik Arne Johnsen helvedesild. Et udslæt som skyldes skoldkoppevirus. Helvedesild kan bryde ud overalt på kroppen eller i ansigtet, og sidder typisk i den ene side af kroppen.
Smerter fra mave til ryg
For Arnes vedkommende var smerterne koncentreret på den ene side af maven og hele vejen om til ryggen.
Det er en smertefuld sygdom. De fleste oplever at smerterne går over igen inden for et år. Men hos nogle patienter kan der opstå kroniske og svære smerter i det område, hvor helvedesilden har været i udbrud.
I dag er Arne fri af de fleste smerter.
”Mens jeg sidder her i stolen og taler med dig, kan jeg ikke mærke, at jeg har haft helvedesild, og det er jo fantastisk at være fri af de grimme smerter,” siger Arne Johnsen.
Arne Johnsen har modtaget rTMS-behandling ad 10 omgange. Først i området af hjernen, der repræsenterer armen og siden i det center, der repræsenterer området tættere mod benet.
’Det virker sgu’
Ved de første fem behandlinger af armens område i hjernen, mærkede han ingen forskel. Men efter to behandlinger i det område, der er tættere i retning mod benet, virkede det som om, smerterne havde aftaget en smule, fortæller Arne.
”Efter første behandling turde jeg ikke sige noget, selvom jeg synes, at smerterne var forsvundet en lille smule. Efter anden behandling var smerterne yderligere aftaget og efter tredje behandling, sagde jeg: ’Det virker sgu det her’ – nu kunne jeg virkelig mærke en forskel,” fortæller han og husker tydeligt tiden før.
Selv ved den mindste berøring af huden, når han skulle have tøj på, sad på en stol eller lå i sin seng, havde han ondt. Smerterne tog ofte til, når han havde ligget eller siddet i samme position, og varmen i huden forstærkede smerterne. Hver dag tog han medicin for at dæmpe nervesmerterne og hans kone måtte spraye med Xylocain fire gange dagligt – en smertestillende spray, som bedøver nerverne i huden.
”Ofte var det så slemt, at jeg måtte vække min kone midt om natten. Sidenhen fik jeg noget depressiv medicin, som havde den effekt, at kunne bedøve nerverne, men det havde også nogle grimme bivirkninger,” siger han.
Medicinen gav mareridt
Bivirkningerne gjorde blandt andet, at Arne fik forhøjet blodtryk og grimme mareridt og slog ud efter sin kone. Og det var der, han besluttede sig for, at han ville være fri af medicin.
En dag læste han om rTMS-behandlingen, og blev nysgerrig for at høre mere. Efter mange overvejelser, bestilte han tid til en konsultation.
”Til konsultationen fortalte speciallægen mig, at det ikke var sikkert, at behandlingen kunne hjælpe eller at smerterne ville forsvinde, fordi smerterne var på selve brystkassen og maven - men han havde en formodning om det. Så jeg tog chancen, og det er jeg så glad for i dag,” siger han.
De kroniske nervesmerter kan være svære at behandle med almindelig smertestillende medicin, og smerterne kan være invaliderende. Normalt går nervesmerterne ikke væk af sig selv, hvis de er blevet kroniske.
I dag er Arne Johnsen næsten smertefri, og er afsluttet hos den smerteklinik, som han har været tilknyttet gennem det sidste halvandet år.
”Jeg tager stadig lidt smertestillende medicin før jeg går i seng, så jeg kan holde ud at ligge på min ryg. Men det er kun fordi, jeg ikke har forsøgt at lade være og som en form for forebyggelse, og så jeg er sikker på at kunne sove. Jeg vågner ikke længere om natten – og jeg håber og tror på, at jeg inden længe kan slippe medicinen helt,” siger han.
Behandlingen med rTMS er relativt ny i Danmark og behandlingsformen har dokumenteret effekt på depression, OCD, nervesmerter og ved lettere senfølger efter stroke.
Via 3D-hjernebilleder og computerstyret navigation kan man behandle nøjagtigt dér i hjernen, hvor effekten er størst.
”Jeg har det godt nu. Nu kan jeg komme ud i min have og køre min havetraktor igen - jeg er ikke bundet af noget, det er dejligt.”
Behandlingen udføres som det eneste sted i Danmark på Privathospitalet Mølholm i Vejle og tilbydes endnu ikke generelt i det danske sundhedsvæsen.
Fakta om smerter efter helvedesild
- Postherpetiske smerter (ofte kaldet postherpetisk neuralgi) er vedvarende, brændende nervesmerter, der opstår som en senkomplikation efter et udbrud af helvedesild. Smerten rammer præcis det samme hudområde, hvor helvedesildsudslættet tidligere har været, og kan vare i måneder eller år.
- Smerterne giver ofte en dyb brændende, stikkende eller jagende fornemmelse.
- Huden bliver ofte ekstremt følsom, at selv berøring fra tøj eller et vindpust gør ondt.
- Se mere om tilstanden på sundhed.dk
Se mere om behandling med rTMS
27. maj 2026, Anni Kathrine Søndergaard