Knæoperation: Nyt knæ med protese

Har du smerter og stivhed i knæet pga. slidgigt eller leddegigt? Slidgigt i knæet kan give så mange smerter, at det påvirker hverdagsaktiviteter, søvn og din livskvalitet. I det tilfælde kan du have glæde af en knæprotese. Det er et kunstigt knæled, der erstatter det beskadigede knæ. Der findes både del-proteser og hel-proteser. Vi undersøger tilstanden af dit knæ grundigt og vurderer, om du vil have glæde af en knæprotese. Vi har kort ventetid.

 

Book tid

Værd at vide om knæoperation med protese

Slidgigt i knæet betyder, at brusken i dit knæ er ødelagt. Det medfører, at dele af knoglen, som normalt beskyttes af brusken, bliver blottet. Det kan være dele af eller hele leddet, som rammes af slidgigt.

 

Slidgigt i knæet er karakteriseret ved tiltagende smerte, stivhed og deformitet af knæet. Det kan give dig problemer med at bøje og strække knæet, og du kan have smerter ved belastning. Efterhånden vil du få konstant smerte i knæet.

 

Slidgigt kan være en følge af tidligere skader i knæet, men du kan også få det som følge af overvægt. Ofte er der dog ingen kendt forklaring.

 

Sygdommen kan ikke kureres, men du kan forsinke udviklingen af slidgigten og lindre smerter med:

  • Medicin (paracetamol, gigtmedicin, blokader, evt. morfin)
  • Aflastning (vægttab, fjerne belastninger fra dagligdagen, fx tungt arbejde)
  • Optræning af knæets muskulatur

Når ikke-kirurgiske behandlinger ikke hjælper, kan en operation med en knæprotese blive nødvendig.

Et normalt og sundt knæ har en god afstand mellem lårben og skinneben, og knoglerne har pæne, glatte overflader. Mellem knoglerne i knæet er mellemrummene udfyldt af brusk.

 

Afhængig af, hvor meget slidgigten har ødelagt i dit knæ, kan man vælge at indsætte en del-protese (også kaldt en halv knæprotese) eller en hel-protese. Protesens materiale består af plastik og en stållegering.

 

De fleste patienter bliver helt fri for smerter og kommer til at kunne strække knæet helt efter en operation med en knæprotese. Evnen til at bøje knæet bliver kun sjældent bedre end før operationen.

 

Del-protese (Oxford-protese)

I nogle tilfælde er det kun den indvendige del af knæleddet, der er slidt. I det tilfælde kan vi indsætte en delprotese, en såkaldt Oxford-protese eller halv knæprotese. Knæprotesen består af 3 dele. To metaldele fæstnes til knoglen, mens den midterste del af plastik kan bevæges frit.

 

Hel-protese

Hvis røntgenbilledet viser, at slidgigten har ødelagt brusken flere steder i dit knæ, og leddet er nedslidt med generende smerter, kan det blive nødvendigt at indsætte en hel-protese. Ved operation med en hel-protese erstatter vi alle overfladerne i knæet med metal og plastik. En hel-protese består af 3-4 dele, og protesen dækker både den inderste og yderste del af knæleddet på både lårben og skinneben. Der sættes også en plastikknap bag på knæskallen.

 

Holdbarheden af knæproteser

Holdbarheden af knæproteserne er god. Undersøgelser viser, at 90-95% af patienterne har et godt og velfungerende knæ efter 10 år. Mellem 5 og 10% vil have behov for at blive opereret på ny i løbet af de første 10-15 år.

 

Holdbarheden afhænger af mange faktorer, fx belastning, vægt og aktivitet. Det er naturligvis vigtigt, at protesen er sat rigtigt ind i knæet. 

Hvis du har slidgigt i knæet, som har ødelagt den indvendige del af knæleddet eller ødelagt brusken flere steder i knæet, kan du have glæde af en protese. På et røntgenbillede kan vi se, hvordan tilstanden er i dit knæ og vurdere, om du vil have glæde af en knæprotese.

Forud for din operation modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer om bl.a. fasteregler, medicin og hårfjernelse. 

 

Du skal medbringe din vanlige medicin, toiletsager, fornuftigt fodtøj og løstsiddende tøj.

