Behandling for knogleskørhed (osteoporose) med medicin
Hvis du har fået konstateret knogleskørhed (osteoporose), kan du blive behandlet for at mindske risikoen for knoglebrud. Vi tilbyder behandling med medicin i enten tabletform eller via drop, som hæmmer nedbrydningen af knoglerne. Vi kan undersøge og behandle dig inden for kort tid.
Værd at vide om behandling for knogleskørhed (osteoporose)
Knogleskørhed er en knoglesygdom, der skønnes at ramme hver 3. kvinde og hver 6.-8. mand over 50 år. Sygdommen har ingen synlige ydre tegn, men knoglerne svækkes indefra. Det giver porøse og svage knogle, der ofte er så afkalkede og skøre, at de nemt brækker. Mange med osteoporose oplever at få brud i ryghvirvler, håndled og lårbenshals (hoftebrud).
Vi kan undersøge dig for osteoporose med en DXA-scanning.
Medicinsk behandling for osteoporose (knogleskørhed) bruges til at styrke knoglerne og mindske risikoen for knoglebrud. Behandlingen gives altid sammen med kalk og D-vitamin.
Der findes flere typer medicin, og valget afhænger blandt andet af, hvor skøre knoglerne er, om man tidligere har haft brud, hvordan nyrerne fungerer, og om man har andre sygdomme eller oplever bivirkninger.
Nogle behandlinger bremser nedbrydningen af knoglerne, mens andre også hjælper kroppen med at danne ny knogle. Medicinen kan gives som tabletter, indsprøjtninger eller via drop i en blodåre.
Medicinsk behandling anbefales til personer med knogleskørhed (osteoporose), som har øget risiko for at få knoglebrud. Det gælder blandt andet personer med meget lav knoglemineraltæthed eller personer, som allerede har haft brud fx i ryg eller hofte.
Den eneste behandling du skal forberede dig på, er ved behandling med Aclasta, hvor behandlingen gives på Privathospitalet Mølholm. Forud for din behandling modtager du et indkaldelsesbrev med alle nødvendige informationer.
Lægen laver en recept til dig på Aclasta. Det skal du hente inden behandlingen. Du skal have taget blodprøver senest to uger inden behandlingen hos egen læge.
Efter infusionen med Aclasta skal du blive på afdelingen i 30 minutter.
Behandlingen er oftest livslang, men vi vil formentlig forsøge at sætte behandlingen på pause og lave nye DXA-scanninger. Det gør vi for at se, om vi har haft succes med at bremse knogleafkalkningen.
Medicinsk behandling for osteoporose har ingen virkning på andre organer, når det er optaget i knoglerne. De mest almindelige bivirkninger er feber og smerter i knogler, muskler og led.
Hvis du oplever ovenstående bivirkninger, skal du kontakte vores speciallæge.
Ved behandling med Aclasta:
Ved behandling med Aclasta ses i meget sjældne tilfælde kæbeosteonekrose (forlænget helingstid efter tandudtrækning eller efter operation i mundhulen) og atypiske brud på lårbenet. Du kan læse om øvrige mulige bivirkninger i indlægssedlen.
Bivirkninger og komplikationer tales igennem med speciallægen til konsultation og før behandling med Aclasta modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks med relevant patientinformation.
Speciallæger og behandlere
