Knæartroskopi - Kikkertoperation i knæet
Har du ondt i knæet, hævelse eller nedsat bevægelighed? En artroskopi er en kikkertoperation, hvor vi kan undersøge årsager til dine smerter og reparere skader på ledbånd, menisken eller brusken i dit knæ. Vi råder over avanceret udstyr, som sikrer din optimale behandling. Vi har kort ventetid for undersøgelse og behandling.
Værd at vide om knæartroskopi
En knæartroskopi er en kikkertoperation, som bruges til at undersøge og behandle ødelagt meniskvæv eller lignende skader.
Hvis du har smerter eller problemer med dit knæled, kan du have glæde af en artroskopi. Med kikkertoperationen kan vi undersøge årsagen til dine smerter, hævelse eller nedsat bevægelighed og samtidig reparere bruskdefekter, skader på menisken eller ledbåndsskader.
Forud for din operation modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer om bl.a. faste og medicin.
Af hensyn til risikoen for infektioner kan du ikke blive opereret, hvis du har sår, rifter, skrammer eller "bumser" på eller i nærheden af operationsfeltet, og du må ikke have større sår andre steder på kroppen.
Hvis du har infektioner (fx i tænder eller urinveje), skal de være behandlet inden operationen.
Du har de bedste muligheder for hurtig sårheling, hvis du er sund og rask, dvs. i god ernæringstilstand, og undlader rygning og alkoholindtag.
Om morgenen på operationsdagen bedes du tage et brusebad. Du må gerne bruge sæbe, men ingen bodylotion.
På operationsdagen bedes du barbere evt. behåring på benet ifølge en barberingsvejledning, du får i indkaldelsen.
Af hensyn til forbindingen efter operationen bør du medbringe bukser med brede ben, fx joggingbukser til at tage på, når du skal hjem og nogle flade sko.
Du må ikke selv køre bil, cykel eller tage bussen hjem efter operationen. Du skal derfor sørge for at have transport hjem. Vi anbefaler, at du følges med en voksen person hjem. Hjemtransporten må foregå i en almindelig personbil med en chauffør.
Hjemlige forhold
Før kikkertoperationen er det vigtigt, at du forbereder dig på at komme hjem. Det gør du ved at:
- Skabe plads mellem møblerne
- Købe ind til ugerne efter udskrivelsen. Det er en god ide at lave mad og fryse ned
- Lave aftaler med familie/venner eller hjemmepleje om hjælp efter udskrivelsen
Knæartroskopien varer ca. 15-25 minutter. Du er i fuld bedøvelse under hele forløbet. Ved operationens afslutning indgiver vi lokalbedøvelse i huden omkring knæleddet. Indstiksstederne fra kikkerten og instrumenterne syes med få sting, og vi anlægger en forbinding, som skal fjernes efter 1 døgn.
Lige efter operationen
Efter operationen kommer du over på opvågningsstuen og vil være klar til at få dit eget tøj på i løbet af ca. ½ time.
Når du er klar, får du en samtale med den kirurg, der har opereret dig. Kirurgen fortæller, hvad der er konstateret ved kikkertoperationen, hvad der er gjort og om det forventede efterforløb. Under samtalen er det en god ide at have en pårørende/bisidder med.
Du må ikke selv føre bil, cykle eller tage bussen efter operationen, og vi anbefaler, at du følges med en voksen person hjem. Hjemtransporten kan foregå i en almindelig personbil med chauffør. Det kan være en god ide at sidde på bagsædet med det opererede ben oppe på hjemturen.
Dagen efter operationen må du fjerne bandagen og evt. påsætte mindre plastre på indstiksstederne. Efter 2 døgn, når sårene er tørre, og evt. sivning er ophørt, må du fjerne plastrene. På det tidspunkt må der gerne komme vand på indstiksstederne. Dvs. at du må gå i brusebad, uden at indstiksstederne er dækket over. Du skal undlade karbad, svømmehaller og havbad indtil sårene er fuldstændig lægte.
Vi anbefaler at du får fjernet stingene over indstiksstederne hos egen læge ca. 14 dage efter operationen.
De første uger efter operationen
Når vi fjerner ødelagt meniskvæv eller andet væv i knæet, efterlader det et sår inde i knæet. Det sår skal have tid og ro til at hele ligesom ethvert andet sår.