 

Når du skal igennem en operation, er det vigtigt, at din krop er godt rustet til den efterfølgende heling.
Derfor skal du have fokus på følgende områder: Ernæring, infektioner, alkohol og rygning. Du får mere information i din indkaldelse. 

 

Det er vigtigt, at du forbereder dig på at komme hjem efter operationen. Derfor skal du sørge for følgende inden din indlæggelse:

  • Fjerne løse tæpper
  • Skabe plads mellem møblerne
  • Købe ind til ugerne efter udskrivelsen. Det er en god ide evt. at lave ekstra mad og fryse ned
  • Lave aftaler med familie/venner eller evt. hjemmepleje om hjælp efter udskrivelsen
  • Gennemprøve øvelser fra træningsprogrammet, som du får i din indkaldelse
  • Evt. se vejledningen til brug af krykkestokke/trappegang, som du modtager i din indkaldelse

Operation af ét eller begge knæ

Vi anbefaler, at dit dårligste knæ bliver opereret først, og at der først tages endeligt stilling til eventuel operation af det andet knæ ved 3 måneders kontrollen af det første knæ. Det skyldes, at det opererede knæ ofte kan overtage noget af belastningen. På den måde kan det andet knæ skånes, og nogle gange kan operationen helt kan undgås på det andet knæ.

Du møder på sengeafdelingen, hvor du bliver modtaget af en sygeplejersker, der viser dig til rette. Kirurgen og narkoselægen kommer og hilser på og kan besvare eventuelle spørgsmål. Inden operationen får du smertestillende tabletter.

 

Knæoperationen foretages gennem et ca. 10-15 cm. langt snit på forsiden af knæet. Det afhænger af protesetypen. Operationen varer ca. 1-1,5 time. Som hovedregel anbefaler vi, at operationen udføres i fuld bedøvelse, og at du får anlagt en nerveblokade som smertelindring i de første timer efter operationen. Hvis der anvendes rygmarvsbedøvelse, vil du få beroligende medicin under operationen. Du har mulighed for at lytte til musik, evt. noget du selv har med.

 

For at forebygge infektion får du antibiotika i en blodåre, inden operationen går i gang.

 

Når bedøvelsen virker lægger vi en manchet rundt om dit lår for at lukke for blodtilførslen til benet. På den måde foregår operationen uden blødning. Det kan i nogle tilfælde give ømhed i låret. Det bedres efter nogle dage.

 

Ved operationen fjerner vi de slidte ledflader og indsætter protesen. Under operationen tester vi protesen for at sikre god bevægelse og stabilitet. Inden såret lukkes, lægger vi lokalbedøvelse ind i knæet og efter operationen får du tilbudt smertestillende medicin.

 

Del-protese (Oxford-protese)

Hvis kirurgen ved starten af operationen konstaterer, at dit knæ, på trods af alle undersøgelser, alligevel ikke er egnet til en del-protese, vil du få en hel-protese sat ind.

Lige efter knæoperationen

Du bliver overvåget de første timer efter operationen og få blodfortyndende medicin. Inden du bliver udskrevet, laver vi en røntgenkontrol af dit knæ.

 

Forbindingen på dit knæ bør om muligt blive siddende i 4-5 dage. Hvis den bliver utæt pga. blødning, skal den skiftes før. Du skal kontakte os, hvis der kommer puslignende sivning fra såret, eller hvis såret ændrer sig, bliver rødt og hævet med dunkende smerter, eller hvis du får feber. 

 

De fleste vælger at blive udskrevet til eget hjem. Enkelte vælger at tage på rekreationsophold, som du selv arrangerer inden operationen. Det er vigtigt, at du inddrager familien i operation og udskrivelsen, så du/I kan planlægge lidt ekstra hjælp de første uger.

 

Sygeplejersken vil foretage en udskrivningssamtale med dig, hvor du bl.a. får udleveret smertestillende medicin, plastre og bliver instrueret i anvendelsen af det. Du er altid velkommen til at kontakte personalet, hvis du har spørgsmål.

 

Tidligst 14 dage efter operationen skal du have fjernet metalclipsene hos egen læge. Du skal selv bestille tid til det. Du får en speciel tang med ved udskrivelsen, som du skal medbringe til egen læge.

