Højt stofskifte
Har du det ofte varmt og sveder meget nemt? Har du problemer med hjertebanken, løse afføringer og ufrivilligt vægttab? Det kan alt sammen være symptomer på højt stofskifte. Vi kan undersøge dig for dine symptomer og hjælpe dig med at finde den rette behandling.
Værd at vide om behandling af højt stofskifte
Højt stofskifte er en tilstand med meget høje koncentrationer af stofskiftehormon. Det skyldes en overproduktion af hormonet i skjoldbruskkirtlen. Årsagen kan enten være at kirtlens produktion er for høj, eller at der sker lækage af allerede produceret hormon fra kirtlen.
Symptomer på højt stofskifte
Med højt stofskifte vil du begynde at have det varmt og svede meget let, fordi din krop producerer mere varme. Andre symptomer kan være episoder med hjertebanken, løse afføringer og ufrivilligt vægttab.
Du kan have glæde af at blive undersøgt for højt stofskifte, hvis du har symptomer som hjertebanken, løse afføringer, ufrivilligt vægttab, tendens til at svede let og hvis du ofte har det varmt.
Diagnosen stilles på baggrund af dine symptomer, blodprøver, scanning og i nogle tilfælde en ultralydsundersøgelse af skjoldbruskkirtlen.
Behandlingen afhænger af årsager til, at du har højt stofskifte. Mange behandles med medicin, som blokerer skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormonerne. Behandlingen varer mellem et og to år. Efter det skal du aftrappe medicinen igen. De fleste kan helt undgå at skulle i behandling igen efterfølgende.
Nogle patienter kan have gavn af kirurgi eller behandling med radioaktivt jod. Radioaktivt jod kan slå præcist de knuder ud, som overproducerer stofskiftehormonet.
Med jævne mellemrum kontrollerer vi din behandling for at sikre, at den er optimal.
Medicinsk behandling kan enkelte gange give anledning til hudkløe, udslet eller ledsmerter. Helt sjældent kan knoglemarven blive påvirket. I disse tilfælde kan operation i form af fjernelse af skjoldbruskkirtlen komme på tale. Kirurgisk fjernelse af skjoldbruskkirtlen varetages af øre-, næse-, halsspecialister. Bivirkninger til dette er sjældne og kan bestå i påvirket biskjoldbruskkirtel funktion med behov for calcium tilskud, påvirkning af stemmelæbernes nervetilførsel. som kan give hæshed samt sårinfektion ved operationsstedet. Hvis radioaktiv jodbehandling kommer på tale, er bivirkningerne også sjældne. Du vil blive henvist til et universitetshospital, som giver dig yderligere information.
Speciallæger og behandlere
