Hofte

KONTAKT
76 42 74 23
PATIENTINFORMATION
Råd om hoftekirurgi og hofteoperation
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Råd om hoftekirurgi og hofteoperation

Få råd om hoftekirurgi og hofteoperation på Privathospitalet Mølholm


Slidgigt i hoften

Slidgigt (artrose) i hofteleddet er en meget almindelig lidelse, som specielt rammer ældre mennesker. Ved slidgigt i din hofte er brusken i hofteleddet nedslidt, og samtidigt er knoglestrukturen i lårbenet og bækkenet ofte forandret. Symptomerne på slidgigt i hoften er smerter og bevægeindskrænkning.

 

Hoftedysplasi og Ganz operation

Hoftedysplasi betyder, at hofteskålen er underudviklet og dermed for lille og står for stejlt. Denne underudvikling gør, at hofteskålen ikke dækker lårbenshovedet tilstrækkeligt, hvilket medfører en meget høj belastning af hofteleddet. Symptomerne på hoftedysplasi er typisk lokaliseret til lysken samt forsiden af låret, hvor der kan opstå smerter eller andet ubehag. Hoftedysplasi medfører ofte slidgigt i hoften. For at behandle slidgigt var det tidligere nødvendigt at indsætte en kunstig hofte, men i dag er det muligt at behandle hoftedysplasi med det, der hedder en Ganz operation. Ved operation for hoftedysplasi bevarer man patientens eget hofteled, og det er ikke nødvendigt at fjerne lårbenshovedet og indsætte en kunstig hofte. I stedet løsner man hofteskålen fra bækkenet og drejer hofteskålen, så den bedre kan dække lårbenshovedet.

 

Intern springhofte 

Den dybe hoftebøjer (M iliopsoas) består af to muskler. Psoas musklen udspringer fra lændehvirvlerne, og Iliacus musklen udspringer fra hoftebenets inderside. De to muskler smelter sammen og hæfter begge på lårbenets inderside (trochanter minor). Iliopsoas er hofteleddets stærkeste bøjemuskel. Ved gentagne belastninger kan muskelsenen blive irriteret eller inflammeret, hvorved den kan hæve op og ved visse bevægelser smutte hen over et af knoglefremspringene ved bækken eller hofteled. Når senen smutter hen over knoglefremspringet, fremkaldes de generende symptomer, hvilket kan give ubehag, klik-lyde dybt i lysken, eller smerter. I meget lette tilfælde med kun minimal ømhed kræves ikke nødvendigvis behandling. Ved mere udtalte smerter eller manglende fremgang bør der søges læge for at sikre diagnosen.

 

Ekstern springhofte

På ydersiden af benet har man en muskel, som har et meget langt seneblad (fascia lata). Dette seneblad går lige ned over det sted på hoften, hvor lårbensknoglen har et stort fremspring (trochanter major). Hvis senebladet ligger meget tæt op ad knoglen, bliver det ligesom "fanget" i dette fremspring, når man bevæger benet frem og tilbage. Ofte giver dette ikke smerter men bare et "ubehagelig klik", men imellem senebladet og knoglen ligger der en slimsæk, som kan blive irriteret i den forbindelse. Hvis den bliver irriteret og hæver op, kan det medføre smerter.

 

Forundersøgelse 

Ved en hofteforundersøgelse på Privathospitalet Mølholm vil privathospitalets hoftekirurg kunne rådgive dig på basis af undersøgelse og røntgenbilleder af leddet. Hvis hofteoperationen skønnes nødvendig - og hvis du ønsker at denne skal finde sted på Privathospitalet Mølholm, aftales nærmere detaljer ved forundersøgelsen.

 

Operation  

Privathospitalet Mølholm benytter sig af moderne, veldokumenterede operationsmetoder og protesematerialer. Operationsmetoden er udført på adskillige tusinde patienter i USA og Europa med dokumenteret gode langtidsresultater. 


Vi tilbyder nu minimal invasiv teknik med ca. 6 cm lang åbning i huden og dermed mere skånsom hofteoperation.

 

Hvorfor vælge Privathospitalet Mølholm? 

På Privathospitalet Mølholm kan du blive undersøgt og behandlet uden ventetid. Skal du vente mere end 1 måned på undersøgelse og/eller behandling på et af landets offentlige sygehuse, kan du i mange tilfælde vælge at benytte dig af det udvidede frie sygehusvalg, også kaldet ventetidsgaranti. Garantien sikrer dig, at du inden for en lang række lidelser kan blive undersøgt og behandlet på Privathospitalet Mølholm - betalt af det offentlige sygehusvæsen.


Med venlig hilsen

PRIVATHOSPITALET MØLHOLM

Hoftekirurgisk Klinik

VERSION NR. 102 . DATO 26. jun 2018

Til top