HPV-vaccination (Gardasil 9)

HPV smitter primært ved intim og seksuel kontakt – og alle køn kan blive smittet. De fleste mennesker udsættes for HPV smitte en eller flere gange i løbet af livet. HPV kan forårsage celleforandringer og kræft i livmoderhalsen, skeden, de ydre kønsorganer, penis, analt samt i mund og svælg. Derudover kan HPV give kønsvorter (kondylomer). Derfor tilbyder vi HPV-vaccination til voksne efter individuel vurdering. For voksne anbefales tre vaccinationer fordelt over ét år.

 

Book tid

Værd at vide om HPV-vaccination

HPV står for Humant Papillomavirus. Der findes mere end 200 forskellige varianter af HPV, og virusset er meget almindeligt. Omkring 80–90 % af alle seksuelt aktive vil blive smittet med HPV en eller flere gange i løbet af livet.

HPV overføres primært ved intim og seksuel kontakt gennem hud eller slimhinder i og omkring kønsorganerne. Da virus kan sidde i huden, er samleje ikke nødvendigt for smitte, og kondom giver derfor heller ikke fuld beskyttelse. Man behøver heller ikke have haft analsex for at få HPV-infektion i analkanalen, da virus kan overføres ved hud- og slimhindekontakt omkring endetarmsåbningen. HPV kan desuden smitte ved oralsex, hvor virus kan overføres mellem kønsorganer og mund/svælg.

 

Alle køn kan smittes med HPV, og de fleste vil på et tidspunkt få en eller flere varianter af HPV-infektion.

De fleste HPV-infektioner forsvinder af sig selv i løbet af ét til to år, fordi kroppens immunforsvar bekæmper virus. Hos nogle bliver HPV dog kronisk i kroppens celler. Her kan virus enten ligge i dvale eller fortsætte med at formere sig. Når HPV forbliver i cellerne gennem længere tid, kan det føre til udvikling af celleforandringer og i sidste ende kræft, hvis celleforandringerne ikke behandles.

 

HPV kan give kræft i livmoderhalsen, skeden, de ydre kønsorganer, penis, analt samt i mund og svælg. Derudover kan HPV give kønsvorter (kondylomer).

Den vaccine man benytter i Danmark aktuelt er Gardacil 9, hvilket også er den vi benytter hos os. Gardasil 9 dækker mod ni forskellige typer af human papillomavirus (HPV), specifikt type 6, 11, 16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58.

HPV-vaccination gives i flere doser for at sikre langvarig beskyttelse mod HPV-relaterede sygdomme.

  • For voksne anbefales i alt tre vaccinationer inden for ét år
  • Unge, som starter vaccinationen tidligt (før 15 år), kan nøjes med to doser

Det er ikke nødvendigt at blive testet for HPV før vaccination.

HPV-vaccinen er generelt veldokumenteret og sikker. De hyppigste bivirkninger er milde og forbigående og omfatter især:

 

  • ømhed, rødme eller hævelse ved indstiksstedet
  • hovedpine
  • træthed
  • feber
  • kvalme eller svimmelhed
  • muskel- og ledsmerter

I sjældne tilfælde kan der forekomme allergiske reaktioner som ved andre vacciner. Personer, der tidligere har haft alvorlig allergisk reaktion på indholdsstoffer i vaccinen, bør vurderes individuelt før vaccination.

Store internationale studier og overvågning har ikke vist øget risiko for alvorlige kroniske sygdomme som følge af HPV-vaccination.

Kilder:
- Statens Serum Institut (SSI)
Kræftens bekæmpelse

 

 

Speciallæger og behandlere

Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.