 

Genoptræning

Genoptræningen er vigtig og skal starte så hurtigt som muligt. Optræningen foregår under indlæggelsen i samarbejde med en fysioterapeut og plejepersonalet. 

 

Du skal forvente at komme ud af sengen på operationsdagen. Hvis det er muligt skal du også forvente at kunne gå til toilettet med krykkestokke inden sengetid. Det afhænger dog af operationstidspunktet.

 

Du må støtte på benet fra starten. Vi anbefaler dog brug af krykkestokke 4-6 uger, eller til at du kan gå uden at halte og uden, at knæet hæver yderligere op. Knæet skal kunne strækkes helt ud for, at du kan gå uden at halte. Det er derfor vigtigt, at du ikke ligger med en pude under knæet efter operationen.

 

Fysioterapeuten vejleder dig i øvelser og gang med krykkestokke. Inden udskrivelsen stiler vi mod, at du selv kan gennemføre øvelsesprogrammet, gå med to krykkestokke, klare trappegang, personlig hygiejne og påklædning.

 

De første 14 dage efter udskrivelsen skal du betragte dig selv som ny-opereret.

 

Du får øvelsesprogrammet af os. Du skal lave øvelser 1-2 gange dagligt og starte med 5 gentagelser af hver øvelse.

 

Hvis du får flere smerter og mere hævelse i knæet, har du lavet for meget. Du skal huske, at hverdagen også er træning, når du er ny-opereret. Ved smerter og hævelse skal du aflaste benet indtil der bliver ro i det igen.

 

Du kan evt. bruge en ispose i løbet af dagen for at lindre smerter og hævelse. Vi anbefaler, at isen ligger på i 15-20 min ad gangen. Du må ikke bruge isposer direkte på huden.

 

Du vil ofte have behov for et efterfølgende træningsforløb ved en lokal fysioterapeut.

 

Kontrol

Du bliver ringet op af en sygeplejerske ca. 7-10 dage efter udskrivelsen.

Der er planlagt kontrol ved kirurgen 3-4 måneder efter operationen. Du får tilsendt en kontroltid.

 

Smerter

En knæoperation er et større indgreb, hvor du skal regne med smerter den første tid. Vi kan dæmpe de smerter, du har i hvile, men genoptræningen kan godt give flere smerter. I samarbejde med dig vil plejepersonalet finde frem til den smertestillende medicin, som hjælper dig bedst, så du har overskud til at klare de daglige gøremål. Det er meget vigtigt, at du følger den plan for smertestillende behandling, som vi anbefaler.

 

For at mindske dine smerter og hævelse vil afdelingens personale løbende sørge for at afkøle knæet med isposer. Det kan du med fordel også anvende efter udskrivelse, specielt efter træning.

 

Oftest er smertebehandlingen paracetamol, gigtmedicin, evt. medicin for nervesmerter og morfintabletter. Behovet for morfintabletter kan variere. Effekten af den smertestillende medicin er bedst, hvis smerten tages i opløbet, inden den bliver alt for slem.

 

Morfin kan give bivirkninger. De hyppigste bivirkninger er kvalme, døsighed, opkastning og forstoppelse. Du kan også have forbigående problemer med at lade vandet. Det er muligt at give kvalmestillende medicin sideløbende med smertebehandlingen. Gigtmedicin (fx Ibuprofen) kan give mavesmerter eller sure opstød, og du skal i så fald stoppe med medicinen.

 

Forstoppelse

Det er normalt, at din mave kan gå i stå, når du er opereret. Det sker bl.a. fordi morfintabletter virker stoppende. Under indlæggelsen vil du dagligt få et afføringsmiddel, så tarmen kan komme i gang igen. Det er nødvendigt med afføringsmidler, så længe du får morfin.

 

Kvalme
Nogle oplever kvalme og opkastninger efter operationen. Det kan skyldes bedøvelse, smertebehandling eller forstoppelse. Det kan være nødvendigt at give kvalmestillende medicin.

 

Kost

Efter operationen har din krop et øget behov for energi og protein. Forskning har vist, at god ernæring kan nedsætte komplikationer, og hjælpe dig hurtigere i gang med genoptræning efter operation. Det er ikke hensigtsmæssigt at planlægge et vægttab umiddelbart efter en operation.

