Fod og ankel

KONTAKT
87 20 30 41
PATIENTINFORMATION
Nedgroet negl
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus (Højbjerg)

Nedgroet negl

Årsag og Symptomer

Nedgroede negle, oftest på storetåen, giver ofte anledning til gentagne betændelsestilfælde, smerter og generende nydannet væv ved neglen. Hvis anden behandling har svigtet, kan en operation med kileformet fjernelse af den indvendige og/eller udvendige negl og neglerod gennemføres.

 

Behandling

Indgrebet foretages i lokalbedøvelse. Operationen varer ca. 15 minutter og bedøvelsen ca. 2-6 timer.

 

Fire dage efter operationen skal du fjerne hele bandagen og skylle foden 1 gang dagligt under bruseren. Efter badning anlægges en ny tør forbinding, eventuelt blot et plaster. 10 dage efter operationen kan stingene fjernes hos din egen læge. 

 

Herefter kan du fortsætte med sæbe- eller saltvandsbade dagligt, indtil sårene er helt lægt.

 

Smerter

Inden du tager hjem, vil du få udleveret smertestillende medicin til de første par dage. Det er vigtigt at holde benet højt for at modvirke hævelse ved såret og derved smerter. Dette er særlig vigtigt de første dage efter operationen.

 

Blødning

Efter operationen kan der forekomme blødning på trods af anlagt komprimerende bandage. Hvis bandagen skulle bløde igennem, lægges en ren forbinding ovenpå, og der lægges et fast konstant tryk over såret i 10 minutter. Benet holdes samtidig højt. Derefter fjernes de yderste lag forbinding, og en ny anlægges. Hvis dette ikke afhjælper problemet, kan du kontakte os, egen læge eller i nødsfald skadestuen.

 

Betændelse

Infektion kan forekomme i lettere grad. Årsagen til dette er den manglende mulighed for fuldstændig at rengøre tåen og neglen før operationen. Det hurtige bandageskift og badene modvirker betændelsestendensen. I nogle tilfælde vil der yderligere blive tilbudt en betændelsesforebyggende penicillinbehandling. Feber, smerter og voldsom hævelse af tåen

kan være tegn på betændelse. Kontakt da os, egen læge eller skadestuen.

 

Arbejde

Alt efter hvilket arbejde du har, kan du gå i arbejde efter 1 - 2 uger. Sidstnævnte specielt hvis du har fysisk krævende arbejde og f.eks. skal arbejde i sikkerhedssko.

 

Overfølsomhed

Kendt overfølsomhed overfor medicin, lokalbedøvende midler eller forbindsstoffer, bedes oplyst forud for operationen. 

 

Medbring venligst

Egne badesandaler, som skal anvendes de første dage efter operationen.

 

Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.

 

Med venlig hilsen 

PRIVATHOSPITALET MØLHOLM

Fod- og ankelklinikken

VERSION NR. 101 . DATO 13. aug 2018

Besøg fodogankel.dk

Speciallæger og behandlere