Struma

Har du forstørret skjoldbruskkirtel, som giver tryksymptomer, klumpfornemmelse, hæshed eller vejrtrækningsbesvær? Struma er en relativt almindelig sygdom i Danmark. Hvis det giver betydelige gener, kan vi undersøge og operere dig inden for kort tid.

 

Book tid

Værd at vide om struma

Struma betyder forstørret skjoldbruskkirtel og er en relativt almindelig sygdom i Danmark. Skjoldbruskkirtlen sidder på forsiden af den nedre del af halsen.

Du kan have glæde af en operation af din skjoldbruskkirtel, hvis du har betydelige gener fra hævelsen, fx tryksymptomer, klumpfornemmelse i halsen, vejrtrækningsbesvær eller hæshed. Det kan også være nødvendigt at fjerne isolerede knuder i skjoldbruskkirtlen.

Forud for din operation modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks. Du skal følge de fasteregler, du modtager og du får relevante informationer om brug af kontaktlinser, briller m.m.

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Vi laver et bueformet snit på forsiden af din hals. Bag skjoldbruskkirtlen går der, på hver side, en lille nerve til stemmebåndene. Vi frilægger og bevarer nerven for at undgå hæshed efter operationen.

 

Vi bevarer biskjoldbruskkirtlerne, fordi de har betydning for kroppens kalkomsætning. For at gøre arret så pænt som muligt, lukker vi såret med plaster. Vi indlægger også dræn for at undgå hævelse på halsen.

Vi fjerner drænet dagen efter operationen, og samme dag bliver du udskrevet. Normalt er der få gener efter operationen, bortset fra lette smerter i såret. I sjældne tilfælde kan du opleve hæshed. Det kan forekomme pga. tryk på stemmebåndsnerven.

 

Vi anbefaler, at du tager den med ro en uge efter operationen. Udover det er der ingen forholdsregler i forbindelse med indgrebet.

 

Hjemtransport

Du skal hentes af et familiemedlem eller en bekendt, som kan følge dig hjem i bil eller taxa. Hvis du har mulighed for at blive kørt hjem af Falck, behøver du ingen anden ledsagelse på hjemturen. I hjemmet skal der være en voksen person, der kan holde øje med dig det første døgn efter operationen og du bør holde dig inden døre.

 

Kontrol

Du skal til kontrol ca. to uger efter operationen.

I sjældne tilfælde kan der efter operationen forekomme hæshed. Dette kan forekomme på grund af tryk på stemmebåndsnerven under operationen, og i yderst sjældne tilfælde (1-2%) kan der ske direkte skade på stemmebåndsnerven.

 

Hvis du får feber eller kraftig hævelse og rødme i operationssåret, skal du kontakte os.

Patientinformation: Version nr.: 102
Dato: 04. marts 2021
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Billede af Claus Gregers Petersen
Claus Gregers Petersen
Klinikchef, speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme
Billede af Søren Gade
Søren Gade
Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme
Billede af Bjarne Gobert Jørgensen
Bjarne Gobert Jørgensen
Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.