Ledbåndsskade i knæet: Rekonstruktion af knæskallens sideledbånd (MPFL)

Er din knæskal gået af led? Hvis det sker, kan det indvendige ledbånd blive revet over. Det afrevne ledbånd vokser ikke altid ordentligt sammen, og det giver en større risiko for, at knæskallen kan gå af led igen. Med en rekonstruktion af sideledbåndet kan vi genskabe stabiliteten i dit knæ. Vi kan undersøge dig indenfor kort tid.

 

Book tid

Værd at vide om rekonstruktion af knæskallens sideledbånd

Hvis din knæskal går af led, kan det medføre flere skader på knæleddet. Knæskallens indvendige ledbånd (MPFL) bliver revet over og løsner sig fra hæftningen på den indvendige side af knæet. Ofte sker der også skade på brusken på bagsiden af knæskallen eller på den udvendige lårbenskno.

 

Hvis knæskallens har været gået af led én gang er der større risiko for, at det sker igen. Det kan ske fordi det afrevne ledbånd ikke vokser ordentligt sammen igen. Det betyder, at knæskallen bliver mere løs og lettere smutter udover kanten igen og går af led. Hvis det sker af flere omgange vil det på lang sigt give dårlig brusk på bagsiden af knæskallen og du vil få smerter.

Hvis din knæskal er gået af led, er det indvendige ledbånd i dit knæ formentlig blevet overrevet. Når det er sket én gang, er der en stor risiko for, at din knæskal kan gå af led igen, og derfor kan du have glæde af at få lavet en rekonstruktion af knæskallens sideledbånd.

Forud for din behandling modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer om bl.a. faste, barbering og risiko for infektion. 

 

Du må ikke selv køre hjem fra operationen, og der skal være en voksen person hos dig den første nat.

Operationen laves for at genskabe stabilitet i knæet ved at rekonstruere knæskallens sideledbånd (MPFL). 

 

Operationen varer ca. en time og foregår i fuld bedøvelse. For at lave rekonstruktionen af ledbåndet bruger vi en sene fra dit baglår. Den udtager vi gennem et lille snit indvendigt under knæet.

 

Vi laver altid først en kikkertundersøgelse af knæleddet, hvor vi bl.a. vurderer bruskforhold og knæskallens sporing. Efter det laver vi rekonstruktionen med sene fra baglåret. Efter den er fikseret i knæet, vil den vokse fast i knoglen og langsomt omdannes og få ledbåndsstruktur. 

Der går over et halvt år inden rekonstruktionen er solid. I den periode skal du skåne knæet. Operationen medfører, at du får et ar på dit knæ. 

 

Der er en risiko for, at de små hudnerver omkring knæet kan beskadiges ved operationen. Det vil medføre et større eller mindre område med ændret følesans.

 

Når du bliver udskrevet, giver vi dig smertestillende medicin til de næste dage. Som supplement kan du bruge isbehandling. Isen må ikke lægges direkte på huden. 

 

Efter operationen må du støtte på benet og træne bøjeøvelser frit. Det vil stramme og gøre ondt i knæet, men det er normalt. Det er vigtigt, at du flere gange dagligt sikrer dig, at du kan strække knæet helt ud. Det er også vigtigt, at du umiddelbart efter operationen starter med at lave venepumpeøvelser, så blodet cirkulerer i dit ben for at forebygge blodpropper.

 

Du bliver tilset af en fysioterapeut, inden du tager hjem. Du får udleveret et træningsprogram og låner krykkestokke med hjem til de første par uger. Du skal forvente at sidde med benet oppe en del i starten og begrænse din gang til kun nødvendige ture i hjemmet.

 

Kontrol

1. kontrol efter 12-14 dage ved egen læge til sutur fjernelse.
2. kontrol efter 6 uger ved opererende læge, med mindre andet er aftalt

 

Bilkørsel

Du må føre bil, når du har opnået normal førlighed af benet og kan føre bil på fuldt betryggende vis, jvf. færdselsloven.

