Alle gynækologiske undersøgelser foretages af speciallæger i gynækologi, i rolige og trygge rammer, med deltagelse af sygeplejerske, og omfatter alle former for gynækologiske lidelser.
Udskrabning af livmoderen
Udskrabning af livmoderen er et mindre indgreb, som foretages i lokalbedøvelse eller fuld bedøvelse.
Forud for udskrabningen vil det almindeligvis være nødvendigt med en forundersøgelse.
Ved forundersøgelsen vurderes livmoderen og æggestokkene for eventuelt at påvise årsagen til blødningsforstyrrelserne.
Udskrabning i fuld bedøvelse
På indlæggelsesdagen møder man fastende, hvis udskrabningen skal foretages i fuld bedøvelse.
Udskrabning i lokal bedøvelse
I lokalbedøvelse foretages udskrabningen efter en bedøvelse på livmoderhalsen, og man behøver ikke at møde fastende. Indgrebet foregår ambulant.
I begge tilfælde varer indgrebet ca. 10 minutter. Man vil almindeligvis foretage udskrabning fra både livmoderhulen og livmoderhalsen.
Efter en kort observationsperiode, varende op til nogle få timer efter fuld bedøvelse, kan man tage hjem med en ledsager. Blødningen kan fortsætte i nogle få dage.
Du vil få svar på mikroskopien i løbet af 1 uge. Kontrol eventuelt efter nærmere aftale.
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.