Du opnår de bedste betingelser for heling ved at give knæet ro de første to uger efter operationen. Det vil sige, at du skal blive derhjemme, holde benet opad og anvend gerne en ispose de første dage efter operationen. Isbehandlingen er et supplement til det smertestillende medicin. Isen må ikke ligges direkte på huden, men gerne med et klæde imellem.
I de to første uger efter operationen anbefales det, at du kun går omkring i hjemmet til de højest nødvendige formål, dvs. toiletbesøg og bevægelse mellem stue, soveværelse og køkken. Det er normalt ikke nødvendigt eller nogen fordel at anvende krykkestokke i denne periode. Du skal forsøge at gå så normalt som muligt, evt. med lidt kortere skridt og i langsommere tempo, for ikke at halte.
Vi udleverer smertestillende ved udskrivelsen og vejleder dig. Den største smertestillende effekt opnås dog ved aflastning og benet højt løftet og evt. en ispose henover knæet. Det anbefales ikke at lægge en pude under knæet.
I de første uger vil dit knæ oftest være hævet, lidt varmt og ømt. Det er normalt og er tegn på, at såret i knæet er i gang med at hele. Knæet kan dog være hævet i meget længere tid, uden at det er tegn på, at der er noget galt.
Hvis helingen forløber hurtigt, er knæet klar til at øge belastningen med forsigtighed to uger efter operationen. Hvis knæet ikke er ømt længere og ikke hævet, kan du begynde at gå mindre ture på få 100 meter udendørs. Hæver knæet eller bliver det meget ømt herefter, er det for tidligt at øge belastningen yderligere. I de næste 2 til 4 uger kan du eksperimentere med at gå længere, men aldrig mere end at yderligere hævelse af knæet undgås.
Du må selv køre bil, når du gøre det på betryggende vis, jvf. færdselsloven. Det er ofte efter 2-4 uger.
Sygemelding
Hvis efterforløbet er hurtigt, og du har stillesiddende arbejde, kan du forvente at være sygemeldt mellem 2-6 uger og med hensyntagen til knæet. Har du fysisk arbejde, fx hårdt benbelastende arbejde, kan det være nødvendigt med en længere sygemelding.
Genoptræning
Vi giver dig øvelser til de første 2-3 uger efter operationen. Ofte vil du også blive henvist til en fysioterapeut. Det aftales individuelt ved den opererende læge. Det er vigtigt, at du flere gange dagligt sikrer, at du kan bøje og strække knæet helt, der hvor det er naturligt, fx ved påklædning. Uhensigtsmæssig meget træning de første seks uger efter operationen kan medføre, at såret inde i knæet kommer til at hele langsommere og det giver et længere efterforløb.
Du kan vende tilbage til almindelige hverdagsaktiviteter og sport i tak med, at det foregår problemfrit og uden at du halter. Hvis du får provokeret knæet til mere hævelse, er det vigtigt, at du holder pause inden du genoptager aktiviteten.
Følgende er kun vejledende:
- Motionscykel uden modstand 2-4 uger, efter aftale med lægen
- Svømning (crawl) efter ca. 4 uger, hvis sårene er lægte
- Løb kan startes forsigtigt op tidligst efter 6 uger, forudsat at det går problemfrit
- Kontaktsport 6-12 uger, forudsat at løb går problemfrit
Du skal forvente, at der kan være lidt ømhed i knæet ved hård fysisk belastning i op til ca. 12 måneder efter operationen.
Få patienter kan have et meget langvarigt efterforløb, og det endelige resultat kan først forventes at være opnår et år efter operationen.
Betændelse
I meget sjældne tilfælde kan der opstå betændelse i knæet efter operationen. Under 0,5 promille oplever dette. Lidt oftere kan der forekomme rødme og irritation ved indstiksstederne. Dette er ufarligt og forsvinder efter trådfjernelse.
Årebetændelse
Der er ca. 1% risiko for årebetændelse, som kan medføre en blodprop i benet.
Nerveskade
Beskadigelse af de små nerver i huden omkring knæet kan i meget sjældne tilfælde forekomme. Dette kommer på længere sigt ikke til at give problemer.
Manglende effekt af indgrebet
Patienter med moderat eller megen slidgigt i knæet kan risikere, at der ikke opnås væsentlig effekt af indgrebet.
Speciallæger og behandlere





