Behandling af celleforandringer i analkanalen og huden omkring analåbningen
Der findes flere muligheder for at behandle svære celleforandringer i analkanalen eller i huden omkring endetarmsåbningen. Valget af behandling sker altid i samråd med dig og afhænger blandt andet af, hvor forandringerne sidder, og hvor udbredte de er. Sammen finder vi den løsning, der passer bedst til dig. Vi møder alle med åbenhed og forståelse - uanset baggrund. Hos os kan du føle dig tryg, set og respekteret.
Værd at vide om behandling af celleforandringer i analkanalen
Celleforandringer i huden omkring anus og i analkanalen skyldes oftest en infektion med Humant Papillomavirus (HPV). Det er ikke kræft, men svære anale celleforandringer kan udvikle sig til kræft, hvis du ikke bliver behandlet.
HPV er navnet på et meget almindeligt virus (Humant Papillomavirus). Nogle typer af HPV overføres ved seksuel kontakt – samleje eller slimhinde-mod-slimhinde kontakt. Langt de fleste mennesker vil blive smittet på et tidspunkt i livet – uanset køn.
HPV virus kan give celleforandringer, der i nogle tilfælde kan føre til kræftformer som analkræft, livmoderhalskræft, kræft i de ydre kønsorganer, skeden, penis, i mundhule og i svælg. To typer af HPV kan også give kønsvorter (kondylomer).
HPV-relaterede sygdomme, som celleforandringer, giver sjældent symptomer, og derfor kan de være svære at opdage.
Hos nogle mennesker kan risikoen for at udvikle analkræft være forhøjet. Hvis du hører til blandt dem, anbefales det at få regelmæssige forebyggende undersøgelser for celleforandringer i analkanalen (anal dysplasi).
Grupper med øget risiko for udvikling af HPV-relaterede sygdomme er bl.a.:
- Personer der lever med HIV
- Mænd der har sex med mænd (MSM)
- Transkvinder
- Kvinder, der tidligere er behandlet for celleforandringer eller kræft i livmoderhalsen, skeden eller ydre kønslæber
- Personer der er organtransplanteret for mere end 10 år siden
- Personer med kønsvorter (kondylomer)
- Alle personer i fast immunsuppressiv behandling (fx ved autoimmune sygdomme)
Du kan læse mere om højrisikogrupper her.
Forud for din behandling hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer.
Vi tilbyder flere forskellige typer behandling af celleforandringer og hjælper dig med at finde den rette. Anale celleforandringer behandles som regel i forbindelse med en HRA-undersøgelse eller ved hjemmebehandling.
Behandling i forbindelse med HRA-undersøgelse
High resolution anoskopi eller HRA er en grundig undersøgelse for anale celleforandringer. Hvis vi finder forandringer ved udredningen kan vi behandle dig i samme omgang. Det gøres ved at fjerne det område af slimhinden, hvor celleforandringerne sidder. Det kan vi gøre ved at brænde, skøre eller ætse vævet væk.
Indgrebet kan foretages enten uden bedøvelse eller med lokalbedøvelse. Kun ganske få har behov for fuld bedøvelse.
Hjemmebehandling med creme
Ved hjemmebehandling skal du anvende en creme i otte uger. Der er tale om to forskellige typer af cremer, som fungerer forskelligt:
- Aldara®: Cremen indeholder et aktivt stof, som virker ved at stimulere din krops eget immunforsvar til at genkende og fjerne de forandrede celler i huden og slimhinden. Behandlingen er skånsom og foregår hjemme, men kræver tålmodighed og regelmæssig brug.
- Efudix® / Tolak®: Cremerne indeholder et kemoterapeutisk stof, som ødelægger de syge celler, så din krop kan danne nye, sunde celler i stedet.
Vi vejleder dig i korrekt brug af cremen.
Afhængigt af din behandling kan du blive indkaldt til kontrol eller en opfølgningsaftale, hvor vi kan vurdere effekten af behandlingen.
I nogle tilfælde kan der være behov for gentagne behandlinger for at sikre, at alle forandringer er fjernet eller at hjemmebehandlingen justeres.
De forventelige reaktioner på behandling med Aldara er:
- Rødme, irritation og let sårdannelse i det behandlede område.
- Kløe, svie eller hævelse.
Disse er tegn på, at immunforsvaret reagerer – og det er faktisk en del af virkningen. Hvis generne bliver for kraftige, kan du holde pause i nogle dage og derefter genoptage behandlingen. Reaktionerne forsvinder, når behandlingen er færdig, og huden heler. Der kan gå op til 12 uger efter afsluttet behandling, før din hud igen er helt fin og uden rødme. - Ømhed eller ubehag ved toiletbesøg
- Nogle patienter får influenzalignende symptomer. Det er ikke farligt og skyldes aktiveringen af immunsystemet.
- Der kan i sjældne tilfælde forekomme midlertidig eller permanent farveændringer af huden i det behandlede område.
Efter nogle dages behandling med Efudix / Tolak vil huden typisk:
- Blive rød
- Føles øm eller irriteret
- Evt. danne små sår eller skorper
De reaktioner er forventede og tegn på, at behandlingen virker. Du skal fortsætte behandlingen, medmindre reaktionen bliver meget ubehagelig.