Patientinformation
Pinguegulum
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Pinguegulum

Et pinguegulum ses som en lille gullig eller hvid vævs-ansamling, som ligger uden på øjenæblet. Det er oftest placeret ind i mod næsen, men kan forekomme på begge sider af hornhinden. Det består af bindevæv og fedtvæv, og kan indimellem blive irriteret, hvorfor der opstår rødme og fremmedlegemefornemmelse i øjet.

 

Det er en godartet tilstand, hvor man ikke kender baggrunden for, hvorfor den opstår.  

Oftest er det tilstrækkeligt at anvende fugtende øjendråber. Hvis der opstår rødme kan det blive nødvendigt med en kort kur med mild binyrebark hormon øjendråber.

Kirurgisk fjernelse kan udføres, såfremt der er vedvarende fremmedlegemefornemmelse eller betydende kosmetiske gener. 

 

Operation

Operation foregår på operationsstuen under operationsmikroskop og du ligger ned. Øjet dryppes med lokal bedøvende øjendråber. Efter en desinfektionsprocedure sættes en lille bøjle imellem øjenlågene, og du skal således ikke bekymre dig om at holde øjet åbent.  

Det lille fortykkede område skrabes bort fra slimhinden. Muligvis fjernes et lille stykke af slimhinden. Det er sjældent nødvendigt at anvende tråd.

 

I de første dage efter operationen kan du have irritation i øjet, og du skal anvende håndkøbs-smertestillende medicin. 

 

Drypning efter operationen

Du skal anvende øjendråber, som beskrevet nedenfor:

Spersadex øjendråber 4 gange daglig i 1 uge, herefter 2 gange daglig indtil flasken er tom.

Recept på øjendråber ligger på apotekets medicinserver

 

Efter operationen

Du skal være forsigtig ved berøring af øjet – og ikke gnide øjet.

I den første uge efter operationen skal du ikke lave voldsom sport og gå i svømmehal. Jobmæssigt er der ingen restriktioner.

I minimum 4 uger vil øjet være rødt i varierende grad, og du vil have fremmedlegemefornemmelse i øjet, specielt i starten

 

Kontrol

Der er ikke behov for kontrol efterfølgende.

 

Hvis du oplever problemer, skal du ringe til Privathospitalet Mølholm på telefon 76 42 74 24, eventuelt sende et foto på info@molholm.dk, så kan vi tage stilling til om der er behov for et ekstra kontrolbesøg.

 

Venlig hilsen

PRIVATHOSPITALET MØLHOLM

Øjenklinikken - oftalmologi

 

Version nr. 103 . Dato 25. mar 2021
Speciallæger og behandlere
Kim Julian
Kim Julian
Speciallæge i øjensygdomme
Lene Hansen
Lene Hansen
Speciallæge i øjensygdomme
Malene Hansen
Malene Hansen
Optiker

Til top