 

Sygemelding

Din sygemeldingsperiode afhænger af dit arbejde. Har du stillesiddende arbejde vil du normalt kunne genoptage arbejdet efter 2-6 uger med hensyntagen til knæet. Har du tungt fysisk arbejde kan der gå op til 3-4 måneder, inden du er tilbage i arbejde.

 

Genoptræning

Det er vigtigt, at du i hele perioden efter operationen flere gange dagligt sikrer dig, at du kan bøje knæet og strække det helt ud. Hvis du føler strækkemangel, bør du kontakte os for en ekstra kontrol.

 

Træningen starter efter operationen. Du skal træne selv de første 2-3 uger ud fra nogle øvelser, du får udleveret. Genoptræningen starter 2-3 uger efter operationen ved en lokal fysioterapeut.

 

Gennem hele det ambulante træningsforløb, kortlægges dine problemer med hensyn til smerter, bevægelighed, styrke, stabilitet, balance og koordination og gangfunktion. Ud fra dette tilrettelægger fysioterapeuten sammen med dig genoptræningsforløbet.

 

Sport

Ca. 8 - 10 uger efter operationen vil du ofte have en rimelig god funktion i knæet.

 

Sportsaktiviteter, som ikke påvirker dit knæ med store belastninger eller drejebevægelser, kan du oftest genoptage først. Nedenstående er kun vejledende. Du skal føle, at knæet ikke bliver provokeret yderligere.

  • Motionscykel efter 2 uger
  • Landevejscykling efter 6 uger
  • Svømning (crawl) kan startes efter 4 uger
  • Brystsvømning efter 3 måneder
  • Løbetræning på et jævnt underlag med god stødabsorbering efter ca. 3 måneder, forudsat at det foregår problemfrit

Anden sport må først genoptages efter aftale med fysioterapeuten.

 

Genoptagelse af konkurrencesport, hvor der er drejebevægelse i knæleddet og kropskontakt med andre spillere, fx fodbold og håndbold, tilrådes først ca. 8 måneder efter operationen, forudsat at løb foregår problemfrit

Komplikationer til indgrebet er sjældne, men forekommer. Disse omfatter infektion, smerter omkring de indsatte sener samt problemer med at opnå normal bevægelighed. Ved operationen giver vi antibiotika for at mindske risikoen for infektion.

 

Risici

Alle operationer er forbundet med forskellige risici. Det gælder også denne operation.

  1. Den alvorligste komplikation er infektion. Det sker yderst sjældent (0,2- 0,4 %). Symptomerne er stigende smerter, feber, rødme og tiltagende hævelse af leddet nogle dage efter operationen. Opstår dette skal du straks kontakte sygehuset m.h.p. indlæggelse og hurtig behandling.
  2. Anden alvorlig komplikation er dyb årebetændelse i benet. Symptomerne er tiltagende diffus hævelse af underbenet eller en sjælden gang af hele benet nogle dage efter operationen. Kontakt snarest egen læge eller vores afdeling. Årebetændelsen behandles oftest med højdosis blodfortyndende medicin.
  3. Ændret eller nedsat følesans i huden ved siden af arret.
Patientinformation: Version nr.: 107
Dato: 03. oktober 2022
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Billede af Anders Odgaard
Anders Odgaard
Klinikchef, speciallæge i ortopædkirurgi, professor, overlæge, dr.med., FRCS
Billede af Kaspar Saxtrup
Kaspar Saxtrup
Klinikchef, speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Dan Blohm
Dan Blohm
Speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Peter Faunø
Peter Faunø
Speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Thomas Lind-Hansen
Thomas Lind-Hansen
Speciallæge i ortopædkirurgi
Billede af Klas Johan Winther Gustafson
Klas Johan Winther Gustafson
Speciallæge i ortopædkirurgi
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.