 

Sygemelding

Varigheden af sygemelding afhænger af dit arbejde. For de fleste anbefales 4-6 uger ved en delprotese og 8-12 uger for en helprotese. Hvis du har et arbejde, der belaster knæet meget, kan du have brug for en længere sygemelding. Det afgøres sammen med os eller din egen læge.

 

Bilkørsel

Du må køre bil, når du kan gøre det på betryggende vis. Du skal være i stand til at bruge det opererede ben til fx en katastrofeopbremsning. Normalt vil der gå mellem 4-6 uger.

 

Sport med knæprotese

Med en knæprotese må du gerne gå lange ture, spille golf, hyggetennis, løbe på langrendsski, hvis du er en god skiløber uden væsentlig risiko for fald og vrid, træne i motionscenter osv.

Du må genoptage svømning ca. 4 uger efter operationen. Såret skal dog være tørt og helt uden skorper eller sivning. De samme regler gælder for karbad.

 

Cykling er en rigtig god træningsform efter en knæoperation. Det er godt til at træne knæets bøjeevne. Du må bruge motionscykel uden modstand efter to uger.


Efter ca. en uge kan du starte med kortere gåture indendørs. Det er bedre at få to små ture fremfor det hele på én gang. 

 

Aktiviteter som du bør undgå med en knæprotese

Du bør undgå gentagne tunge løft og aktiviteter som løb, hop, badminton, fodbold, squash, aerobic, alpint skiløb eller anden idrætsaktivitet med betydelig knæbelastning, hurtige retningsskift, stød eller vrid. Du bør også undgå at presse knæet til fuld bøjning ved fx at kravle eller sidde på hug.

For de fleste opleves den første tid efter operationen som en tid, hvor alt drejer sig om det nye knæ. Mange har i starten problemer med smerter og uro i knæet. Ofte opleves det som et spændebånd, der strammer om knæet og låret. Knæ, underben og fod kan hæve i de første måneder efter operationen.

 

Det opererede knæ føles i denne tid varmere end det andet. Mange har svært ved at bøje og strække knæet i de første uger på grund af hævelsen. Vi anbefaler derfor jævnligt brug af ispakninger. 

 

Hvis knæet bliver rødt, meget hævet med dunkende smerter, siver det fra såret eller får du feber, skal du kontakte Privathospitalet Mølholm.

  • Der kan være nedsat følesans i et område på størrelse med en håndflade på ydersiden af knæet. Dette skyldes påvirkning af hudnerven i forbindelse med operationen. Efter nogen tid vænner du dig til den anderledes følelse i huden.
  • Infektion i knæet er en alvorlig komplikation. Risikoen er lav - ca. 0,5%. Hvis der kommer infektion i knæet, kan der blive behov for en ny operation.
  • Protesen kan over en årrække løsne sig eller blive slidt. Risikoen er ca. 5% inden for de første 10 år. De fleste kan opereres igen. Det kan være en besværlig operation, men de fleste får en god funktion også efter knæoperation nummer to eller tre.
  • Der kan i sjældne tilfælde komme årebetændelse eller blodprop i benet. Derfor er det vigtigt med blodfortyndende medicin de første dage. Mobilisering og bevægeøvelser forebygger blodpropdannelse, og er derfor meget vigtige.
  • Der er ganske få, som kan få smerter i det opererede knæ, uden at vi kan finde en forklaring på dette, og i disse tilfælde kan man ikke tilbyde en fornyet operation.
Patientinformation: Version nr.: 129
Dato: 21. marts 2024
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Speciallæger og behandlere

Billede af Anders Odgaard
Anders Odgaard
Klinikchef, speciallæge i ortopædkirurgi, professor, overlæge, dr.med., FRCS
Billede af Kaspar Saxtrup
Kaspar Saxtrup
Klinikchef, speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Dan Blohm
Dan Blohm
Speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Peter Faunø
Peter Faunø
Speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Thomas Lind-Hansen
Thomas Lind-Hansen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Klas Johan Winther Gustafson
Klas Johan Winther Gustafson
Speciallæge i ortopædkirurgi
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.