Livmoderslimhinden ødelægges, så din blødning bliver svagere eller eventuelt udebliver.
Behandlingen beskytter dig ikke mod graviditet, så du skal bruge sikker prævention. Det er meget vigtigt, at du ikke bliver gravid efter indgrebet på grund af større risiko for abort og øget risiko for komplikationer under graviditeten.
Vi anbefaler, at du 2 timer før mødetidspunktet på behandlingsdagen tager 2 tabletter Pamol à 500 mg og 3 tabletter Ipren à 200 mg.
Behandlingen foregår ambulant i lokal bedøvelse. Man bedøver livmoderen nedefra igennem skeden ved hjælp af 4-6 stik med lokalbedøvelse.
Et ballonkateter anbringes i livmoderen. Ballonen fyldes med varm væske, og behandlingen varer i 2 min. Herved går en del af livmoderslimhinden til grunde. Konsultationen varer ca. 30 minutter.
Ved ethvert kirurgisk indgreb af denne art vil der altid være en meget lille risiko for, at der kan gå hul på livmoderen. I sådanne tilfælde (< 1 %) kan det blive nødvendigt at foretage en kikkertoperation gennem bugvæggen for at undersøge, om der er sket skade på indre organer og evt. behandle disse.
Der er en lille risiko for infektion i livmoderen efter indgrebet (ca. 1 %).
De første dage efter indgrebet kan du have menstruationslignende smerter - oftest værst det første døgn.
Det første døgn anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Pamol à 500 mg (4 gange i løbet af dagen) og 2 tabletter Ipren à 200 mg (3 gange i løbet af dagen). Ved svære smerter kan der være behov for stærkere smertestillende.
Det er vigtigt, at du tager den smertestillende medicin for at undgå smerter - også selvom du har det godt.
Du skal regne med at blive på Privathospitalet Mølholm i en 1/2 time efter indgrebet, så vi kan sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem. Vi anbefaler, at du har en pårørende med, som kan ledsage dig hjem.
I de fleste tilfælde vil du være i stand til at passe dit arbejde umiddelbart efter indgrebet eller dagen efter indgrebet.
Da det kan være tegn på begyndende underlivsbetændelse, er det vigtigt, at du bliver undersøgt.
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
PRIVATHOSPITALET MØLHOLM
Gynækologisk klinik